Laila Kildesgaard var allerede blevet forelsket i Bornholm mange år tidligere, da hun havde mødt sine børns far, der var bornholmer. Sammen havde de fået et sommerhus i Stampen, som de aldrig havde lyst til at køre hjem fra om søndagen, og selvom de blev skilt, havde hun stadig en drøm om at komme til Bornholm at bo. Og jobbet som kommunaldirektør var lige hende, hvor de spændende opgaver stod i kø.
– Jeg kan huske, at jeg skrev til mine gamle direktør-kollegaer i Helsingør, at hvis jeg havde vidst, hvor sjovt det var, ville jeg have gjort det lige efter gymnasiet. Jeg syntes, at det var sjovt. Jeg var faktisk også søgt herover, fordi jeg syntes, at Winni Grosbøll var supersej, så samarbejdet med hende var jeg rigtig glad for. Og der var så mange gode ting i gang, som Winni og resten af kommunalbestyrelsen havde sat i gang, fortæller den tidligere bornholmske kommunaldirektør, som blandt andet var med til at udbygge Folkemødet, starte ”Bornholm i København” og gøre Bornholm klar til syriske flygtninge, ligesom hun var projektlederen bag redningsplanen for øens slagteri. Så arbejde var der mildt sagt nok af.
– Det er jo ikke så hårdt med ting, der lykkes. Men det var selvfølgelig hårdt, mens det står på. Men det var også et kæmpe gode for os, at vi fik så tæt et samarbejde med landbruget og Danish Crown. Og det var kæmpefedt, da det lykkedes.
Skulle I ikke også spare en masse i samme periode?
– Jo, det var træls, men det var stor opbakning i kommunalbestyrelsen. Jeg fik samtidig også lavet ledergruppen om. I begyndelsen var der næsten kun mænd med samme uddannelsesbaggrund. Men jeg husker det egentlig som en konstruktiv proces. Det betød meget for mig at have en chefgruppe, der var mangfoldig, og at de var taget i ed på projektet og som sikrede at besparelserne blev ført ud i livet. Johannes Nilsson, som var velfærdsdirektør dengang, tog et stort slæb for at få tingene til at gå op og organisationsdiagrammet til at passe til den nye virkelighed. Jeg havde også stor fornøjelse af samarbejdet med Anette, der var medarbejdernes formand i samarbejdsudvalget. Jeg følte mig aldrig alene med opgaverne. Når man er kommunaldirektør, er det jo ikke alle 23 kommunalbestyrelsesmedlemmer, der elsker en. Der er koldt på toppen. Men jeg husker det som nogle rigtig gode år, siger toplederen, der købte hus i Rønne i den periode, hvor hendes tvillinger boede hos hende.

– Jeg synes, at jeg har oplevet masser af modgang. Jobs jeg ikke har fået eller en kæreste, der snød mig. Men livet er ikke, hvordan man har det, men hvordan man tager det, mener Laila Kildesgaard. Foto: Pelle Rink