Jeg smiler stadig over nyfødte grise

Thorbjørn Koefoed er en af øens driftige unge landmænd, der er gået i sin fars fodspor som griseproducent og storbonde. Det værste, han har prøvet i sit liv, var, da en af grisestaldene på slægtsgården brændte. Han glemmer aldrig dyrenes skrig. For selvom grisene bliver født til at blive slagtet, skal de have et godt liv indtil da, mener han.

Meget har ændret sig indenfor griseproduktion de seneste generationer. Men da Thorbjørn Koefoed fører os hen til stalden på Langemyregaard, er det tydeligt, at lugten af grisestald er og bliver uforanderlig.

Det er der i og for sig noget trygt ved, når man som undertegnede forbinder lugten med barndommens besøg hos bedsteforældrene. Til gengæld kan man ikke som dengang blot betræde en grisestald, for den er rent område, forklarer den unge griseproducent. Derfor finder han hvide kedeldragter og gummistøvler frem, som vi iklæder os, ligesom hænder vaskes og sprittes af, inden vi går ind i det ’rene’ område, hvor flittige fluer sværmer om de gryntende grise.

– Det her er vores poltestald. En polt er et ungdyr, altså et kommende moderdyr, der aldrig har været insemineret. Så det er her, alle vores avlsdyr starter, fortæller han, mens vi går forbi griseungdommen og videre ind i det næste staldrum, som svarer til produktionens fertilitetsklinik.

Løbninger og lugteorner

Her ligger store søer side om side i små ”etværelseslejligheder”.

– Nu er vi kommet ind i vores løbestald. Det er her, grisene insemineres. Derfor vil vi gerne have lidt styr på dem, siger han og forklarer, at i fagsprog hedder en inseminering også en løbning.

– Sådan som de ligger her, må de lovmæssigt ligge i fire-fem uger, siger han og tilføjer, at i 2035 bliver det dog et lovkrav, at søerne skal have mere plads i løbestalden.

– Så der får jeg et pladsproblem, siger han, mens vi bevæger os ned ad gangen.

– Det her er vores løbemester.

Griseavleren smiler mod medarbejderen, som er i gang med arbejdet. Tæt på står en vogn med lange katetre, som anvendes til de såkaldte løbninger. For det er efterhånden længe siden, at handyrene på naturlig vis, har stået for befrugtningsdelen.

– Det der er sjovt ved ornen er, at dens orgasme varer en halv time. Bagefter er den helt flad. Og så kan den først igen senere på eftermiddagen. Men i gamle dage havde man ornemanden, der kørte rundt på gårdene med ornen, og siden fik man selv orner på gårdene inden man gik over til kunstig befrugtning.

Alligevel har hangrisene i dag stadig en praktisk funktion i produktionen, forklarer han.

– Det her er en af vores to lugteorner, siger han og nikker mod en brun hangris, som står i et hjørne for sig selv.

– De er efterhånden så veltrænede, at dem kan vi fløjte efter. Så dem lukker vi ud på gangene her, og det eneste de skal er at sprede deres kraftige lugt og så trynekontakt. Simpelthen for at stimulere søerne til at blive brunstige. Det svarer til at stå på et dansegulv på et diskotek og sige se, hvor flot jeg er, så damerne bliver vilde i varmen, forklarer han vittigt, inden han fortsætter rundvisningen i det tilstødende staldlokale.

Foderstation som tag-selv-bord

– Det er vores drægtighedsstald, hvor de går og er gravide. Og som hovedregel er de drægtige i tre måneder, tre uger og tre dage, forklarer han, da vi står stille og betragter moderdyrene ligge i tætte hudfarvede klynger, og tilsammen fylder de kun omtrent halvdelen af boksenes gulvareal ud.

– De ligger altid sådan her, selvom de har al den øvrige plads også. Grise er jo flokdyr, så det handler også om tryghed. Og det er trygt at ligge inde i midten, hvis der kommer rovdyr, er du mere beskyttet. Men de der er højst sandsynligt lidt nederst i rangordenen, siger han og nikker mod et par af de yderste grise i dyngen.

