Herude er man sin funktion

Aldrig har Søren Thiim Andersen følt sig så social, som efter han blev administrator på Christiansø for tre år siden. Alligevel beskriver han det som et ensomt job, fordi han som øens øverste myndighedsperson bliver nødt til at holde en professionel distance til alle.

På Postbåden Peter på vej til Christiansø blev Søren Thiim Andersen pludselig i tvivl om, hvad han havde sagt ja til. Nu stod han på båden sammen med sin kæreste, deres lille søn og ”alt deres jordiske gods”- på vej mod et nyt liv med ham selv som administrator på øen. Dagen før havde flyttebilen hentet familiens ting i Valby, og nu var der ingen vej tilbage.

– Det var slutningen af december måned på en dag, hvor vandet var blikstille. Det var så smukt vejr. Men lige der stod jeg bare og tænkte: Hvad har vi gang i! Der var helt stille på den tur, hvor alle tænkte sit.

Heldigvis var Valby-parret enige om, at de gjorde det rigtige.

– Og da vi så kom til Christiansø, stod hele øen jo på havnen med flag og tog imod os. Så faldt skuldrene ned, og så tænkte jeg: ”Okay. Nu er vi i god havn”.

Et festligt fællesskab

Siden familien flyttede til øen, har alle været så imødekommende og ville hjælpe med alle mulige ting, fortæller Søren Thiim Andersen, da han har budt indenfor på sit administratorkontor, der ligger i samme bygning som familiens hjem, nærmest klos op ad havnen. Så her fra husets kontorside er der en god udsigt til øens til- og frarejsende.

I dag er det snart tre år siden, han selv gik i land som øens nye administrator. Og det har ikke alene været en stor ting for ham selv og hans familie.

– Det er en stor ting, når øen får ny administrator, forklarer han.

– Øboerne skal jo også se en an og lære en at kende og opbygge en tillid, så de føler, de kan gå til mig. Det har jeg prøvet at vise fra første dag. Jeg tror, det værste, man kan gøre herude, er, hvis man lukker sig om sig selv.

Så man skal være social?

– Ja, det skal man, til en vis grænse, griner han.

– Jeg har aldrig i mit liv været så social, som jeg er her.

Og her tænker han ikke på sæsonen, men på de kolde måneder.

– Om sommeren får alle øboerne gæster, så vi ser faktisk ikke så meget hinanden i fællesskabet fra april til oktober. Men derefter er der vores egne traditioner med fester, bal på Månen og bankospil, og i december måned har vi en tradition med, at vi laver julevinduer for hinanden, så en familie hver dag afslører et julevindue og inviterer øen hen til sig. Og når folk holder fødselsdage, inviterer vi typisk enten hele øen eller alle mændene eller alle kvinderne hjem til sig til de såkaldte 5-møder. For på Christiansø er vi gode til at fejre hinanden og holde vores traditioner i hævd. Og sammenholdet herude er nok det, der er mest karakteristisk for Christiansø. Vi er 92 vidt forskellige mennesker, men det, vi er fælles om, er, at vi alle har fundet modet til at bo på Christiansø. Og lige præcis det gør også, at vi bliver presset lidt ind i fællesskabet. For vi er kun 92!

Han smiler

– Så vi bliver nødt til at leve i fordragelighed med hinanden.

Christiansø er som et skib

På kontorets hvide vægge hænger flere maritime malerier af gamle skibe til søs. Og på mange måder minder ø- samfundet på Christiansø om sådan et ældre skib. Isoleret og skrøbeligt. For når livets mere sørgelige sider skyller ind over øen, rammer det ikke kun én, men alle øboere, forklarer administratoren.

– Når man kun er 92, og der er en, der går bort eller flytter fra øen, så rammer det hele øen. Og så skal vi finde roen igen i fællesskabet. På den måde lever vi som på et skib, hvor alle påvirker fællesskabet.

Derfor går han rundt og banker på døre og hører, om folk har det godt.

– Når man også sejler i samme båd, så sejler vi bedst, når alle har det godt, og alle er med, og det går jeg faktisk ret meget op i. Vi har også præster, der besøger øen, men jeg kan gå ind til folk på en anden måde.

Sådan har han fået mange gode bekendte på øen, men venskaber er han varsom med at tale om.

– Vi har mange, der kommer på besøg. Men jeg tror ikke, der er nogen herude, der vil kalde mig for deres nære ven.

Er det ikke ensomt?

– Jo, men sådan er det at være chef, svarer han nøgternt.

– Det er lidt en ensom vandring. Sådan er det jo i rigtig mange jobs, men måske er det i særdeleshed sådan i jobbet som administrator her. For du er ikke bare chef i en virksomhed, hvor du skal sikre fremdriften og afrapportere et regnskab. Du er myndighedspersonen, som alle går til, når noget i livet ikke fungerer. Det kan være alt fra tildeling af bolig, hjemmepleje, støtte til skolegang for ens børn mv.

Således kan der hurtig opstå nogle ideer om, at nogen er blevet forfordelt, fortæller han.

– Og det er sket igennem historien herude, men det bliver ikke på min vagt. Så vil jeg hellere holde den her lidt professionelle distance, og det er det samme, jeg gør overfor alle. Når man kommer op på mit kontor, så er det, der optager mig, at jeg har en forvaltning, som er sikker, og at det er noget, som man kan have tillid til. For til syvende og sidst er det tilliden til administratoren og til funktionen, som er jobbet.

På den måde er det noget særligt at være administrator på Christiansø.

– For man flytter til øen med hele ens liv. Og for mit vedkommende betyder det, at jeg har taget min kæreste Lise med herud og vores søn Carl, der nu er seks år, siger Søren Thiim Andersen, der for godt et halvt års tid siden blev far for anden gang til datteren Ingeborg.

Kardemommeby om igen

I det daglige er der kun en dør imellem hans arbejdsliv og privatliv.

– Det er jo meget særligt at bo samme sted, som man arbejder. Det har jeg aldrig prøvet før, og det sætter også rammen for det liv, som bliver levet og også det arbejdsliv, som man har her. Min familie og jeg bor ikke alene på den ø, jeg betjener, men også i samme bygning som administrationsbygningen. Lige derinde ved siden af foregår hverdagslivet.

Han nikker mod døren bagerst i kontoret.

– Og herinde er arbejdslivet. Så det tager cirka otte sekunder at gå fra morgenkaffen og herind på arbejde. Det fortæller også meget godt, hvad det er for et liv som administrator.

Men der er også en årsag til, at man lever midt i det, forklarer han.

– Du har aldrig fri. For så snart jeg går ud ad min hoveddør, så møder jeg jo øen og ø-livet, og der er jeg ikke nødvendigvis Søren, der er jeg administratoren på Christiansø, siger han og svarer på den måde også på, hvorfor interviewet, selvom det er lørdag, skal foregå på kontoret i stedet for inde i privaten ved siden af.

– Jeg er ligesom i funktion hele tiden.

Han smiler roligt.

– Og det trives jeg rigtig godt i, siger han og ser mod gadelivet udenfor, hvor ø-boere og turister traver forbi i solskinnet.

– Jeg er hele tiden administratoren. Min kæreste er administratorens kæreste, og vores børn er administratorens børn osv. Og sådan er det ikke kun for administratoren. Sådan er det for rigtig mange familier herude.

På den måde rimer livet på øen på livet i den norske børnebogsklassiker ”Folk og røvere i Kardemommeby”, hvor byens folk også netop kender hinanden på deres funktion, hvad enten det er bageren, barberen, vognstyrer syversen eller selveste politimester Bastian. Her på øen er man sin funktion. Men jobbet som administrator adskiller sig til gengæld ved at bestå af et hav af vidt forskelligartede funktioner.

– Det kunne for eksempel være politimyndighed, strandfoged, beredskabsmyndighed og at vie folk her på øen, som gerne vil giftes. Det hverv har jeg også her, ligesom jeg både har myndighedsopgaverne, der normalt ville ligge i kommunen, regionen eller staten.

Christiansø ligger på den måde i mere end en forstand for sig selv. Og Søren Thiim Andersen er chefen for det hele.

– Jeg er chef for Christiansø Administration, så det er mig, der er den øverste myndighed her, og jeg har 25 medarbejdere i min stab, som alle er ansat i Forsvarsministeriet, fortæller han.

– Men det er et arbejde med utrolig mange facetter. Så jeg skal vide utrolig meget om rigtig mange forskellige ting, for der opstår hele tiden nye problemstillinger, som skal løses. Vi laver vores eget vand, vi laver vores eget strøm, vi laver vores egen fjernvarme, så jeg er også forsyningschef for Christiansø. Så når folk spørger, hvad jeg laver, så plejer jeg gerne at fortælle, hvad jeg har lavet den enkelte dag, griner han lidt opgivende.

– For det er lidt en lang historie at fortælle om.

