Kometen fra Kabyssen

”Mange tør ikke tage chancer, men så sker der jo heller ikke noget,” siger den 34-årige hotelejersøn Jimmi Persson, der allerede købte sit første hus som 18 år. I dag ejer han en stribe bygninger og virksomheder på øen, efter han for ni år siden omdannede sin fars fiskerskur til strandcaféen Kabyssen i Hasle.

Der er stille på Hasle Havn, hvor formiddagen først lige er begyndt. Kun et par mågers markante skrig slår tavsheden i stykker over rækken af røde fiskeskure, hvorfra byens fiskerfolk engang har haft deres travle gang på kajen. I dag er travlheden forstummet. Fiskekutterne i vandet er for længst skiftet ud med lystbåde, men bag to af fiskerskurene er der stadig liv.

”Kabyssen” står der, i et ankerformet skilt, på gavlen af en strandcafé med strandstole og parasoller udenfor. Indenfor ledes tankerne ligeledes i retning af maritim feriestemning med kunstige palmer, fiskenet og et stort vægmaleri med et sejlskib på åbent hav i stærke farver.

Her i Kabyssen er der endnu helt tomt, men bag skranken titter en høj og ung mand pludseligt, men lydløst frem fra sit køkkenskjul bagved, hvor han har været ved at gøre klar til dagens første gæster.

Som han står der med tydelige tatoveringer op ad armene og et fredeligt smil i ansigtet, ligner han næsten til forveksling en søstærk sømand ombord i sit skibskøkken. Den 34-årige indehaver Jimmi Persson styrer faktisk med sikker hånd også langt flere forretninger end Kabyssen, som han satte i søen for cirka 9 år siden. For selvom han er opdraget af hotelejerforældre, har han selv spredt sig over meget mere selv. Udover Kabyssen ejer han blandt andet Palæcafeen i Rønne og sit eget malerfirma.

– Jeg er rigtig dårlig til at blive presset ned i en bås, hvor jeg føler, at jeg mister min frihed. Jeg kan godt lide at gøre mine egne ting, og hvad jeg har lyst til. Det er nok også derfor, at jeg laver så meget forskelligt, siger han med et afslappet smil, da vi med udsigt til strand og vand har taget hul på interviewet ved et af de udendørs caféborde. Men én gang var det nær gået galt for den travle iværksætter, fortæller han.

Besvimede i bilen

For Jimmi Persson fik en stor forskrækkelse, efter han sidste år besvimede i sin bil på vej til arbejde.

– Jeg havde også gang i for meget på én gang i den periode, siger han, mens skyerne nu sejler over os og farver himlen mere grå.

– Vi havde rasende travlt i mit malerfirma, og jeg passede Kabyssen og Palæcafeen ved siden af, fortæller Jimmi Persson, som faktisk var på vej hen for at åbne caféen her efter en lang nattevagt på Palæcafeen, da bilen pludselig røg ud af kurs. Med sig i bilen havde han også to musikere, der havde optrådt om natten på Palæen.

– Jeg når lige at mærke, at jeg får det meget underligt i kroppen, og heldigvis får jeg sluppet speederen, men kører ud i grøften, vælter med bilen og mister bevidstheden.

– Heldigvis var bilen kommet langt nok ned i fart til, at der ikke skete noget alvorligt med nogen af os, fortæller Jimmi Persson, der blev hjulpet af en af de bagvedkørende bilister, der viste sig at være en af de gamle svende, Mogens, som han havde arbejdet sammen med som malerlærling.

– Mogens kom tilfældigvis kørende og kunne godt se, at jeg slingrede, så han stopper op, får sat katastrofeblink på, får advaret folk bag sig og får mig trukket ud af bilen. Det var lige udenfor Hasle, siger han og nikker i retning af ulykkesstedet.

Jimmi Persson omdannede for ni år siden sin fars gamle fiskerskur til strandcaféen Kabyssen, som i dag også består af onklens gamle fiskerskur i Hasle.

Hvad tænkte du, da du kom til dig selv igen?

Han tænker lidt, før han svarer.

