Nødvendigt at se på frafald
Baggrunden for at tilbyde voksenelevløn er, at Bornholm står overfor betydelige rekrutteringsproblemer på ældre- og sundhedsområdet, herunder også vanskeligheder med at rekruttere elever til sosu-uddannelserne. De mindre ungdomsårgange har gjort det stadig sværere at rekruttere unge under 25 år til uddannelserne.
Om initiativet har haft den ønskede effekt, er endnu for tidligt at sige. For at kunne vurdere, om det i sidste ende resulterer i flere uddannede sosu-medarbejdere, er det nødvendigt også at se på frafaldet under uddannelsen. Det er desuden vigtigt at være opmærksom på, om effekten holder over flere år, eller om en stor søgning et år reducerer antallet af ansøgere kommende år, fremgår det af orienteringen.
Den egentlige effekt af voksenelevlønnen til unge mellem 18 og 25 år kan således tidligst vurderes i begyndelsen af 2023, hvor der vil foreligge data over frafaldet i løbet af 2022 samt oplysninger om omfanget af ansøgere til nye forløb resten af 2022 samt i begyndelsen af 2023.
En forlængelse af tilbuddet til og med 2023 vil ifølge orienteringen være nødvendig, såfremt effekten ønskes afdækket, inden tilbuddet eventuelt gøres permanent.