Er der hierarki?

– Der er et vanvittigt hierarki. Der er den øverste, og så kommer de bare dernedad. Det er den stærkeste, der bestemmer. Og som oftest er det også den, der spiser først.

I mellemtiden er der en gris, der her til formiddag har møffet sig fri fra flokken for at fortære sit foder foran os, i det der ligner en smal og høj jernboks med salonlåger i begge ender. For her i stalden foregår fodringen åbenbart helt fuldautomatisk.

– Alle grisene her har en chip i øret, som registreres, når de går hen til foderstationen, som så aflæser, hvilken gris der er tale om, og hvor meget den må få at spise.

Og kunsten, forklarer svineproducenten, er, at de hverken må være for tynde og magre eller for store og fede, så de går ned på benene. Men hver gris får en daglig foderration på omkring fire kilo.

– Fodermaskinen hiver 100 gram ud ad gangen. På den måde kan de selv bestemme, om de vil spise deres mad ad flere omgange, eller alt på én gang, som 99,9 procent gør, og så ses vi om 23 timer. Det er lidt sjovt.

Stadig behov for menneskehænder

Selvom teknologien har overtaget flere og flere funktioner, vil der altid være behov for mennesker i en svinestald, mener Thorbjørn Koefoed.

– Alle vores dyr bliver tilset hver eneste dag for at se, om der for eksempel er en, der går og trækker på benet og har fået en rift. Og så skal grisene insemineres og også indimellem have hjælp til faringerne, ligesom der skal klippes navlestrenge og foretages kastreringer. Så uanset hvor meget teknologi vi får, vil der altid være brug for mennesker. Jeg tror, jo mere teknologi vi får, jo mere får vi brug for mennesker. For der skal også mennesker til at passe teknologien. Mekanik kan hjælpe os. Men den kan aldrig stå alene, siger han og kaster igen et blik på staldens drægtige grise.

– Det, vi egentlig gerne vil have dem til her, er at spise deres mad, og så skal de ligge og gro nogle grise inde i maven. Og det er vigtigt for os, at vi igennem hele produktionen har grise, der har det godt. For kun når de har det, yder de godt for os. En gris, der ikke har det godt, er sund og har et godt liv, kommer aldrig til at producere for os. Det er ligesom, hvis vi er syge. Jamen, så yder vi heller ikke godt. Så det med, at nogen tror, at vi bare presser systemet, holder ikke.

Hvad gør I for, at dyrene har det godt?

– Det er alt fra, at der ikke er overbelægning til, at der er nok vand, at de får halm og de får den rigtige foderblanding. Jeg plejer at sige, at en gris har en meget bedre kostplan end et menneske. For vi ved nøjagtig, hvad der er i, siger han og tilføjer, at grisenes fodersammensætning ændrer sig alt efter, hvor de er i produktionskæden.

– Vi har jo dyrene for at få en økonomisk benefit. Det kan vi ikke løbe fra, og det vil jeg heller ikke. Og vi er effektiviseret igennem rigtig mange årtier, for at vi kun er nogle få, der behøver producere fødevarer, så alle andre kan lave en masse andet. Så vores største opgave er at give grisen de bedste levevilkår, vi kan, mens vi har den, samtidig med, at vi har en økonomisk bæredygtighed. Fordi…begynder han.

– … jeg vil rigtig gerne rigtig mange ting. Men det har jeg ikke råd til. For så er jeg her ikke i morgen. Lukkede jeg for eksempel mine dyr ud på græs, ville det for det første blive én stor mudderpøl med de jordtyper, vi har her og med al den regn, vi har haft. Og det havde heller ikke været så godt. Men den økonomiske omkostning, det vil være, ville aldrig kunne bære hjem, hvad jeg kan sælge kødet for, siger den bornholmske landmand.