– At jeg ikke skal prøve at redde det hele selv. Det kommer der ikke noget godt ud af, hverken for mig eller min familie.

Var du så sygemeldt i en periode derefter?

– Næ. Det er jo nok det, der er mit problem, at der burde man lige have lagt sig og tænkt. Men jeg havde da to dage, hvor jeg sov døgnet rundt. Jeg var lige oppe for at få lidt vand og mad, og min kæreste var derhjemme. Bagefter var jeg hos lægen for at få taget en masse tjek, og jeg fejlede ikke noget på hverken hjerte eller krop. Så det har været nogle stresssymptomer, og der sætter jeg mig for, at jeg skal være bedre til ikke at gøre alting selv, siger iværksætteren, som altså alligevel genoptog arbejdet og hurtigt igen kom op i det høje gear, som han ikke har fra fremmede. For hver dag kan han her fra Kabyssen bogstaveligt talt se op til forældrene.

Forældre skabte god stemning

– Jeg er faktisk vokset op i det gule hotel, der ligger lige deroppe. Du kan se sådan en stor gul klods, siger han og smiler mod byens bakketop, hvor Hotel Herold ligger.

– Det er opkaldt efter en gammel kirkesanger, men det er mine forældre, der har det. Og de sidder ikke stille. De arbejder dag ud og dag ind. Men der er altid en åben dør hos dem.

Udover Kabyssen ejer 34-årige Jimmi Persson også en række bygninger og virksomheder, blandt andet Palæcafeen i Rønne og malerfirmaet Malermester Persson, der alene beskæftiger seks ansatte. 

Sådan har der altid været. De har faktisk haft hotellet i 30 år, så al den tid, jeg kan huske, er gået oppe på hotellet, som også meget er blevet farvet af mine forældre som værtspar. De er meget synlige for gæsterne, og det skaber en charme omkring hotellet, så mange kommer igen år efter år. De har stadig gæster, som er kommet, siden jeg var lille. Og mange af stamgæsterne er med tiden blevet mine forældres venner.

Selv var han også en fast ”gæst” på hotellet gennem sin barndom.

– Jeg har sovet rigtig meget på hotelværelser. Vi havde værelse på hotellet i mine helt unge dage. Da min lillesøster og jeg blev lidt ældre, så købte mine forældre husene rundt om.

Således boede hotelfamilien både i huset til højre, til venstre og over for hotellet, eftersom som de købte husene og lavede dem i stand til sig selv.

– De bor stadig selv ved siden af hotellet, og de driver kører det stadig, så jeg ser dem hver dag, siger Jimmi Persson, som nyder at komme forbi og drikke morgenkaffe på hotellet.

– Mine forældre har også altid skabt god stemning, og man kan mærke, at de er glade for hinanden. De har været sammen, siden de blev kærester som 17-18-årige. Min mor er også opvokset på et hotel, for min morfar havde hotel Sandvig, og min oldefar havde Romantik, som er det, der i dag hedder Nordlandet, siger han og tilføjer, at moren således kommer fra en hotelfamilie, mens de allesammen var fiskere på faderens side.

En usædvanlig barndom

Sig selv beskriver han som ”et godt mix” af sine forældres meget forskellige ophav.

– Min mor er den meget energiske, der har gåpåmod. Hun er ikke bange for at tage chancer. Og den del har jeg helt sikkert arvet. Da jeg ville lave skuret om til Kabyssen, var der mange, der sagde, at det højst ville holde et halvt år, fordi ingen ville finde derned. Men nu er det niende sæson, og det går rigtig godt. På samme måde blev jeg også advaret mod at kaste mig ud i at overtage Palæen, men det er også gået fint, siger han med et lille smil.

– Jeg har måske til gengæld også arvet en snert af min fars snusfornuft. Min far er meget økonomisk bevidst, for det er han opdraget til. Han kommer fra en fiskerfamilie med fem søskende, de boede i et lille hus, hvor der ikke var råd til store armbevægelser, mens min mor jo voksede op på et hotel, hvor der altid var god mad. Men også en risikovillighed, som jeg altså nok har arvet, forklarer han.

– Mange tør ikke tage chancer, men så sker der jo heller ikke noget. Til gengæld er min kæreste, Sofie, god til at få mig til at tænke tingene igennem, før jeg kaster mig ud i nye ting, så det også bliver gjort klogt. Ellers havde jeg nok kastet mig ud i endnu mere, siger han og griner, inden han vender tilbage til sin barndom.

– Den var jo lidt anderledes. Mine forældre havde ikke meget tid om sommeren, så jeg måtte selv tage til stranden eller fodboldstævner med mine venner.

Til gengæld havde forældrene rigeligt med tid om vinteren, hvor familien altid tog på ferie, ligesom aftensmaden i hverdagen kunne vælges frit fra et menukort.

– Så den stod tit på plankebøffer og pandekager med is til dessert, fortæller hotelsønnen og smiler ved tanken.

– Det er den tunge, traditionelle kost, som kendetegner køkkenet hos mine forældre med netop plankebøffer, wienerschnitzler, stegt flæsk med persille sovs, og hver søndag har der været flæskesteg deroppe. Sådan har det altid været. Mange glæder sig til de retter, men jeg er egentlig mere til en god lasagne, fordi jeg har fået det andet så meget. Min kæreste var meget pasta-familie. Og det var bare noget helt andet, siger han og sidder lidt med øjnene hvilende på havet.

– Der var heller ikke så meget tid til, at vi sad rundt om bordet som familie, da jeg barn, men mine forældre har altid været gode til at tage sig af os børn, så vi alligevel altid har følt, at de var der for os.

Jimmi Persson elsker stadig selv at betjene Kabyssen, selvom han i dag sammenlagt beskæftiger 15 menneskers årsværk.

Mødte op med blåt hår

Jimmi Persson gik på Hasle Skole, som ligger et stenkast fra hotellet, så han kunne altid løbe hjem i frokostpausen og spise. På den måde var forældrene der altid, som han siger. I sin fritid gik han til håndbold og fodbold her i Hasle, og ellers hang han ud med en stor gruppe fra folkeskolen – ofte på forældrenes hotel. For hjemme hos Jimmy var der altid sodavand ad libitum eller andet mundgodt.

– Der var altid et eller andet lækkert. Et eller andet smørbrød eller noget andet godt. Det kan jeg godt se, at vi nydt godt af fra barnsben. Og når jeg ser tilbage, så har jeg virkelig nydt hotellivet. Jeg ville aldrig have byttet det for andet. Selvom jeg dengang syntes, at det var hårdt, at man ikke havde sine forældre med sig om sommeren. Men samtidig vil jeg sige, at det har været den bedste ramme at vokse op på et hotel, mener hotelsønnen, der altså ser sin anderledes opvækst som et aktiv.

Jimmi Persson har heller aldrig været bange for at gå sine egne veje eller skille sig ud. Det var han heller ikke, da han ”måske lidt ufrivilligt” midt i 8. klasse skiftede fra Hasle skole til Allinge skole, og første dag valgte at troppe op med helt blåt hår.

– Mine klassekammerater har siden sagt: ”Hvad i alverden tænkte du på at komme med blåt hår?” Jeg tror bare, det er skyldtes, at jeg ikke tænkte over, at andre folk ville tænke. For hvis det gør mig glad, så er det det rigtige. Og fejler jeg på det, så skal jeg nok komme op igen, smiler Jimmi Persson, som ellers husker skoleskiftet som en god ting.

– Jeg var nok lidt for meget en dreng med krudt i røven til at sidde stille i skolen. Så for mig var det et godt skifte, fordi Allinge Skole var en skole, som ikke gik så meget op i, at man skulle sidde stille. Vi havde meget gruppearbejde og mange udendørsting.

En afgørende læretid

Siden har den unge iværksætter nærmest heller ikke siddet stille, og der er især én, udover forældrene, som var med til at sende ham i en retning, da han som purung skulle vælge sin vej i livet.