Stejl læringskurve

Men netop alsidigheden er også det bedste ved administratorposten, synes Søren Thiim Andersen.

– Arbejdet her er aldrig monotont. Og så kan jeg rigtig godt lide arbejdet med mennesker. I bund og grund handler det om at skabe den bedst mulige hverdag for dem, der bor på Christiansø og for de gæster der besøger øen. Så det er faktisk det, jeg bruger stort set al min tid på. At fjerne de små sten på vejen, så vi alle kan få en bedre hverdag.

Selv har han også brugt mange timer på at blive tryg i sin nye jobfunktion, siden han i december for tre år siden med smil og flag blev budt velkommen på havnen som den nye administrator sammen med sin familie.

Der er en temmelig stejl læringskurve i det, og undervejs bliver man stillet overfor alle mulige forskellige former for opgaver og problemstillinger, som jeg møder for første gang. Og det med at finde de gode løsninger første gang, det er nok noget af det, der er det svære, siger han og tilføjer:

– Og så udover det, er det også, at jeg hele tiden er i funktionen. Det var jeg ikke vant til, da jeg arbejdede i Finansministeriet. Der gik jeg hjem fredag eftermiddag, og når jeg havde fri, var der jo ikke nogen, der kom og bankede på min dør i weekenden.

Han ser til siden.

– Det er der her. Og telefonen ringer også af og til om natten. På den måde er jeg på hele døgnet rundt. Det er en del af min hverdag. Det kan være, at der sker noget alvorligt, og nogen kommer galt afsted, hvor vi bliver nødt til at få folk i land. På øen er jeg beredskabschef og sørger sammen med beredskabet for trygheden på øen. Sker der noget på øen, rykker jeg ud sammen med øens øvrige beredskab. Vi har jo også dødsfald her på øen og ældre mennesker, der går bort, siger han og sukker.

– Det er nok faktisk det værste i jobbet, når man skal samle øen om noget af det, der er sørgeligt. Hvis vedkommende skal bisættes, så er det også mig, der er kirkeværge og samarbejder med øens menighedsråd. Også i forhold til at finde en plads på kirkegården. Alle sådan nogle ting.

Tror du selv på Gud?

– Ja, vi er troende i vores familie i den forstand, at vores børn er døbt, og vi er selv døbt, og vi går i kirke til højtiderne, så vi er ikke udøvende kristne som sådan, men vi deler det værdisæt, som vi også giver til vores børn, som jo også er de protestantiske budskaber.

"Jeg har i hvert fald aldrig tænkt, at jeg skulle være politibetjent eller brandmand. Men det kan man så sige, at jeg på en måde er blevet i dag," siger Søren Thiim Andersen, som også har et stort politiskilt hængende udenfor kontorets dør. Foto: Joan Øhrstrøm

Protestantisk arbejdsmoral

Selv er han vokset op i Aabenraa i Sønderjylland, hvor barndommen blandt andet gik med at spille badminton. Det blev han faktisk så god til, at han blev sønderjysk mester. Men fra sine forældre lærte han også at bestille noget fra en tidlig alder.

– Min far var selvstændig erhvervsdrivende, han solgte radiotelefoni og mobiltelefoner. Det var i de spæde 90erne, hvor alle skulle have en mobiltelefon. Det var en rigtig sjov tid. Men også en barndom, hvor min far arbejdede rigtig meget, så det var meget min mor, som var hjemme hos os. Hun arbejdede på et aktivitetscenter for ældre. Hun var på deltid, så hun var basen for min søster og mig, når vi kom hjem fra skole.

Kunne du lide at gå i skole?

– Jaaa, siger han og trækker på det.

– Jeg var ikke supergod i folkeskolen. Det kom først senere, ler han.

– Men på handelsskolen, så snart undervisningen blev omsat til noget mere praktisk, så kørte det derfra. På handelsskolen gik jeg også i en rejseklasse, hvor vi var i tre forskellige lande, så jeg har boet i Østrig, USA og Guatemala undervejs i uddannelsen, og det var virkelig en gave at få lov til at opleve andre kulturer.

Hvilke værdier har du fået med hjemmefra?

– Mine forældre er kærlige og empatiske mennesker. Det har været en stor del af den bagage, jeg har fået med, at man skal være medfølende med andre. Men jeg er også opdraget med protestantisk arbejdsmoral. At man skal tjene sine egne penge, og at man skaber sin egen lykke, fortæller administratoren, som allerede tog familiens arbejdsværdier til sig fra 13-årsalderen, hvor han slæbte køleskabe i Skousen, blev flaske- og kaffedreng i et advokatfirma.

