Laila Kildesgaard er hverdagsfeminist: 'Verden åbner sig, når man tager ansvar'

Laila Kildesgaard lærte tidligt, at dovenskab er synd nummer et. Det kan den myreflittige KL-direktør og tidligere kommunaldirektør på Bornholm heller ikke beskyldes for. Som hverdagsfeminist brænder hun også både for at hjælpe klippeøen og andre kvinder, hvor hun kan.

Her i avisen har Laila Kildesgaard før nævnt denne artikels overskrift som et af sine store livsmottoer. For hun har selv erfaret, at verden åbner sig, når man tager ansvar, men den driftige KL-direktør og tidligere bornholmske kommunaldirektør bliver stille, før hun svarer på, hvor hun har lært det.

– Man kan sige, at jeg har det med mig fra barndommen, begynder hun og tøver lidt.

– Men det var faktisk præsten, der kom med den sætning til Søren Christensens begravelse i Tønder. Søren, der jo også havde været chefredaktør på Bornholms Tidende, var en af vores rigtig nære venner. Jeg er heldigvis stadig venner med hans kone Arina og har besøgt hende to gange på Mallorca. Men det var frygteligt, da han døde. Kun 44 år gammel. Han var virkelig et menneske, der engagerede sig i sin omverden. Den slags mennesker er det altid sjovest at være sammen med, så præsten havde ret, siger Laila Kildesgaard, da vi sidder i hendes bornholmske hjem – Hullegaard – med hver vores hjemmebryggede café latte, omkring stuens store spisebord, der alligevel kun udgør et mindre område af den enorme stue, hvor lyset vælter ind gennem de sprossede vinduer, der både vender ud mod gårdens for- og baghave. Det velindrettede hus kunne sikkert egne sig til en Bo Bedre-reportage. Men Laila Kildesgaard lægger mildt sagt også mange kræfter udenfor hjemmet, hvor hun er blevet kendt som en både ”begavet” og ”sej powerkvinde”, som har vist vejen for mange andre kvinder. Selv nøjes hun med at kalde sig hverdagsfeminist. For et andet citat, hun holder af, er fra USA's tidligere udenrigsminister Madeleine Albright, der engang sagde, at ”der findes et særligt sted i Helvede for kvinder, der ikke hjælper kvinder”.

Allerede mens Laila Kildesgaard var kommunaldirektør, var hun således frivillig på kvindekrisecentret ved siden af. Og nu passer hun ikke alene sit topjob i KL som pendler og står tidligt op hjemme i Allinge for at flyve til København og sige godmorgen til sine ansatte. Men her på Nordbornholm er hun med til at holde kulturen i gang året rundt i GIK (Gang i kulturen), ligesom den bornholmske kultur også har fået plads her i hjemmet med blandt andet store malerier af Ingelise Westman, Hanne Mailand og Anne Sofie Meldgaard.

På Bornholm sidder hun også i bestyrelsen for Center for Regional- og Turismeforskning i Hasle og for nyligt blev hun for eksempel også indvalgt som forbrugerrepræsentant i Trefor El-net Øst, ligesom hun er medlem af flere andre bestyrelser. Og hun er tilmed ved at tage en uddannelse som landskabsarkitekt, og det kan ses på ejendommens store forhave ved Allinge, hvor buske og træer er plantet velordnede, som en herregårdshave, med udsigt over Allinge og Østersøen.

Laila Kildesgaard bor på Hullegaard sammen med sin kæreste Steen Colberg Jensen. Til sammen har de syv børn. Foto: Pelle Rink

Dovenskab var den værste synd

Her på Hullegaard bor hun sammen med sin kæreste Steen Colberg Jensen, der selv er et kendt ansigt på øen som formand for Bornholms Højskole og tidligere viceborgmester fra Venstre. Til sammen har de syv børn, og selvom alle ikke bor hjemme, kræver det selvsagt logistisk sans at få hverdagen til at hænge sammen, når hun også arbejder i København. Men hun er netop opvokset med sans for logistik og til at stå tidligt op og tage ansvar, som hun siger.