Født ind i branchen

Thorbjørn Koefoed er praktisk talt født ind i sit nuværende erhverv som griseproducent. For siden han var dreng, har grise været en del af familiens hverdag.

– Jeg er jo født og opvokset på ejendommen her. Langemyregaard er mit fødehjem, fortæller han, da han tidligere på formiddagen byder indenfor i bedriftens personalestue, hvorfra man gennem store vinduespartier kan se ud til den gamle brostensbelagte gård med de røde bindingsværkslænger, der i dag omkranses af nyere lager- og staldbygninger.

– Min far overtog den efter min farfar i 1990, og min farfar overtog den efter hans tante og onkel. Så jeg bliver femte generation på den faderlige side. Tager vi så på mors side, er jeg måske 12.-13. generation på gården her, hvis vi ser helt tilbage i slægtshistorien. Så på den måde kan man sige, at jeg jo er født ind i det at være griseproducent og planteavler, fortæller Thorbjørn Koefoed, som de seneste syv år har været en del af bedriften, efter han først har gået på landbrugsskole og uddannet sig som produktionsleder og agrarøkonom, ligesom han har fået erfaringer i sin landbrugspraktik i Australien og i sit arbejde rundt om i landet.

– Men siden 2016 har jeg været hjemme ved driften. Og i 2018 overtog jeg også den daglige ledelse af svineproduktionen, da vores driftsleder stoppede.

I 2021 investerede han i sin første ejendom, Rodholm, som han bor på sammen med sin kone og parrets to små børn, og i 2023 købte han tilmed Store Krusegård af Frederik Tolstrup.

– Den er vi i gang med at renovere. Men i september fik vi allerede de første grise ind, siger han og redegør kort for svineproduktionens cyklus.

– Moderdyrene er her, hvor de bliver drægtige og får deres grise. Og når de er omkring fem uger, bliver de fravænnet og flyttet hen på Store Krusegård på min ejendom. For her har vi ikke en klimastald til dem.

Hvad er en klimastald?

– Det er et fagudtryk, som betyder, at der i stalden er fast varmt gulv med nogle riste, der gør det lunt og trygt for grisen at være der. Derfor taler man om en klimagris, forklarer han og fortsætter:

– Så jeg køber grisene af min far og har dem i seks-otte uger. Og så sælger jeg dem tilbage til min far, hvor de fedes op til slagtesvin. Så på den måde er det både lidt kompliceret og ret simpelt opbygget. For vi er to virksomheder, smiler han.

– Der er min fars virksomhed. Og så er der min egen virksomhed, og vi har begge to enkeltmandseje. Men vores to virksomheder er gift med hinanden. For der er ingen af os, der kan leve uden den anden, siger den unge griseproducent, som sammen med sin far, Peter Brandt Koefoed, driver griseproduktion på fem gårde, (Langemyregård, Store Krusegård, Lille Grammegård. Bækkelund, Hjulmagergaard), ligesom de dyrker planteavl.

– Min far bor stadig her på slægtsgården, og det er stadig ham, der ejer det meste. Og ham der ejer stedet her. Men jeg plejer at sige, at vi begyndte et glidende generationsskifte i 2021, for der startede jeg min virksomhed op og købte min første ejendom. Og planen er egentlig, at jeg hvert andet år skal købe en af min fars gårde og på den måde overtage en bid ad gangen. Men nu må vi se, siger Thorbjørn Koefoed, der allerede har oplevet en svineavlers værste mareridt, da en brand i 2020 brød ud på slægtsgården.

Slagtegrisene lever et kort liv. Når de er omkring 25 uger gamle, har grisene som regel fået sul nok på sidebenene og er slagteklar.

Lyden af brændende grise

– Alt det her brændte ned. Hele vores farestaldskompleks, som lå her, siger han og fortæller, at teknikeren aldrig fandt frem til den præcise årsag til branden den vinteraften.

