Katrine Petersen blev i slutningen af maj fritstillet efter fem år på posten som halinspektør. Idrætsforeningen i Aakirkeby har nu konstitueret formanden i stillingen, mens man leder efter en ny.
Den konstituerede halinspektør er Marian Lundh, mangeårig formand for AaIF. Hun har påtaget sig opgaven med at rydde op i arbejdsgangene og ansætte nyt personale.
– Jeg hjælper hallens bestyrelse med at optimere og strømline rutinerne i hallerne, så det bliver let at gå til for den nye halinspektør, siger hun.
Personalebehovet i Aakirkebyhallerne svinger stærkt henover året, men Marian Lundh vurderer, at der i hvert fald er ti faste stillinger, hvoraf de fleste er tilknyttet køkkenet.