– Jeg er vokset op i Vestjylland på en stor svineproduktion med en mor og en far, der var meget engageret i lokalmiljøet. De var både med i idrætsforeningerne, landbrugsforeningerne og det, der nu skulle til for at drive noget liv ude på landet. Jeg voksede også op med en holdning om, at det værste, man kan være, er at være doven. Det var synd nummer et. Man kunne godt snyde i skat, men doven det skulle man ikke være, griner hun.

– Mine forældre, der nu begge er 80 år, drev gården sammen, hvor jeg voksede op med mine to yngre søskende. Min mor var god til at organisere tingene derhjemme, så der var styr på, hvem der brugte hvilke biler og kom med kaffe, så hun var god til at facilitere, at alle ender mødtes, så alle kunne nå deres ting. Hun fik alting til at glide, selvom hun også måtte være træt nogle gange. Men hun gav aldrig op, og det har jeg nok også arvet, siger hun og tilføjer:

– Min far har lært mig at være ambitiøs med det, jeg laver. Når jeg kom hjem fra skole med gode karakterer, spurgte han, hvad de andre fik, før han roste mig, siger hun og ler.

Følte du det som et pres?

– Det var bare sådan, han var, siger hun nærmest undskyldende på sin faderens vegne, mens hun smiler og lukker øjnene et kort øjeblik.

– Man skulle hele tiden yde det bedste. Også der var det en skam at være doven, så han ville gerne have, at man brugte sine evner. Man var ikke forpligtet udover sine evner, men til gengæld var man også forpligtet til at bruge de evner, man havde fået.

Ikke smart at være stræber

Som barn gik Laila Kildesgaard på en landsbyskole i en lille klasse med kun otte klassekammerater, hvoraf to af dem kom fra et lavere klassetrin. Og i hendes efterfølgende topkarriere i den kommunale sektor har det fået hende til at tænke at ”det ikke altid er skidt at lukke de små skoler”, forklarer hun.

– Jeg blev ikke udfordret fagligt overhovedet. Mine forældre er stadig venner med nogle af de lærere, jeg havde dengang, og de er smaddersøde, men jeg tror, at det var godt, at kommunen senere samlede skolerne for at få et højere fagligt niveau, siger den tidligere landbyskoleelev, som skiftede til naboskolen efter 7. klasse.

– Men det var først i gymnasiet, at jeg endelig syntes, at det var okay at række hånden op. For der var et miljø på den lille skole, hvor det med at være ambitiøs ikke blev betragtet som det fedeste.

Var der jantelov?

– Ja, det kan godt være. Det er klart, at læreren syntes, at det var rart, hvis der var nogen, der rakte hånden op, men det gjorde ikke den sociale dynamik bedre i klassen, siger Laila Kildesgaard, der selv var med til at gennemføre skolesammenlægninger på Bornholm som kommunaldirektør.

– Man skal finde ud af, om man slås for de små skoler for børnenes skyld eller for sammenhængskraften i lokalsamfundet. Jeg går meget op i landdistriktsudviklingen, det er blandt andet også derfor, at jeg er glad for at bo på Bornholm og derfor, at jeg er blevet her. Men man bliver nødt til at gøre sig klart, om det lige så godt kan være spejderforeningen eller et landsbycenter eller en cykelevent, der holder liv i lokalsamfundet. Der kunne for eksempel også godt være et dagtilbud uden at være en skole, så jeg tænker ikke, at man skal bevare skoler for enhver pris, siger hun.

– Nu er der blevet lukket rigtig mange skoler – også på Bornholm. Og på et tidspunkt skal man også stoppe den udvikling. Men i min familie diskuterede vi lidt, om det var ærgerligt, at min gamle lilleskole lukkede.

