Lige nu er Karina Lund Steinlein i gang med en treårig akupunkturuddannelse, og det er en udskrivning på 160.000 kroner, foruden turene til København hver anden torsdag.
Krumspringene gør dog ikke så meget, for hun går smilende på arbejde hver dag.
– Jeg tror det havde været nemmere i København, for jeg tror, bornholmere er mere skeptiske. Her siger folk, at det vil de godt nok gerne prøve, men de skal lige se resultaterne på kollegaen, før de prøver det selv. Det, tror jeg, er kulturen på Bornholm, at det er meget mund til mund, når man skal finde kunder.
Hun har ikke en specifik målgruppe for akupunkturen, men hun ser ikke særlig mange mænd i sin klinik.
– Mænd synes, det gør frygteligt ondt, men kvinder synes ikke, det er så slemt. Der er mange, der kommer i 50-års alderen eller folk på 30, der gerne vil af med 11-tallet mellem øjenbrynene. Så nogle gange kommer folk og siger, at deres hovedpine er forsvundet eller sådan noget. Det er da bare en bonus, smiler hun.