Det gør ham dog ikke noget, at han endnu ikke har fundet det rigtige sted, og der er også en del, som siger til ham, at det er bedre at blive i Lobbæk, for mange ved godt, at der ligger en antikbutik i byen.
– Jeg bliver jo også stadig rendt over ende, for der er rigtig mange, som kommer kørende hertil, siger han og oplyser, at der på en sommerdag er et par hundrede kunder i butikken.
Det er dog ikke alle, som køber noget med hjem.
– Der er en del osere, som bare kigger og kører igen. Folk er lidt mere tilbageholdende end sidste år og holder lidt mere på pengene, siger han.
Nordmænd og svenskere er presset af den dårlige valutakurs, mens tyskere altid skal tænke sig om en ekstra gang, før de køber noget. Derudover er alle presset af rentestigningerne, som gør banklånet dyrere.