– Det var først i gymnasiet, at jeg endelig syntes, at det var okay at række hånden op. For der var et miljø på den lille skole, hvor det med at være ambitiøs ikke blev betragtet som det fedeste, fortæller Laila Kildesgaard. Foto: Pelle Rink

 

Blå bog

Laila Kildesgaard

Født 1969

Uddannet cand. scient. i kulturgeografi. Direktør i KL. Hun har tidligere været kommunaldirektør på Bornholm og været direktør i Helsingør Kommune og leder i både fagbevægelsen og på Københavns Rådhus. Hun er blandt andet bestyrelsesmedlem i Det københavnsk Teatersamarbejde og DBC digital. Privat har hun tre børn. Hun bor i Allinge med sin kæreste Steen Colberg Jensen.

Legede tidligt regnskabsdame

Selvom hun nyder at bo på landet, fandt hun allerede tidligt ud af, at hendes talent lå et andet sted.

– Jeg fandt ud af ved at bo på landet, at min motorik ikke er særlig god. Jeg skulle hjælpe med at passe grisene hver anden weekend, når vores medarbejdere havde fri.

Nogen stor sportsudøver var hun ifølge hende selv heller ikke, ligesom modet kunne svigte, når der skulle hoppes i halmballer.

– Det tog mig også virkelig lang tid bare at lære at cykle. Jeg blev ved med at køre rundt og rundt i laden, indtil min far kom og reddede mig, fordi jeg ikke selv kunne stoppe cyklen. Jeg syntes, at det var sjovere at tage papir op af papirkurven for at sidde og lege regnskabsdame, fortæller hun.

– Så fra jeg var seks-syv år vidste jeg, at jeg mere var den administrative type. Jeg skulle arbejde med noget, der havde med tal og papir at gøre. Jeg kunne også gange, dividere og læse, inden jeg kom i skole. Det havde min far lært mig. Han trænede mig også i at binde snørebånd og at kunne klokken, inden jeg kom i skole.

Men også moderen fik en afgørende betydning for hendes tidlige dannelsesrejse, da hun efter sin datters konfirmation forelagde Laila Kildesgaard muligheden for at komme på sprogrejse i England.

– Det tænkte hun måske var noget for mig. Jeg havde heller ikke et meget stort netværk af kammerater, hvor jeg boede. Og det havde hun et godt blik for. Det var sindssygt spændende at være derovre i England. Jeg tror, at jeg var 15 år. På den måde blev jeg også opdraget til, at vi nok havde det godt derhjemme, men at der oplevelser i livet, man kun kunne få andre steder. Og på den sprogskole fik jeg nogle veninder for livet, fortæller Laila Kildesgaard, som med en opvækst på landet ellers ikke sådan kom ud at rejse.

Til gengæld har hun, siden hun flyttede fra sit jyske barndomshjem, altid kunnet rejse hjem, hvor døren altid har stået åben for hende.

– Lige meget hvor meget jeg havde dummet mig, dumpet en eksamen på universitet eller var blevet snydt af en kæreste, så var der altid klar suppe med kødboller og en nyredt seng hjemme i Vind, hvis jeg fik brug for det, smiler hun.

Kvindenetværk gav karrieremod

Egentlig havde hun tænkt sig at læse sociologi efter gymnasiet, men faget blev lukket. Da hun flyttede til København, indlogerede hun sig hos en kvinde, der havde læst kulturgeografi og anbefalede det varmt. Og hun endte med at tage imod det råd. Dengang havde hun dog endnu ingen idé om, hvad studiet skulle bruges til. Men gennem en af sine undervisere i geografi, som arbejdede i Undervisningsministeriet, fik hun et studenterjob i Undervisningsministeriet, og der startede hele hendes forvaltningskarriere.

– Efter jeg havde været i Undervisningsministeriet, arbejdede jeg ti år i fagbevægelsen. Jeg var projektleder på sammenlægningen til 3F. Det var et kæmpe projekt. Jeg var også seks år i Dansk Metal, hvor vi lavede meget erhvervspolitik. Og så rykkede jeg over på Københavns Rådhus, hvor jeg startede som sekretariatschef for SF’eren Bo Asmus, som var børn- og ungedirektør i København.

