Formanden løfter sløret for spændende planer i Rønne

Formanden løfter sløret for spændende planer i Rønne
– Når alt kommer til alt, må vi erkende, at mange forbrugere stadig efterspørger de gamle dyder som vareudvalg, priser, service og tilgængelighed, sagde Jan Bidstrup. Foto: William Sonne Kaalø
ERHVERV | Torsdag 14. marts 2024 • 20:00
ERHVERV | Torsdag 14. marts 2024 • 20:00

Rønne Handelsstandsforening holdt torsdag aften generalforsamling. Bestyrelsens beretning kom både ind på godt og dårligt fra det seneste år og indeholdt flere nyheder.

Handelslivet i Rønne var ikke meget anderledes i 2023 end de foregående år.

Sådan lød den meget overordnede, generelle betragtning fra Rønne Handelsstandsforenings formand, Jan Bidstrup, da han aflagde bestyrelsens beretning til generalforsamlingen i Raschs Pakhus torsdag aften.

Foreningen har det sidste år mistet et par medlemmer, men nye er også kommet til. Derfor er der 108 medlemmer af foreningen, hvilket er status quo, og det er bestyrelsen tilfreds med.

Den største udfordring er dog, at antallet af borgere på Bornholm ikke stiger, og 'at den enkelte ikke føler sig rigere'. Folk passer på pengene som aldrig før.

– Det gør dog fortsat, at vi skal slås og kæmpe for at holde liv i vores butikker, og selvom nogle desværre må give op, oplever vi gudskelov, at andre kommer til, lød det fra Jan Bidstrup.

Og så er der nethandlen. Den er der stadig, og selvom den kun stiger 'ganske lidt', så er foreningen og butikkerne nødt til at forholde sig til den.

– Men når alt kommer til alt, må vi erkende, at mange forbrugere stadig efterspørger de gamle dyder som vareudvalg, priser, service og tilgængelighed, sagde Jan Bidstrup.

'Masser af liv'

I Rønne har enkelte erhvervsdrivende i løbet af det forgangne år dog måtte kaste håndklædet i ringen.

– I Snellemarkcentret var der pludselig to-tre butikker, der forsvandt, og vi var alle nervøse for, hvad der nu ville ske. Men de var dårligt nok forsvundet, før nye butikker som Name It og Den Aktive Isenkræmmer kom til, og i gågaden er undertøjsbutikken Change kommet til i lokalet, der tidligere husede Skoringen, sagde Jan Bidstrup, der tilføjede:

– Så i det lys må vi godt være stolte over, at der stadig er masser af liv og lyst til at starte butik i Rønne.

Det større lokale, centralt på Store Torv, der tidligere husede Colbergs Boghandel og senere Tiger-butikken, bliver dog ved med at stå tomt, konstaterer bestyrelsen.

– Det er frygtelig ærgerligt og vel også lidt en skamplet på torvet, men lad os bede til, at der snart kommer nogle folk til, der kan se en idé i denne ikoniske bygning, sagde Jan Bidstrup, der i samme ombæring opfordrede kommunen til at gå i dialog med ejeren.

Håber på kongelig deltagelse

Beretningen rummede også forskellige nyheder.

Blandt andet fremgik det, at der nu kan etableres en "lege-hoppe-plads" på Lille Torv, efter at den sidste tilladelse kom i hus onsdag.

Bornholms Regionskommune har for nylig desuden kontaktet handelsstandsforeningens formand, fordi kommunen ønsker at forbedre forholdene for cyklisterne i centrum af Rønne.

– Det er en rigtig god idé, også fordi der vil følge en del penge med initiativet, sagde Jan Bidstrup.

Og så forsøger handelsstandsforeningen i forbindelse med Rønnes 700-års jubilæum i 2027 at få det danske kongepar til at deltage i fejringen og dermed få 'kastet glans over vores jubilæum'.

Jens Christian Olsen, tidligere formand for FH, har taget initiativ til at samle en gruppe af aktører - inklusiv handelsstandsforeningen - som allerede har haft de indledende samtaler. Senere bliver øvrige af Rønnes relevante foreninger inddraget, og i år skal handelsstandsforeningen også nedsætte sin egen arbejdsgruppe til 700-års jubilæet.

Inden man kommer så langt, får Rønne igen i år besøg af det internationale madmarked, hvis boder bliver slået op på parkeringspladsen på Store Torv. I år kommer madmarkedet dog til Bornholm en måned senere, end det plejer, og det bliver således først i starten af august, man kan gå om bord i madvarerne.

– Det er noget, vi umiddelbart er glade for, da vi de andre år måske har syntes, det var lidt ærgerligt, at de tog p-pladserne på torvet, samtidig med at de første turister begyndte at vise sig på Bornholm og i Rønne. Så vi tror, at den her lille ændring vil være en fordel for både dem og os, sagde Jan Bidstrup.

Følg debatten på facebook!

BOMBERNE UNDER OVERFLADEN

Et lokalt problem – et internationalt ansvar

Et lokalt problem – et internationalt ansvar

65.000 ton kemiske våben ligger på havbunden ud for Bornholm. Vi kender risikoen – nu skal Danmark og Europa handle.
Østersøen skjuler muligt giftigt krigsarsenal
NYHED | ABONNENT

Østersøen skjuler muligt giftigt krigsarsenal

80 år efter Anden Verdenskrig er der fundet kræftfremkaldende stoffer fra eksplosiver i skaldyr og andre dyr i Østersøen ud for Tysklands nordkyst.
FÅ ABONNEMENT