– Det var sent. Klokken var omkring 23, men min far var stadig vågen og kunne genkende lyden af eksploderende tagplader fra han var barn, hvor nabogården brændte. Så allerede på vej hen til vinduet, vidste han, hvad det var los, og han får alarmeret brandvæsnet og løber ud. Hans kæreste ringer så til mig og siger grædende i telefonen: ”Thorbjørn, det brænder”. Og da jeg kommer herhen, ser jeg et flammehav stå op i hjørnet af gavlen her. Det var meget tæt på stuehuset. Alt var sammenbygget dengang. Heldigvis havde vi sydøstenvind den aften, men havde vinden blæst i en østlig retning, var de gamle gårdlænger også brændt ned, siger Thorbjørn Koefoed, som sammen med faderen forgæves forsøgte at redde dyrene ud af de vilde flammer.

– Det der er mærkeligt med dyr, når de brænder, er, at de søger ind til det trygge, og det er der, hvor de bor. Så her hvor ilden stod tæt på, var det helt umuligt. De var væk.

Hvor mange dyr gik til?

– Vi mistede 100 søer og omkring 800 smågrise. Det er det værste, jeg har oplevet i mit liv. Lyden. Lyden af skrig.

Han tier lidt.

– Og så lige pludselig var der bare stille. Fuldstændig stille. Det var den længste nat.

Så I mistede hele jeres produktion?

– Ja. Vi havde stadig 500 moderdyr tilbage, som overlevede i en anden stald, men de blev allesammen slagtet. For den nat mistede vi jo stalden, hvor de skulle ind og fare. Det vil sige vores motor. Det svarer lidt til, at fødeafdelingen på Rønne hospital brændte. Hvad gør du?

I første omgang blev Langemyregård ryddet for grise og en renovering og genopbygning gik i gang.

– Og alt det, der var farestald her, blev flyttet. Det var det vildeste projekt. For det brændte den 28. februar og den 23. september samme år, fik jeg de første nye dyr hjem og havde de første faringer i marts. Så inden for et år var vi faktisk oppe i produktion igen. Det var helt vildt. Og det var lange dage og weekender. Vi stod selv sammen med lokale entreprenører. Det er det hårdeste år, jeg nogensinde har været igennem.

Efter branden

Tilbage i stalden er vi nået frem til farestalden, som blev bygget efter branden, og her har de valgt at være fremsynede, fortæller han.

– Der er jo ikke et lovkrav om, at de skal være fritgående i en farestal endnu. Men da vi skulle bygge nyt, valgte vi at bygge en kombistald, hvor de både kan bokses op og være løsgående.

Det er den vej, fremtiden går.

Og når de skal fare, bokses de først op, forklarer han.

– Vi har også prøvet at lade dem fare løst. Men mange af mødrene lagde sig simpelthen oven på deres egne smågrise og klemte dem ihjel. Det er ret ærgerligt. Det kan stadig ske, men i mindre grad med denne her form for staldløsning, hvor vi vurderer, hvornår grisene er kommet i gang, har fået mælk og kan flytte sig, siger han og fortæller, at de næste grise, der skal fare, kommer ind hen over weekenden.

– Men de her er lige kommet ind.

Han ser på en stor pattegris, som ligger helt stille, mens smågrisene dier på stribe.

– Det er jo herligt. Hun ligger lige så fin. En so ligger to-tre minutter ad gangen, og så er det overstået. Så er der pause, smiler han.

– Og så har vi ellers farehulerne med gulvvarme og varmelamper, siger han og løfter låget på en af kasserne længere fremme, hvori det vrimler med rynkede nyfødte grise.

– Alle dem med blå øremærker, bliver kommende moderdyr, som vi selv avler, siger Thorbjørn Kofoed.

Udover at være griseproducent er han som nævnt også er planteavler. Men 90 procent af den årlige høst indgår i svineproduktionens kredsløb som foder. Landbruget drives konventionelt, men i fremtiden tror han hverken på rent økologisk landbrug eller rent konventionelt.

– Jeg tror, vi skal finde det bedste fra begge verdener. For vi kan ikke undvære vores planteværn (pesticider), og tingene er ikke sort-hvide. Når jeg for eksempel giver medicin til mine planter, som jeg kalder det, behøver jeg kun køre en gang i marken med traktoren, mens den økologiske landmand må køre flere gange for at holde ukrudt nede, ligesom økologiske landmænd kan være uheldige, at der går svamp i kornet og der kommer for mange toxiner i deres havre, så det må kasseres, fordi det er blevet giftigt at spise. Så jeg går stadig og drømmer om en eller anden ting midt imellem. For jeg tror ikke på det ene eller det andet. Isoleret set.

Det mener han også er bedst for samfundet.

– Grunden til, at vi er et velfærdssamfund, er, fordi vi har en høj, sikker og effektiv fødevareproduktion, som producerer billige fødevarer. I gamle dage på vores bedsteforældres tid, gik 70-80 procent af husholdningen til mad. I dag bruger vi omkring 30-40 procent af vores budget på fødevarer, siger han.

24.000 slagtesvin om året

Hvor mange ansatte har I?

– Vi har omkring 11 medarbejdere ansat på hele produktionen, og med de 24.000 grise, vi hvert år sender til slagtning i Rønne, svarer det til, at vi også der beskæftiger omkring otte mand. For det er jo de danske landmænd, som ejer slagteriet.

Beskriv dine lederværdier…

– Det handler om mennesker, og det handler om at få folk til at lave det, de primært synes er sjovt og finde ud af, hvilke værdier og styrker folk har. Og så prøve at få dem til at passe ind i teamet. Og så prøver jeg at køre en meget flad ledelsesstruktur i det daglige. Og jeg er meget ærlig. Når det går godt, så er det jeres fortjeneste. Når det går dårligt, så er det min skyld. Det er ligesom et fodboldhold. Man fyrer træneren, man fyrer ikke spillerne, når det går dårligt.

Men jeg forsøger hele tiden at skabe de bedste rammer for dem. Så de kan gøre deres bedste for grisene.

Medarbejdernes stald

Og det bedste er, når medarbejderne tager ejerskab.

– Trine, som går der og gør klar til de næste grise, som skal fare hen over weekenden, har en vogn, hvorpå der står ”Trines vogn”. Det er, fordi det er hende, som har hovedansvaret her i farestalden. Og jeg plejer at sige, at de godt må skælde mig ud. For så ved jeg, mine medarbejdere er engagerede. Så selvom det er mig, der ejer det og leder det, er det deres stald. Det er sådan, de skal føle.

Hvilke udfordringer er der ved at være svineavler i dag?

– Den største udfordring er ’license to produce’. Omverdenen. Politikerne. Forbrugerne. Det larmende mindretal, som får taletid i nyhederne og andre steder. Men vi skal også huske det tavse flertal, som egentlig er godt tilfreds og ikke brokker sig over, hvordan vi gør, mener han.

– Jeg er personligt glad for, at vi har en høj veterinærlov i forhold til medicinforbrug. Tidligere har man nok været for rundhåndet med at bruge medicin. Det var man også i lægeverdenen, hvor man også har strammet op. Problemet er, at man har strammet skruen så meget, så vi må vælge mellem vores dyr. For når jeg bestiller penicillin hjem til min besætning, hvis der har været et udbrud, så springer jeg min guldkortgrænse den ene måned, så jeg de næste mange måneder næsten ikke må anvende noget medicin. Det betyder, at mine medarbejdere kan stå i situationer, hvor de må vælge mellem to grise. Hvem af dem, der skal behandles. Og den der ikke får må aflives, så den ikke lider. At det er kommet dertil, er jeg ked af, siger han.

– Som en gammel jysk landmand sagde til mig: ”A vil bar pass min grise”. Det var det eneste, han ville. Han ville hver dag stå op og gøre alt for sin dyr. Og selv har jeg også folk, der pligtopfyldende møder ind juleaften, nytårsaften og første januar efter de har været ude hele natten og måske kun sovet to timer. For at passe grisene.

