Fem trailere strandede i Køge – kan resultere i tomme hylder i dagligvarebutikker

Fem trailere strandede i Køge – kan resultere i tomme hylder i dagligvarebutikker
Det var trailere fra Ole Holm Transport, der strandede. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | 25. JUN 2022 • 09:11
NYHED
25. JUN 2022 • 09:11

To trailere med ferske dagligvarer var blandt en håndfuld trailere, som ikke kom med færgen Hammershus kl. 00.30 fra Køge.

Fem trailere kom ikke med færgen Hammershus, da den skulle sejle fra Køge klokken 00.30 natten til lørdag. Heraf indeholdt to af dem varer til bornholmske dagligvarebutikker, fortæller pr- og kommunikationschef Jesper Maack fra Bornholmslinjen til Tidende.

– Forklaringen på, hvorfor trailerne ikke kom med på afgangen i nat, er, at der var tale om en såkaldt "farligt gods klasse 1-afgang", siger han.

– Det er den alvorligste grad af farligt gods, vi opererer med.

Der bliver jævnligt og formentlig på ugentligt basis sejlet med farligt gods i forskellige kategorier, oplyser han videre. Det kan eksempelvis handle om, at der skal foretages sprængninger i de bornholmske stenbrud eller måske i den lidt mildere afdeling være tale om en palle med drivgasser til flødeskum, deodoranter og lignende.

– Men den afgang, der her er på tale, var altså i den alvorligste kategori, og den er belagt med stramme restriktioner for, hvad der i øvrigt må lastes på færgen, ligesom der heller ikke må være være særlig mange passagerer ombord. Der er alle mulige regler knyttet til den type afgange, siger Jesper Maack.

– I aftes vurderede man så, at der var noget i de trailere, som blev efterladt på kajen, som ikke måtte komme med i forhold til reglerne for farligt gods. Samtidig fik vi ikke kommunikeret problemet videre til vognmanden Ole Holm Transport på Bornholm, som ellers måske kunne have omrokeret på indholdet af sine trailere og på den måde få så meget som muligt med, og det er selvfølgelig superbeklageligt, at den kommunikationsbrist betyder, at alle fem trailerne blev ladt tilbage. Det er vores ansvar, erkender pr- og kommunikationschefen.

– Havde vi kommunikeret det bedre ud, kunne noget af problematikken jo nok være blevet løst, men det er sådan en klassisk situation, hvor alle tror, at der er blevet taget hånd om situationen, uden at det rent faktisk er sket. Og situationen opstod allerede klokken 20 fredag aften, da vi lastede færgen med trailere.