Når han dengang tænkte på fremtiden, lå drømmejobbet dog et godt stykke udenfor fritidsjobbenes arbejdsopgaver. Han ville allerhelst ind i finansverdenen.

– Jeg har i hvert fald aldrig tænkt, at jeg skulle være politibetjent eller brandmand. Men det kan man så sige, at jeg på en måde er blevet i dag, siger Søren Thiim Andersen, som også har et stort politiskilt hængende udenfor kontorets dør.

– Det er lidt sjovt, griner han og tilføjer, at han nok har arvet faderens interesse for administration, regnskaber og økonomi. Men han har fundet sin egen vej i det.

Fra Føtex til Finansministeriet

Efter handelsskolen i Aabenraa rejste han til Aarhus og tog en elevuddannelse i en Føtex-butik. Bagefter rejste han til Tyskland, hvor han blev butikschef i Düsseldorf og Köln i en årrække, inden han rejste hjem til Danmark for at læse på Copenhagen Business School i København, hvor han læste økonomi, og da han blev færdig, blev han tilbudt job i DR. Først i DR Nyheder, hvor han var økonom for Radioavisen og forskellige magasinprogrammer, og siden i Økonomidirektørens område i den centrale økonomiafdeling.

– Jeg har siddet og regnet på mange af de besparelser og fyringsrunder, der er sket i DR, men også på nye programmer, der skulle laves. Det var et stort ansvar, der blev givet der til en ung økonom. Der har jeg været i slutningen af tyverne, siger han.

På den måde kom han også til at arbejde tæt sammen med DR’s økonomidirektør, som senere blev departementschef i Finansministeriet. Det var igennem hans netværk, at han senere blev opfordret til at søge job som økonom i centraladministrationen. Og her steg han hurtigt i graderne, så han endte som Teamchef i Finansministeriet.

Hvordan vil du beskrive dig selv som leder?

Administratoren tøver lidt, før han svarer.

– Jeg har udviklet mig meget undervejs. Som chef lærer man også at blive den bedste udgave af en selv i forhold til at kunne være den chef, man gerne vil være. Og i starten af min karriere var jeg nok en mere hård chef. I Finansministeriet var jeg nok i begyndelsen den hårdere udgave af mig selv, end jeg er i dag.

Arbejdet som leder på Christiansø er også helt forskelligt fra at være leder i Finansministeriet, hvor han arbejdede tæt sammen med topledelsen om statens enorme budgetter og store projekter som udrulningen af NemId og MitId og udflytningen af statslige arbejdspladser til provinsen.

– Det var en hård tid, hvor jeg arbejdede virkeligt meget, fordi det var et stort pres at tænke på, at de beslutninger, der skulle tages, havde enorme konsekvenser for tusindvis af menneskers familie- og arbejdsliv. Det var jo en stort ting at bede folk om at flytte fra København til Hjørring, hvis de ville fortsætte i deres arbejde, siger han, mens ansigtsudtrykket er blevet alvorligt.

– Min tid i Finansministeriet var meget lærerig og udgør i dag tyngden i min erfaring og faglighed. Men den sled også på mig selv, så det var på mange måder også godt, at jeg valgte at tage derfra.

Den mærkeligste ansøgning

Det var på en måde kærligheden, der førte ham fra Finansministeriet til Christiansø. For mens han selv har en baggrund som økonom i både DR og Finansministeriet, er hans kæreste Lise Orheim Stender filmproducer med bornholmske rødder.

– Lise er opvokset omkring Klemensker, og mine svigerforældre er faktisk gift på Christiansø. Så vi er kommet herude som en del af en familietradition, hvor vi besøger øen og spiser frokost her. Men vi kendte ikke nogen herude.

Da han søgte jobbet, boede parret i Valby med hvert sit travle job og et lille barn, men de blev begge ramt af lysten til at bo og arbejde på en anden måde.

– En aftentime sidder jeg og scroller nogle jobopslag igennem og falder over det her job, og jeg kendte godt stillingen fra sidste gang, den blev slået op. På det tidspunkt var jeg et helt andet sted, men den aften siger jeg til Lise: ”Det lyder spændende, det kunne da være noget!”.

Samme aften blev parret enige om at forfølge idéen og sende en ansøgning af sted.

Administratoren smiler og ryster let på hovedet.

– Det er den mest mærkelige ansøgning, jeg nogensinde har skrevet, for den handlede jo ikke kun om mig og min faglige baggrund.