Mangler et alternativ

Derudover er der CO2-afgiften, som han også ser som en kæmpe udfordring.

– Den lægger man som en afgift, for at ændre vores adfærd.

Er du ikke enig i, at vi skal sænke CO2-udslippet?

– Jo. Jeg forstår det udmærket. Men problemet som både jeg selv og flere af mine kolleger ser det er, at vi endnu ikke har et alternativ. Jeg foderoptimerer hver evig eneste dag, netop for at sænke mit CO2-forbrug. Så det svarer lidt til, at jeg sagde, for hver artikel du skriver lige nu på papir, får du en afgift. Og du får også en afgift, når du gør det på telefonen eller digitalt. Så du skal gøre noget andet, siger han og sukker.

– Landbruget har en vision om at være CO2-neutral i 2050. Det står vi allesammen sammen om, og vi har sagt det i offentligheden. Vi har også sagt, at vi ikke ved hvordan. Men det er vores mål. Stadig er det bare ikke godt nok. Og det er frustrerende. Så giv os i stedet nogle langsigtede mål, så vi kan sige, det er den vej vi skal og lad være med at ændre reglerne med kort mellemrum.

Hvordan tror du fremtiden ser ud for jer griseproducenter?

– Jeg tror stadig, der vil være plads til os. Det tror jeg så meget på, at jeg lige nu lægger hele mit liv over på det. Jeg har investeret et stort millionbeløb indtil videre, og kommer til at investere et tocifret millionbeløb i fremtiden. Men jeg tror ikke, at svineproduktionen i Danmark kommer til at stige. Jeg tror niveauet her på øen kommer til at holde de næste 30-50 år. Måske 100 år, så slagteriet også kan holdes i gang.

– Jeg synes, det er fascinerende at se en gris blive født og stå og arbejde med dem. Jeg elsker det. Det er lidt som at holde en baby, siger Thorbjørn Koefoed.

Smiler over nyfødte grise

Hvad er det, der tiltrækker dig ved at være landmand?

– Det er at skabe noget og arbejde med noget biologi, siger han og lyser op i et smil.

– Jeg kan lave en rutineplan for 14 dage. Men hver morgen, når vi åbner døren til stalden ved vi aldrig 100 procent, hvad vi går ind til. Det kan være godt og skidt. Skidt er det for eksempel, hvis du kommer ind og ser, at der er gået hul på et foderlæg eller et vandrør, eller der er en gris, der er blevet syg. Men så kan du også opleve at komme ind i stalden og se, at der er nye, flotte, fødte grise. De ligger pænt. Alt ser fantastisk ud. Jeg smiler stadig over nyfødte grise. Og jeg synes, det er fascinerende at se en gris blive født og stå og arbejde med dem. Jeg elsker det, siger han og løfter i et hurtigt snuptag en lille gris op i favnen.

– Det er lidt som at holde en baby, forklarer han.

Er det ikke svært at kæle med grisene, når de senere skal slagtes?

– Jeg er den person, som kunne have en kælekanin og spise den. Jeg synes, det er vigtigt, at vi alle ved, hvor vores kød kommer fra, siger Thorbjørn Koefoed og sætter den nyfødte gris tilbage til de andre små grise, inden vi går ind i babystalden, rundvisningens sidste rum.

– Det er her, de bliver fravænnet, når de har været fire til fem uger i farestalden, siger han og sætter sig ind i en af boksene, hvor små grise tøffer rundt. Halvskræmte søger de først ly i båsens kanter, men efter lidt tid nærmer de sig nysgerrigt svineavleren. Endnu har babygrisene livet foran sig. Men når de er omkring 25 uger gamle, har grisene som regel fået sul nok på sidebenene og er slagteklar, forklarer landmanden, som altså også holder af levende grise.

– Det her var noget af det bedste, jeg vidste som dreng, smiler svineavleren, som nu omringes af små lyserøde tryner.

– At sætte sig ind til grisene og så bare blive overfaldet.