For TV2 Bornholm betyder de tre scenarier, at mediet ikke vil kunne fortsætte som hidtil.
I det første scenarie anbefaler ekspertudvalget at omdanne de otte TV 2-regioner til 30 selvstændige medier, der er digitalt orienteret. Udvalget mener nemlig, at de regionale tv-kanaler dækker for bredt geografisk på nuværende tidspunkt.
Det andet scenarie er, at al regional public service bliver samlet hos én leverandør, der skal levere indhold til både TV 2 og DR's P4.
Det tredje og sidste scenarie, som ekspertudvalget kommer med, er at dele området øst for Storebælt op i fire regioner. På den måde mener de, at Sjælland og øerne kan dækkes mere lokalt. Her kommer de med et eksempel på et selvstændigt medie, der skal dække det vestlige Sjælland, det nordlige, hovedstaden og Sydsjælland.