– Finn Mahler har spillet en stor rolle. Jeg stod i lære i hans malerfirma fra 2006 til 2009. Han ejede blandt andet også Palæen, Cafe Gustaf, Travbanen og Flüggerbutikken, siger Jimmi Persson, der mødte sin mester første gang på Palæcafeen, da han selv var i byen og benyttede lejligheden til at spørge, om ikke han kunne få job hos ham. ”Jo, jo”, lød svaret. ”Du kommer bare på mandag.” Sådan startede hotelsønnen fra Hasle som arbejdsdreng, da han var 16 år, og sidenhen var det også Finn Mahler, der anbefalede ham at tage en uddannelse.

– Så jeg kom på teknisk skole i Gladsaxe, hvor jeg uddannede mig som maler. Det tog 4 år, og da jeg kom i lære hos ham, viste han mig fra begyndelsen ansvar, og så havde han også et gåpåmod, som jeg synes var ret vildt. Man kan sige, at han var lidt oppe i årene i forhold til, hvad jeg var. Men han gav et ansvar fra sig, som jeg selv synes, at jeg i dag selv prøver at give til min unge ansatte, fortæller han og fortsætter.

– Da jeg var lærling på første år, manglede der for eksempel en bartender på Palæen. Og det var bare sådan noget med, at ”den tager du lige, ikke”. Man blev bare kastet ud i tingene på en måde, som var utrolig lærerig for mig. For han viste mig tillid. Og det gjorde han med alle hans ansatte. Vi fik alle frihed og ansvar, fortæller den tidligere bartender med varme i stemmen.

– Sådan kom jeg også til at arbejde meget på Palæen. Det var sjovt, så jeg brugte næsten alle mine weekender der som ung. Jeg arbejdede på den måde både i malerfirmaet og i Palæcafeen. I julemåneden solgte Finn Mahler også fyrværkeri, og det hjalp jeg også med. Og jeg husker min læretid som verdens bedste tid.

Et stort gåpåmod

Læretiden blev også den periode, hvor han gjorde sin første investering. For allerede som 18-årige gik han til banken i Hasle og bad om lov til at købe et hus på Sildetorvet i Hasle til 395.000 kroner.

– Det var noget helt andet dengang, for jeg var jo stadig i lære. Men bankdamen spurgte bare, om jeg stadig kunne få lov til at gå hjem til mine forældre og spise hver aften. Det kunne jeg godt. Og så kunne jeg også godt låne pengene.

Jimmy Persson fortsatte malerarbejdet hos sin malermesters firma, efter han blev færdiguddannet, men i 2014 begyndte en anden levevej at tegne sig hos hoteldrengen fra Hasle.

– Om sommeren i 2014 begyndte man at snakke om at lave bystranden hernede.

Han peger mod stranden foran os, som altså er kunstig anlagt.

– Og min første tanke var bare at lave en lillebitte iskiosk hernede, for min far ejede jo det fiskeskur, siger han og ser mod caféfacaden.

– Både min far og min svigerfar, der er tømrer, hjalp mig med at renovere det, så vi fik fikset det sammen og kunne åbne i 2015, fortæller Jimmy Persson, som i mellemtiden havde videreudviklet sin forretningside.

– Idéen til Kabyssen kom egentlig ved, at jeg godt kunne lide flæskestegsandwich. Og her laver vi flæskestegsandwich af rigtig flæskesteg, som har været i ovnen.

Han smiler i retning af ”skibskøkkenet”.

– Ikke sådan noget, der kommer lige hurtigt ind i ovnen eller lige hurtigt ned i en friture. Det er en rigtig flæskesteg, en kamsteg, som bliver stegt i ovnen.

På den måde videreudviklede han sine forældres søndagssignaturret flæskestegen til en succes for sig selv. Det begyndte med flæskestegssandwich og is. Siden er menuet vokset ligesom behovet for mere plads til grej og gæster, så siden han åbnede Kabyssen, har han også købt sin onkels skur ved siden af.

– Skurene var jo før blevet brugt til opbevaring af fiskerigrej, da fiskeriet var på sit højeste. Der lå deres forskellige ting og garn herinde. Så der var jo ikke andet end nogle gamle asbestplader på væggene og sådan noget, siger Caféejeren, der nu godt kunne tænke sig et udvide Kabyssen med endnu et skur.

Hjulpet frem af Ole Almeborg

Det er ellers ikke, fordi Jimmi Persson har manglet udfordringer, siden han realiserede drømmen om sin strandcafé i farens fiskerskur.

– Imens jeg er ved at åbne ”Kabyssen” sker der det tragiske at min gamle malermester går bort midt i det hele, fortæller den unge iværksætter, der ikke var sen til at starte sit eget malerfirma ”Malermester Persson”, og fylde tomrummet i malermarkedet, som hans gamle forbillede efterlod sig.

– Det voksede lidt efter lidt, og jeg overtog både de tidligere svende og en del af de gamle kunder. Og efter et år kom Finns enke, Tina og spurgte, om jeg ville overtage Palæcafeen. Det første år forpagtede jeg den kun, mens jeg drev den ved siden af Kabyssen og malerfirmaet, men året efter købte jeg den.

På det tidspunkt havde han også fundet et nyt erhvervsforbillede – nemlig erhvervsmanden Ole Almeborg, der så et lys i den unge iværksætter, så da banken ikke ville låne Jimmi Persson penge til at købe Palæcafeen, lånte han dem i stedet direkte af Ole Almeborg.

– Ole syntes ikke ligefrem, det var verdens bedste ide, men han troede på mig. Og vi har fået et godt venskab og samarbejder godt. Ole har virkelig hjulpet mig meget, fortæller han.

– Siden har jeg faktisk også købt biografbygningen af ham. Jeg lejer den ud til Bjarne Vigge, som har biografen, ligesom lejligheden over og ejendomsmægleren Gurli Hansen og restauranten i stueplan er blevet mine lejere. Og nu har Ole og jeg også købt Kommandantbygningen sammen. Min plan er, at der skal være musikarrangementer i haven fra næste år, afslører han.

– Og det fylder mig da også med en indre glæde, at jeg har klaret mig, selvom jeg i begyndelsen ikke måtte låne penge til at starte noget for af banken. Jeg måtte ingenting. De grinede nærmest af mig. Det gjorde folk også. Men mine forældre var de første, der troede på mig. Jeg havde heller ikke mange penge dengang. Men jeg fik lov til at låne mine forældre til at lave Kabyssen. Det var jo småbeløb, jeg skulle låne af dem. 100.000 kroner. Det fik jeg lov til at låne af dem. Uden dem havde jeg heller ikke kommet i gang. Det var hårdt arbejde. Men det har givet mig en glæde at se, at noget godt kan blomstre op. Men jeg vil sige, at havde jeg ikke haft mine forældre eller Finn eller Ole, som kunne guide mig igennem det hele, så ville det have været utrolig svært, så det kan godt være, at jeg er selvstændig, men jeg har fået hjælp af andre.

Tørrer stadig bræk op

I dag styrer han altså efterhånden flere forskellige firmaer, men det er sådan, han trives bedst. For ligesom i folkeskolen kan han også stadig godt lide, at der sker mange forskellige ting.

– Jeg vil gerne kunne bestemme over min egen tid. Måske er det også derfor, at jeg tidligt vidste, at jeg ville være min egen chef. Jeg er glad for vekslende arbejde, derfor har jeg også forskellige former for firmaer, forklarer han.

Udover at du er en person, der tør gå sine egne veje, hvordan tror du, at dine venner ville beskrive dig?

– Jeg håber, de ville sige, at jeg er glad, hjælpsom og en god ven. Det synes jeg da selv, jeg er. Jeg har et godt netværk, og jeg har mange venner. Jeg synes, at vi alle sammen er på samme måde overfor hinanden. Men mine forældre har også altid været utroligt hjælpsomme. Og det kan jeg stadig mærke den dag i dag. De er stadig meget hjælpsomme, og de vil gerne have, at det går godt. Og de vil gerne hjælpe mig, selvom jeg godt ved, at de har skidetravlt selv. Det sætter jeg virkelig pris på det. Det er så imponerende, at de stadig gider, selvom de har hotellet fyldt, og de er sent færdige. Min mor kom for eksempel ned forleden dag, hvor jeg var alene hernede. Og selvom hun skulle tidligt op til sine hotelgæster dagen efter, blev hun og hjalp med opvasken, som vi først var færdige med kl. 23, fortæller Jimmi Persson, der også stadig selv holder af at hjælpe til i Palæcaféen, selvom stedet nu kan køre sig selv.

