Ingen seriøse købere: Hanne lukker butikken til januar

Ingen seriøse købere: Hanne lukker butikken til januar
Helsekosten ligger på en attraktiv adresse på Lille Torv i Rønne, og den nuværende lejer, Hanne Andersen, mener da også at beliggenheden kan tiltrække en ny lejer. Foto: Anders Liljeroth
ERHVERV | RØNNE | Tirsdag 25. oktober 2022 • 10:30

Det kræver kun en kort uddannelse, der kan tages online, at drive helsekostbutik. Alligevel er der endnu ingen, der har haft mod på at overtage butikken i Rønne.

 

At drive en helsekostbutik kræver, at man er dedikeret til det, og der er åbenbart ikke nogen, der har mod på at drive sådan en butik i Rønne. Det må Hanne Andersen, der i mange år har drevet Helsekosten på Lille Torv i Rønne, sande.

Efter 12 år valgte hun nemlig tidligere på året at sætte butikken til salg, dels af personlige årsager, men også fordi hun nærmer sig en alder, hvor hun har lyst til gå på pension.

– Jeg er lige blevet 64, og jeg har fået tilkendt en tidlig pension, så til januar er det slut, siger hun.

Hanne Andersen har næsten opgivet af få solgt butikken, da der igennem de seneste måneder har været meget få henvendelser og ikke har været nogen seriøse henvendelser.

– Der har været nogen enkelte, der har vist interesse, for eksempel var der nogle unge piger, men de havde ikke rigtig pengene. Jeg foreslog dem at søge hos Vækstfonden og andre forskellige muligher, som jeg selv brugte, da jeg startede, men det var ikke seriøst nok, mener Hanne Andersen.

Grunden til de få henvendelser kan dog også være tiderne, tror hun.

– Med de priser, der er i øjeblikket, og at det er blevet sværere at låne penge, så er det nok svært.

Har sagt lejemål op

Umiddelbart kræver det ikke så meget at starte en helsekostbutik, men der skal alligel noget uddannelse til, siger Hanne Andersen.

– Man skal have uddannelsen som helsevejleder, og det er et minimumskrav, hvis man vil have helsekost i butikken. Ellers kan man selvfølgelig nøjes med at sælge rengøringsmidler, te og den slags – det må man gerne. Men skal man have vitaminer og mineraler og alle de andre kosttilskud, som vi har, så skal man have en uddannelse, fortæller Hanne Andersen.

Det er ikke nogen lang uddannelse, og den kan faktisk tages online, men man skal vide, hvordan reglerne er, hvad man må sige, og hvad man ikke må sige, påpeger hun.

Hvad sker der, hvis der ikke kommer en køber?

– Så lukker jeg til januar. Jeg har sagt mit lejemål op og bedt udlejer om hurtigst muligt at finde en ny lejer. Huslejen er ikke dyr, og det ligger meget attraktivt, så jeg håber, at beliggenheden gør, at der kommer nogen, der gerne vil overtage.

Og så skal du lukke livsværket?

– Ja, og jeg har ikke noget imod det. Jeg har faktisk affundet mig med det. Med den lille interesse der har været for at drive det videre, vil det næsten være spild af min egen tid at lære nogle nye op, for det havde jeg jo lovet, at jeg ville. Men i stedet har jeg arbejdet lidt sammen med helsekosten i Aakirkeby, og de har sagt, at de gerne vil lave en rute, hvor de kører ud med varer til kunderne i Rønne, og de er også indstillet på at servicere de kunder, der har kommet her i butikken. Så lige nu forsøger jeg at opdrage mine kunder til at ringe og bestille tingene, for så kan de i Aakirkeby sikre, at varerne er hjemme, når de kommer, siger Hanne Andersen.

Helsekostbutikken i Aakirkeby har også lovet at overtage nogle af Hanne Andersens restlagre, når hun lukker butikken til januar.

Hun fortæller, at der vil være ophørsudsalg i december, og at butikken endeligt vil lukke ned i januar.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT