Mailen for december handler især om Sydhavnen, hvor arbejdet med at rive bygninger ned begynder mandag. Det betyder, at blandt andet det gamle værft og den tidligere fredede redningsstation forsvinder.
"Som en vigtig del af udbygningen af Rønne Havn skal der skabes plads til 100.000 ekstra kvadratmeter projektareal i Sydhavnen. De mange kvadratmeter vil blive skabt ved blandt andet at nedrive en række bygninger omkring det gamle fiskeribassin samt ved at opfylde bassinet, hvorved vi opnår et større projektareal", fortæller Rønne Havn.
Det er STM-Entreprise fra Klemensker, der står for nedbrydningen af de i alt 15 bygninger og en række skure. En stor del af bygningsmaterialerne vil blive genanvendt og solgt. Blandt andet er det lykkedes STM-Entreprise at genbruge døre, vinduer, porte, træ og isolering fra mange af bygningerne, mens alt jern er blevet solgt. Beton og mursten bliver genanvendt til opbygning af veje på Bornholm, og STM-Entreprise vil også genbruge store dele af tagkonstruktionerne fra de mange bygninger.
Effekter på museum
At mange bygninger bliver revet ned, betyder ikke, at det hele fra Sydhavnen forsvinder. Nogle dele bliver pillet ned og sendt videre til Bådemotorklubben Columbus, der har et lille museum på havnen i Hasle. Det gælder blandt andet porten i redningsstationen og effekter fra det gamle værft, som Bornholms Træbådelaug holdt til i, indtil det flyttede til Nørrekås.