– Jeg godt lide at være dernede, når der er musikere. Jeg er ikke dernede hver weekend, men jeg kan godt lide at komme ned og rydde lidt af og hjælpe lidt til. Og jeg kan sagtens gå ud og tørre bræk op på toilettet. For jeg er ikke sådan en chef, der har behov for at gå rundt med en trøje, hvor der står chef på. Hos mig hjælper vi hinanden som ligemænd. Det har nok også tiltrukket mine gode medarbejder.

At leve i nuet

Sommetider kan det dog være svært at finde tid nok til familien, erkender den travle multiiværksætter.

– Jeg kunne selvfølgelig godt tænke mig en sommerferietid med dem. Nu skal den ældste starte i skole. På den måde bliver man lidt mere fastlåst, så man ikke bare kan udsætte ferien til efteråret. Men mine forældre fik det til at fungere, så det prøver jeg også, siger han og sukker demonstrativt.

– Men man tager fejl, hvis man tror, at det er nemt, og at man kan køre hjem, når man vil som selvstændig. For der er altid noget, man kan lave, og der er altid noget, man skal lave. Så det bliver lange dage, men jeg vil aldrig bytte det for noget andet i verden, siger den unge iværksætter, der i dag sammenlagt beskæftiger 15 fuldtidsansatte omsat i årsværk.

Kan du så selv begynde at geare ned?

– Jeg vil sige, at det er blevet bedre, end da jeg startede. Jeg skal ikke klage over noget, men min økonomiske frihed er stadig ikke sådan, at jeg bare kan sige, at nu sætter jeg folk på alle steder og sætter mig hjemme på sofaen og bare hygger mig.

Han flækker ansigtet i et smil.

– Jeg tror nu heller aldrig, at det kommer til at ligge til mig, for ligesom med min mor og far, så kan jeg ikke finde ud af at sætte mig hen og slappe af. For jeg kan godt lide at være i gang, siger han og tilføjer:

– Men jeg skal være bedre til at uddelegere arbejdet, og det har jeg været.

Siden ulykken?

– Ja, jeg har også været bedre til at lytte til mig selv og slå bremsen i, når det bliver for meget, og så uddelegere lidt arbejde, og heldigvis har jeg også nogle gode folk, som er utroligt hjælpsomme omkring mig, både familie og venner, og ansatte. Det er virkelig et godt hold, vi har, synes jeg. Det er sådan en lille familie.

For Jimmi Persson handler hans virksomheder også om meget mere end profit.

– Det, der virkelig driver mig, er at se, at det kan blive bedre – både for kunderne og de ansatte, fortæller Jimmy Persson, der ellers ikke er typen, der hænger sig i fortiden eller fremtiden for den sags skyld.

– Jeg er meget sådan et menneske, der lever i nuet. Så jeg har svært ved at sætte mig ind i fremtiden.

Derfor har han indtil videre hellere ikke skænket de store eksistentielle spørgsmål den store opmærksomhed.

– Jeg har nogle venner, som tit snakker om det med, når man skal gå bort. Om hvad skal man gøre til den tid, og hvad sker der egentlig? Men selv tænker jeg, at det må jeg forholde mig til, når den tid kommer.

Kan blive bange som far

Jimmi Persson ser mod Haslehavet foran Kabyssen. Her har hans blik hvilet roligt under det meste af interviewet. Som barn var det en udsigt, han tog for givet, fortæller han, men i dag har han svært ved at leve uden den.

Tror du på noget sådan, udover det, som vi kan se?

– Nej, det gør jeg ikke. Det er som sagt nok ikke noget, jeg nogensinde rigtigt har sat mig ind i. Men jeg vil sige, at jeg håber, at der er mere mellem himmel og jord.

Er det noget, der gør dig bange?

