Landmænd venter på millioner fra staten: Her er ministerens svar

Landmænd venter på millioner fra staten: Her er ministerens svar
Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 9. JUN 2022 • 10:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
9. JUN 2022 • 10:30

Det er vigtigt, at snyd og omgåelse af regler undgås, mener landbrugets minister. Derfor bliver en bornholmsk landmand nødt til at vente på at få udbetalt et milliontilskud fra staten.


Rundt om i landet sidder landmænd og venter på at få udbetalt millioner af kroner, som de har fået bevilget i tilskud fra staten. En af dem er en bornholmsk landmand, som ikke har modtaget 2,8 millioner kroner, han har fået lovning på til en nybygget stald. Sagen er blevet en del af en større undersøgelse om snyd med tilskud, og den bornholmske landmand og hans kolleger andre steder i landet kan ikke gøre andet end at vente tålmodigt.

Det er meldingen fra minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S), som er blevet forholdt den bornholmske sag af Bornholms Landbrug & Fødevarer via Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. I henvendelsen spørger den lokale landbrugsorganisation, hvad ministeren kan gøre, for at pengene kommer hurtigere ud i erhvervet, hvor der med de eksisterende foder-, energi- og gødningspriser er behov for dem.

"Jeg er enig i, det er vigtigt, at støtte til landbrugere kommer ud. Det gælder ikke mindst i en tid med stigende priser på foder, energi og gødning. Samtidig er det også vigtigt, at snyd og omgåelse undgås", indleder Rasmus Prehn sit svar.

Færrest mulige ulemper

I forlængelse af Rigsrevisionens alvorlige kritik af Landbrugsstyrelsen sidste år er der indført en skærpet kontrol med tilskudsudbetalinger som den til den bornholmske landmand. Landbrugsstyrelsen har udviklet en ny kontrolmodel, der skal sikre, at der gennemføres kontrol med bagvedliggende ejerforhold på alle tilskudsordninger samtidig med, at flest mulige landbrugere får en afgørelse og udbetalt tilskud hurtigst muligt, forklarer ministeren.

"Det medfører, at nogle landbrugere desværre kommer til at vente i lang tid på en afgørelse. Kontrollen er nødvendig, og jeg ved, at Landbrugsstyrelsen har fuldt fokus på at gennemføre kontrollen korrekt og med færrest mulige ulemper for landbrugerne", svarer Rasmus Prehn.

Udgangen af september

Af svaret fra ministeren fremgår det, at Landbrugsstyrelsen har anmodet EU-Kommissionen om afklaring af en række spørgsmål til brug for vurderingen af, om der foreligger omgåelse af reglerne og i givet fald konsekvenserne heraf.

Hvis disse spørgsmål snart kan afklares, forventer Landbrugsstyrelsen at have afsluttet kontrollen for landbrugere som den bornholmske inden udgangen af september, hvis der ikke foreligger objektive indikationer på omgåelse af reglerne. Afgørelse om udbetaling vil blive truffet umiddelbart derefter.

Det gælder landbrugere, som har anmodet om udbetaling af projektstøtte i andet halvår 2021. Landbrugsstyrelsen afsynede den bornholmske landmands byggeri i december 2021 forud for udbetaling af tilskuddet.

Foreligger der derimod objektive indikationer på omgåelse, vil sagerne skulle oplyses og vurderes nærmere, og styrelsen forventer, at kontrollen i disse tilfælde vil kunne afsluttes inden udgangen af 2022, svarer Rasmus Prehn.