Det var også i de år, at hun begyndte at engagere sig som feminist.

– Jeg var dengang med i en kvindegruppe, der hed Albright. Vi havde besøg af den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeline Albright, og vi havde som mål, at der skulle komme en kvindelig statsminister i Danmark. Vi kom også til Damaskus for at se, hvordan kvinderne havde det dernede før krigen i Syrien. Det var et meget stærkt netværk med mange selvstændige og freelancere, og selvom jeg kun var mellemleder, gav det mig modet til at tænke, at jeg godt kunne blive direktør, siger hun og holder blikket hen over kaffekruset.

– Det ville jeg gerne, fortsætter hun.

– Og så blev jeg direktør i Helsingør Kommune på forskellige områder, og derfra kom jeg herover for at blive kommunaldirektør.

'Hun ved, hvad hun vil'

Johannes Nilsson arbejdede som velfærdsdirektør, da Laila Kildesgaard var øens kommunaldirektør:

"Det var en stor fornøjelse at arbejde sammen med Laila. Hun ved, hvad hun vil, og hun har modet og evnerne til at forfølge det. Hun formåede i sin tid som kommunaldirektør at gennemføre nogle meget vanskelige processer. En af Lailas helt store styrker er hendes interessenthåndtering."

Koldt på toppen

Laila Kildesgaard var allerede blevet forelsket i Bornholm mange år tidligere, da hun havde mødt sine børns far, der var bornholmer. Sammen havde de fået et sommerhus i Stampen, som de aldrig havde lyst til at køre hjem fra om søndagen, og selvom de blev skilt, havde hun stadig en drøm om at komme til Bornholm at bo. Og jobbet som kommunaldirektør var lige hende, hvor de spændende opgaver stod i kø.

– Jeg kan huske, at jeg skrev til mine gamle direktør-kollegaer i Helsingør, at hvis jeg havde vidst, hvor sjovt det var, ville jeg have gjort det lige efter gymnasiet. Jeg syntes, at det var sjovt. Jeg var faktisk også søgt herover, fordi jeg syntes, at Winni Grosbøll var supersej, så samarbejdet med hende var jeg rigtig glad for. Og der var så mange gode ting i gang, som Winni og resten af kommunalbestyrelsen havde sat i gang, fortæller den tidligere bornholmske kommunaldirektør, som blandt andet var med til at udbygge Folkemødet, starte ”Bornholm i København” og gøre Bornholm klar til syriske flygtninge, ligesom hun var projektlederen bag redningsplanen for øens slagteri. Så arbejde var der mildt sagt nok af.

– Det er jo ikke så hårdt med ting, der lykkes. Men det var selvfølgelig hårdt, mens det står på. Men det var også et kæmpe gode for os, at vi fik så tæt et samarbejde med landbruget og Danish Crown. Og det var kæmpefedt, da det lykkedes.

Skulle I ikke også spare en masse i samme periode?

– Jo, det var træls, men det var stor opbakning i kommunalbestyrelsen. Jeg fik samtidig også lavet ledergruppen om. I begyndelsen var der næsten kun mænd med samme uddannelsesbaggrund. Men jeg husker det egentlig som en konstruktiv proces. Det betød meget for mig at have en chefgruppe, der var mangfoldig, og at de var taget i ed på projektet og som sikrede at besparelserne blev ført ud i livet. Johannes Nilsson, som var velfærdsdirektør dengang, tog et stort slæb for at få tingene til at gå op og organisationsdiagrammet til at passe til den nye virkelighed. Jeg havde også stor fornøjelse af samarbejdet med Anette, der var medarbejdernes formand i samarbejdsudvalget. Jeg følte mig aldrig alene med opgaverne. Når man er kommunaldirektør, er det jo ikke alle 23 kommunalbestyrelsesmedlemmer, der elsker en. Der er koldt på toppen. Men jeg husker det som nogle rigtig gode år, siger toplederen, der købte hus i Rønne i den periode, hvor hendes tvillinger boede hos hende.

– Jeg synes, at jeg har oplevet masser af modgang. Jobs jeg ikke har fået eller en kæreste, der snød mig. Men livet er ikke, hvordan man har det, men hvordan man tager det, mener Laila Kildesgaard. Foto: Pelle Rink

Masser af modgang

Selvom hun på papiret er gået fra succes til succes jobmæssigt, har hun også modtaget sin portion modgang, mener hun.

– Jeg synes, at jeg har oplevet masser af modgang. Jobs jeg ikke har fået eller en kæreste, der snød mig. Alle har jo modgang i deres liv, siger hun og uddyber med en kendt vending:

– Men livet er ikke, hvordan man har det, men hvordan man tager det.

Det princip har hun også forsøgt at lære sin børn, fortæller hun.

– Alle kan slå sig på livet, men det handler om at kunne komme tilbage og om at kunne håndtere det, der møder en. Og det har da været barskt nogle gange. To gange har jeg også oplevet, at en af mine medarbejdere simpelthen døde på kontoret, mens jeg var på arbejde. Så der fik jeg brug for mine totale kriseevner for at få samlet folk op omkring det.

Hverdagsfeminist

I det hele taget er Laila Kildesgaard typen, der gerne vil handle sig ud af både kriser og projekter. Og hun giver sig fuldt ud, uanset om hun står bag store konferencer som KL-direktør eller laver kulturmøder om vinteren som frivillig i Allinge.

– Nogen skal jo gøre en indsats for at holde lokalsamfundene i live, smiler hun.

– Jeg gør det, fordi jeg synes, at det er sjovt, og fordi det lykkes. Selvom jeg er 52 år og har arrangeret konferencer med 1.500 deltagere i Aalborg Hallen, så er jeg alligevel nervøs, når man står nede i folkemødehuset og tænker: Kommer der 10 eller 20? Men når jeg så har lyttet til oplæggene, og vi har spist noget mad sammen og hørt nogle kloge mennesker tale, så er folk glade. Og når jeg går hjem, så tænker jeg: ”Fedt, jeg gjorde det! Så nytter det jo noget”. Det værste er at kaste kræfter ind i noget, der mislykkes.

Men kvinder skal lære at turde række hånden op, når der skal uddeles ansvar, mener hun.

– Der var jo for eksempel 16, der stillede op til Trefor El-net Østs bestyrelse, hvoraf vi kun var to kvinder, og det var os to, der blev valgt. Men det kræver mod at række hånden op, og så skal man også kunne tåle at blive valgt fra. Der er masser af gange, hvor jeg har meldt mig til noget, men er blevet fravalgt, og så må man bare komme videre. Og så kræver det jo også, at dem, der sidder i bestyrelsen, vil have en til en bestyrelsespost eller et topjob.

Du er også med i en feministisk læseklub. Hvorfor er det vigtigt for dig?

– Der er for eksempel flere mænds bøger, der bliver anmeldt end kvinders. Der er rigtig mange strukturelle ting, der gør, at der stadigvæk ikke er ligestilling i Danmark. Jeg bliver præsenteret for bøger, jeg ellers ikke ville have set. Til på mandag skal jeg læse den russiske roman ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt”, siger Laila Kildesgaard, som altså beskriver sig selv som hverdagsfeminist.

– Det er ikke noget, man behøver at råbe og skrige om. Men det handler om at flytte tingene, hvor jeg er, så der er flere kvinder, der kommer ind i bestyrelser og i topjob. Det handler også om at lære sine sønner at lave mad og rydde op. Det handler også om at have styr på sin egen økonomi. Det er der kvinder, der ikke har, men det er jo kæmpevigtigt, eksempelvis hvis man bliver skilt, at man har styr på sin økonomi og sin pensionsordning. Det er også at være hverdagsfeminist, hvor man også tager ansvar for alle de små ting, så man kan klare sig selv, hvis der sker et eller andet.

Selv har hun for længst investeret i fremtiden.

– Jeg har allerede købt Karetmagergården i Halse og lavet et par lejligheder ud af det. For der mangler lejeboliger på Bornholm.

Foto: Pelle Rink

Bliver inspireret af unge

De himmelske boliger i et eventuelt efterliv tror hun til gengæld ikke på, så det gælder om at leve livet, mens man har det, mener hun.

– Jeg er bare drønkedelig, for jeg tror i virkeligheden bare på at stå tidligt op og tage ansvar. Og være en god ven. Jeg tror ikke på livet efter døden. Det virker bare som en dårlig undskyldning for ikke at leve nu og her. Jeg tror, at træningen må gå ud på at være til stede i stedet for at tro på et liv efter døden. Jeg siger også til mine børn, at den fedeste mottoløgn er, ”at alt kommer til den, der venter”

Hun ryster bestemt på hovedet.

– Nej, der kommer ikke noget til dem, der venter.

Er der noget du fortryder?

– Jeg ville gerne have boet mere i udlandet, men det er nok prisen for at blive skilt. Jeg fik en aftale med min eksmand, at det var ok, at tvillingerne tog med til Bornholm, men det kunne også have været sjovt at have børnene med i udlandet. Sommetider føler jeg, at det er dem, der har bakket mig mere op end omvendt. Der har ikke været meget curling over deres barndom, men jeg håber, at de tænker, at jeg har været der for dem alligevel. Jeg har forsøgt at give dem kærlighed og respekt for andre mennesker og lært dem at passe deres ting. Det vigtigste er ikke at være den dygtigste i skolen, men man skal stå tidligt op og gøre sit bedste.

Hvor finder du størst glæde i dag?

– Det er faktisk en kæmpe fornøjelse at se mine børn folde sig ud i livet. Jeg oplever, at de er alle tre er rigtig gode til at tage ansvar. De har været elevrådsrepræsentanter i folkeskolen, i gymnasiet, på EUX og HHX og i Livgarden. De tør sætte sig selv i spil – også selvom de ikke altid bliver valgt. De finder sig ikke i ret meget, og jeg oplever, at de er gode til at bakke kolleger og studiekammerater op. De er mere modige og mindre autoritetstro end mig. Det er jeg stolt af, siger den modne mor tilfreds, som ser flere positive aspekter ved det at blive ældre.

– Der er noget usikkerhed, der forsvinder. Og det er dejligt at få voksne børn, og det er dejligt ikke at være så nervøs for, om man er god nok. Jeg gør mig altid umage, men det var værre, da jeg var yngre. Det fedeste ved at blive ældre er at opleve de unge lidt på afstand og blive inspireret af dem. Både mine egne børn, min kærestes fire børn og de unge mennesker, jeg studerer sammen med på Landskabsarkitektur.

– Alt fra deres udtrykte sårbarhed til den mad, de spiser, er en meget stor inspiration for mig. Men også oplevelsen af at jeg selv har en stor kapacitet og et godt overblik at byde ind med. For verden åbner sig, når man tager ansvar.

 

'Sjov, superdygtig og strategisk tænkende'

Winni Grosbøll om Laila Kildesgaard som kommunaldirektør:

"Hun er super dygtig, strategisk tænkende og eminent til at eksekvere på ting. Så er hun sjov og uformel. De år vi arbejdede sammen, var det en særskilt fornøjelse, når vi kom sammen, to kvinder i en verden fyldt af mænd i grå jakkesæt. Vi vakte opsigt, fordi der er meget få kvinder i dansk kommunalpolitik, og fordi det er et særsyn at både borgmesteren og kommunaldirektøren er kvinde."