Forretning i Rønne er blevet solgt

Forretning i Rønne er blevet solgt
Martin Andersen (tv.) overtager Expert og punkt1 i Rønne. Pressefoto
ERHVERV | Torsdag 3. august 2023 • 10:25
ERHVERV | Torsdag 3. august 2023 • 10:25

Elektronikbutikken Expert og Punkt1 får ny ejer. Efter 12,5 år har Daniel Schou-Lund solgt forretningen for at få mere tid med familien.

Expert og Punkt1 i Rønne er blevet solgt.

Forretningen på Zahrtmannsvej overtages af Martin Andersen, der også driver en elektronikbutik i Nexø. I en pressemeddelelse oplyses det, at den 38-årige Daniel Schou-Lund pr. 1. september sælger expert og punkt1 til den 12 år ældre Martin Andersen.

– Vi er begunstiget med fantastiske kunder, og faglige dygtige medarbejdere her i Rønne, så det vigtigste for mig har været at finde en køber, der på alle måder kan føre forretningen videre i samme ånd, som den vi har bygget op gennem de 12,5 år, hvor jeg har ejet forretningen. Det har været en forrygende udvikling, vi har været igennem i al den tid, jeg har haft forretningen, siger Daniel Schou-Lund i meddelelsen til pressen.

Mere tid med familien

Den snart tidligere ejer af butikken i Rønne blev gift i sommer, og han glæder sig til sammen med sin kone at få mere tid til deres to børn.

– Det har været 12,5 gode år i hvidevare og elektronikbranchen, og det er gået rigtig godt og har været superspændende, men det har selvfølgelig også været krævende på alle måder, med mange timer på arbejde, så det er ønsket om at have mere tid til familien fremover, der gjorde, at jeg traf beslutningen om at sælge, fortæller Daniel Schou-Lund og fortsætter:

– Nu bliver der selvfølgelig rigtig travlt med at sælge ud af alle varerne med kæmpe rabatter, inden Martin tager over og lige få afsluttet handelen ordentligt, men derefter skal jeg lige have en lille slapper, og så er planen, at jeg fremover vil lægge mine timer i mit lille event firma, Vasaevent, så der kan komme nogle flere aktiviteter i det, og så har jeg ellers lovet Martin, at stå til rådighed som konsulent i den periode han måtte ønske det.

Stolt køber

Den nye ejer Martin Andersen har kendt Daniel Schou-Lund i mange år, og da han hørte om Daniels planer om at sælge, var han med det samme interesseret.

– Jeg tænkte: ”bare han vil spørge mig”, så vi kan holde den på lokale hænder. Det gjorde han, og det er jeg rigtig glad for, siger Martin Andersen, der fremover, skiftevis, vil være til stede i begge butikker i Rønne og Nexø.

– Daniel kunne have solgt til mange andre, for det er en super veldrevet butik, med meget dygtige og dedikerede medarbejdere, og derfor er jeg ekstra stolt over, at det blev mig som Daniel og familien pegede på, og jeg er utroligt glad over, at samtlige medarbejdere fortsætter, når jeg tager over.

Sidste åbningsdag med Daniel Schou-Lund ved roret bliver lørdag den 26. august, og butikken åbner igen med den nye ejer tirsdag den 5. september.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT