Fiskekvoter for næste år er på plads

ERHVERV | Mandag 17. oktober 2022 • 19:14
ERHVERV | Mandag 17. oktober 2022 • 19:14

EU-landene er på et møde mandag blevet enige om kvoterne for fiskeriet i Østersøen i 2023.

Hvis fiskerne i Østersøen gik og håbede på større torskekvoter til næste år, så er de blevet godt skuffede mandag, hvor EU-landene blev enige om at fortsætte sidste års begrænsede kvoter.  

Det udtaler fødevareminister Rasmus Prehn (S) til Ritzau, efter at aftalen faldt på plads på et møde for EU's landbrugs- og fiskeriministre i Luxembourg. 

– Den ulykkelige situation er, at der er en meget begrænset fiskebestand i Østersøen. Det hænger sammen med forurening, temperaturforskelle, og at sæler og skarv spiser fiskene. Og så, at der er blevet fisket for meget, siger Rasmus Prehn.

Af hensyn til fiskebestandene har EU-landenes ministre derfor valgt at fortsætte med begrænsede kvoter for torsk

– Vurderingerne af bestandene ser meget kritiske ud. Især for torsk. Det har vi talt om i flere år, og sidste år lavede vi så en rimelig hård opbremsning i form af en mindre kvote. Det har gjort nas på fiskeriet, siger Rasmus Prehn.

Det er sidste års smalle kvote, som nu fortsættes næste år også.

– Vi har lavet en ophugningsordning i Østersøen på opfordring fra Danmarks Fiskeriforening. Den ordning har vi lige fordoblet, så der nu er 50 millioner kroner i puljen. For det ser meget svært ud, siger Rasmus Prehn.

Barske vilkår

Både bestandene af sild og rødspætte vurderes til at være i sund tilstand i den centrale del af Østersøen, og derfor øges fangstmulighederne med henholdsvis 32 procent for sild og 25 procent for rødspætte i denne del af Østersøen.

– Der er noget fiskeri tilbage. Der er blandt andet en bedre kvote for rødspætter. Men det er svært at fange uden at fange torsk. Så fiskeriet i Østersøen er virkelig presset i bund, siger Rasmus Prehn til Ritzau.

Han kalder det "barske vilkår" for fiskerne, men "rettidig omhu" i forhold til fiskebestanden, havmiljøet og muligheden for at fiske i fremtiden.

Ifølge Rasmus Prehn er det op til de danske fiskere, om de vil fortsætte fiskeriet ved eksempelvis at fokusere på rødspætter, eller om de vil gøre brug af ophugningsordningen.

Derfor vil han ikke spekulere i, hvor mange danske fiskere, som vil søge ophugningsordningen.

 

FÅ ABONNEMENT