Det er Ernst Madsen, som ejer hele striben af erhvervsbygninger på Nordvangen, og oprindeligt var det faktisk også ham, der ejede hele møbelforretningen i Aakirkeby, ligesom han ejede nærmest samtlige møbelbutikker på resten af øen.
For nogle år siden begyndte han dog at sælge fra for at bruge mindre energi på forretningerne. Det fortæller han, da Tidende ringer for at høre, hvad der skal ske med bygningerne nu.
– Jeg er ved at gå lidt på pension, så derfor afhændede jeg mange af mine forretninger for nogle år siden. Det var også der, jeg solgte MyHome, og siden har jeg lejet lokalerne ud til dem, siger han.
Han kan dog også forsikre om, at salget af bygningerne på ingen måde betyder, at lejerne skal smides ud, og butikkerne lukkes. Han fortæller tværtimod, at det er en god forretning, han nu vil sælge videre. Og det gælder ikke bare MyHome, men også de øvrige lagerbygninger, som ligger på rad og række langs med vejen.
– Men jeg er bare ved at blive gammel, og det er rettidig omhu, for jeg ejer jo stadig ejendom her i Rønne, forklarer han.