Mindst to døgn
Det nye nødstrømsanlæg består blandt andet af en generator, der sikrer, at kølere, belysning, computersystemer og alt andet strømafhængig infrastruktur i butikken fortsat kan køre.
I januar blev Bornholm ramt af en strømafbrydelse, der varede i flere timer. Hvis noget lignende gentager sig, vil Netto i Vibegårdscentret kunne holde åbent uagtet større strømnedbrud. Tanken er nemlig, at nødstrømsanlægget skal gøre det muligt for butikkerne at kunne operere i minimum 48 timer uden eksempelvis strøm eller internetforbindelse, fortæller Salling Group.
I alt har Salling Group udpeget 51 beredskabsbutikker, og målet er, at de skal være klar inden udgangen af 2027. Butikkerne er valgt, så 80 procent af befolkningen kan nå en af dem indenfor 50 kilometer. Netto i Vibegårdscentret er Bornholms eneste beredskabsbutik.