– Ja, efter jeg har fået børn. Der finder man ud over, at man ikke er uovervindelig. Det er den mest skræmmende tanke. Især også i forhold til det der skete sidste år, hvor jeg besvimede i bilen. Jeg vil jo gerne se mine børn vokse op. Jeg vil gerne have, at de skal se mig blive gammel. Det er sådan en bekymring, som godt kan få mig til at tænke ud i fremtiden. Gad vide, hvor lang tid, man egentlig har lov til at blive her? Altså at være sammen med sine børn.

Om du brænder et lys i begge ender…

– Ja. Men jeg vil også sige, at hvis jeg en dag ikke er glad for en af tingene. Om det er malerfirmaet, Kabyssen, Palæen, ejendommene. Så stopper jeg med det. Men jeg har ikke mange dårlige dage. Og jeg har heller ikke mange dårlige dage arbejdsmæssigt. Og det vil sige, at det giver mit liv god mening. At jeg både har et godt arbejde, jeg kan køre ud til, og en god familie, jeg kan komme hjem til. Jeg har brug for begge dele. Jeg har en dejlig familie. En skøn familie. Jeg elsker at komme hjem til Sofie og børnene. Mit livs største glæde er klart dem. Sofie er min ven og store vejleder her i livet, og børnene får nogle sider frem mig, som jeg ikke troede, jeg havde. Både det med at være bange for fremtiden, men også det med at glæde sig til at følge i skole og til fodboldstævner, siger han og tilføjer:

– Men jeg elsker også mit arbejde. Jeg synes, det er en fornøjelse. Selvom jeg er travlt. Selvom jeg ved, jeg får en lang dag, og det bliver en irriterende dag, så glæder jeg mig til at tage afsted. Jeg glæder mig til at sætte mig ud i bilen og gå på arbejde.

Så du arbejder ikke for at leve. Du lever også for arbejde…

– Ja, det tror jeg faktisk, det er en god måde at sige det på.

En lille rod fra Hasle

Når Jimmi Persson i dag ser tilbage på sit stadig relative korte liv, er der ikke noget, han fortryder. Heller ikke hans markante tatoveringer, fortæller han og viser armene frem, hvor en rød og grøn kæmpedæmon med hugtænder ler om kap med den anden arms mere Skipper Skræk-agtige sømandstatovering.

– De her fik jeg lavet, da jeg var omkring 18 år, og jeg fortryder dem ikke, de er nu en del af mig. Men skulle jeg kunne gøre noget om på dem, så kunne jeg måske godt have sat en lille smil på dæmonen der i stedet for hugtænder, for selv er jeg jo sådan en meget smilende person, siger han og ser mod sit ene ben.

–Men jeg fik jo lavet alt det her, i en lidt ældre alder, som 27-årig.

Han løfter benet, hvor et hav af sorte tatoveringer sammen tegner et tema, der både er maritimt og bornholmsk.

– Det er jo sådan et kompas og Bornholm, Hammershus, et fyrtågen, et søkort, en sømand, et stort skib her og et anker, siger han og sænker benet.

– Det er meget maritimt og kabyssen-agtigt. Det passer hertil.

Hvad drømmer du om?

– Jeg drømmer jo om, at mine piger kommer til at hungre efter at sælge is og flæskestegssandwich, så de gerne vil overtage det her. Det er et drømmescenario. At de vil overtage det. Også fordi det her er mit hjertebarn. Det har jeg skabt helt fra bunden af. Palæen har altid været et diskotek. Det er blevet renoveret. Malerfirmaer findes der mange af, og det er heller ikke noget, jeg har opfundet. Men det her er opfundet af en lille rod fra Hasle, der startede sine egne ting, siger han, mens et smil vokser frem.

– Og det er da gået godt indtil nu.

Blå bog
Jimmi Persson. Født 1988. Uddannet maler. Ejer og indehaver af strandcaféen Kabyssen i Hasle, Palæcaféen i Rønne, ligesom han ejer og bestyrer sit eget malerfirma Malerfirmaet Persson.
Desuden er han ejer af Rønnes biografbygning og medejer af Kommandantgården.
Bor i Rønne med sin kæreste. Sammen har de to små piger.