Den handlede også om hans lille familie, og hvad de gerne ville bidrage med på Christiansø, og hvilke værdier han ville bringe med ind i jobbet.

– Jeg er god til at træffe langsomme beslutninger. Det er der ikke alle chefer, der er. Men det er noget, jeg er god til, hvis det er påkrævet, og det er sådanne ting, som fyldte i ansøgningen, fortæller han og tilføjer:

– Men jo også, at vi gerne ville sikre en god barndom for Carl, og at Lise laver film og er filmproducer, og at hun også ville søge livet i, at man ville kunne lave film herfra.

Første samtale gik fint. Et helt panel af repræsentanter fra både Forsvarsministeriet og ø-rådet var mødt op i Holmens Kanal i København, hvor Forsvarsministeriet har til huse, og selvom hans egen fornemmelse var god efter samtalen, gik der længe, før han hørte noget igen. Herefter skulle han igennem forskellige personlighedstests som leder, før han kom til anden samtale. Den anden samtale foregik på Christiansø, hvor Lise var med, og den førte til, at familien fik tilbudt at flytte til Christiansø.

Træffer langsomme beslutninger

Han havde været leder i en del år i Finansministeriet med 10 ansatte under sig og lange og travle arbejdsuger, hvor hverdagene tit gik med at cykle til og fra arbejde og holde lange møder, inden Carl endelig kunne hentes i børnehaven, så det var også det hamsterhjul, som familien gerne ville væk fra. For selvom han også arbejder meget her, er det altid tæt på familien. Og Christiansø er et fantastisk og enestående sted at være barn, selvom der måske ikke altid er alderssvarende legekammerater, forklarer han.

– Alle børn på Christiansø har en særlig evne til at lege med hinanden på tværs af alder og køn, og det er de rigtig gode til, så det er ikke et problem, at vi kun er 21 børn herude.

Hvad er den største udfordring for dig selv her?

– Personligt er det største afsavn, at vi ikke ser vores venner og mine forældre så ofte, som da vi boede i Valby. Dengang kom de ofte forbi. Så det er et afsavn, jeg må leve med sammen med familien.

Men på det faglige plan er det svære herude, at vi er sådan en fagligt uhomogen arbejdsplads, fordi der er ansat både skolelærere, hjemmepleje, teknikere, tømrer, læge, mekanikere, grøntmand og mange andre faggrupper, så fagligt er vi meget spredt, og det er vi også geografisk på selve øen. Så som chef herude handler det meget om at møde medarbejderne, hvor de er, og at de kan være trygge ved at komme op på mit kontor. Jeg går rigtig meget op i at have en tillidsbaseret ledelse i udstrakt form og et fladt hierarki, for jeg kan af gode grunde ikke gå rundt og holde øje med, hvad alle folk går og laver. Men jeg ved, at mine medarbejdere er superdygtige og superkompetente, og jeg har stor tillid til, at de udfører deres arbejdsopgaver.

Han smiler forundret.

– Jeg har faktisk aldrig arbejdet et sted, hvor medarbejderne er så fagligt dygtige og ærekære i det, de laver, som her.

Hvad driver dig selv?

– Jeg kan godt lide at sætte ting i bevægelse, og der sker en udvikling. Og det er meget det, som optager mig herude, hvor vi sammen sætter en retning for tingene. Christiansø er i en rivende udvikling, hvor vi arbejder aktivt for at gøre det til et attraktivt sted at bo og besøge. De kommende år vil byde på en række store projekter som ny energiforsyning, renovering af øens havn, etablering af spildevandsrensning mv., så der ligger mange spændende opgaver forude. I foråret udarbejdede vi udviklingsplan for øen. Jeg er meget inddragende i min ledelsesstil og kan godt lide at inddrage alle i de beslutninger, der skal træffes. Og derfor træffer jeg sommetider utrolig langsomme beslutninger, for på den måde sikres medinddragelsen, og alle bliver hørt, og det fungerer godt herude. For øen er for lille til, at ting flyver hen over hovedet på øboerne, siger han.

En anden ro

Et lavtflyvende jagerfly brøler hen over himlen over Christiansø, så det sikkert giver et sæt i turisterne på Ertholmene. Men administratoren tager det med rutineret ro.

– Det er bare Forsvaret, der er ude og afvise et eller andet i Østersøen, og når de så flyver tilbage, flyver de typisk en runde eller to runder om øen for at hilse på os herude. Det er jo Forsvarsministeriets ø, forklarer administratoren, som stadig synes her, på trods af kampfly og måger, er stille og roligt i forhold til bylivet i København.

– Efter vi er flyttet herud, har vi fået en anden ro, siger han og fortæller, at de for eksempel nyder at tilbringe tid sammen som familie i naturen og i ”Kommandantens have”, som han råder over.

– Det nyder vi virkelig meget. Nu bor vi i en naturpark, så når vi åbner døren, er vi i naturen, og det jo de færreste forundt, at man kan få det, så det er noget, vi sætter meget stor pris på.

Et varmt smil spreder sig hos administratoren.

– Carl er helt vild med at bo herude, siger han og kaster et blik mod livet udenfor.

– Han kender øen som sin egen bukselomme. Vi startede morgenen i morges med, at vi sendte ham op for at hente æg ved hønsene i Kommandantens have, og så var han hos købmanden og fik noget skrevet på regningen. Og så hjem igen. Den lille fyr der. Det er simpelthen så sjovt. Han er bare ø-dreng, og det samme med Ingeborg, hun er født her og taget imod af alle med stor opmærksomhed og omsorg. Og det bliver en stor del af vores børns identitet, at vi bor her.

Derfor nøjedes familien heller ikke med at leje familiens hus ud i Valby, da de rykkede deres liv til Christiansø.

– For vi ville have, at det sted, vi skulle kalde hjem, skulle være her. For det handler også om at have hjertet med. Vi satte alt på ét bræt. På den måde investerede vi alt!

Er det så blevet det liv, som I havde forestillet jer?

– Jeg tror egentlig, vi havde forestillet os noget helt andet. Det man ofte vil fremhæve, når man forestiller sig hverdagen på en lille ø, er for eksempel det simple og harmoniske liv. Men livet på en ø er ikke nødvendigvis simpelt. Det kan faktisk godt være fuldstændig det modsatte. Man er jo stadig et menneske og på en ø, så lille som Christiansø, er der ting, man ikke kan få, der er ting, man ikke kan. Det kan man så selv skabe, men det tager jo tid, og der gik nok et år, før jeg begyndte at føle mig helt tryg i det hele. Men nu har vi været her i snart tre år, og vi stortrives som familie.

– For vores tanker og drømme om, hvad det var Christiansø skulle give os, er ikke det samme, som det vi har fået. Men det vi har fået, er nok endnu bedre end det, som vi tænkte, det ville være. Og det er så meget anderledes at bo på en lillebitte ø, men det er vores hjem.

Verden bliver så lille

Derfor er det heller ikke hver uge, han kommer i land, som man siger herude. Men efter snart tre år som administrator i det lille øsamfund, har han også erfaret nødvendigheden af en regelmæssig luftforandring – både hos ham selv og de øvrige beboere på Christiansø.

– Det længste stræk, jeg har været herude, har været næsten fire måneder. Men det er ikke sundt for sjælen at gøre det. Øen er jo lille, og min tese er, at jo længere tid du er på øen, jo mere suget ind i øen, bliver du også, så din verden bliver mindre og mindre. Og det vil sige, at små problemer kan blive større, fordi øen gør ting og oplevelser relative. Men når man så kommer i land og trækker vejret og kommer tilbage igen, kan man tænke, ej hold op, det er jo ikke engang et rigtigt problem.

Søren Thiim Andersen smiler igen og slår ud med armene.

– Så kan man komme til erkendelsen af, at problemet bare var noget fnidder, og så gør vi sådan og sådan. Nogle gange er det det, der skal til. Men jeg nyder omvendt også at være her i længere perioder ad gangen, for jeg har heller ikke behov for at komme i land i tide og utide, siger administratoren og smiler mod ø-livet udenfor kontorets vinduer, hvor turistsæsonen så småt er ved at gå på hæld.

– For jeg synes, vi har det skønt herude.

”Efter vi er flyttet herud, har vi fået en anden ro,” siger Søren Thiim Andersen. Foto: Joan Øhrstrøm

Blå bog

Søren Thiim Andersen. Født 1981. Administrator på Christiansø siden januar 2021. Uddannet økonom fra CBS. Har arbejdet i DR og Finansministeriet i forskellige lederstillinger. Senest som Teamchef. Bor sammen med sin kæreste, filmproduceren Lise Orheim Stender. Sammen har de sønnen Carl på seks år og datteren Ingeborg på otte måneder.

”Nu bor vi i en naturpark, så når vi åbner døren, er vi i naturen, og det jo de færreste forundt,” siger Søren Thiim Andersen. Foto: Joan Øhrstrøm