Det startede på bunden af Helligpeder Havn: Tidendes kaffe

Det startede på bunden af Helligpeder Havn: Tidendes kaffe
Brian Buchwald og Kristoffer Gravgaard bakser rundt med en sæk kaffebønner på 60 kilo i cafeen her i Torvehal Bornholm, Rønne. Foto: Torben Østergaard Møller
ERHVERV | Lørdag 28. oktober 2023 • 05:30
ERHVERV | Lørdag 28. oktober 2023 • 05:30

Bornholms Tidende har siden 1866 serveret nyheder for sine læsere, men fra i dag vil avisen ydermere kunne tilbyde abonnenterne en god kvalitetskaffe, som de kan nyde, mens de læser.

Kaffe af allerbedste karat til Tidendes læsere?

Ja, det manglede da bare, men sendt direkte fra avisen i Nørregade og ud til abonnenterne, dét kalder på en dybere forklaring. Og frem for at starte fra toppen, så tager vi denne historie fra bunden. Faktisk helt nede fra bunden af havnen i Helligpeder.

Altså ...

Det forholder sig sådan, at avisens chefredaktør, Kristoffer Gravgaard, bor i netop Helligpeder, hvor han og familien har en jolle liggende i havnen. Det er de ikke ene om, for det samme har blandt andre Brian Buchwald, kendt fra Buchwalds Kafferisteri i Bornholms Torvehal – og det er også her i de rustikt smukke lokaler, de begge befinder sig i forbindelse med dette interview, som gerne skulle munde ud i en forklaring på, hvad det egentlig er med avisen og den allerede omtalte kaffe.

Inkluderer læseren journalisten bag nærværende artikel, vil det være nærliggende at se Olsen-banden for sig, i en situation hvor chefstrategen Egon Olsen forklarer en minutiøst gennemtænkt grandios plan, idet det jo altså i denne sammenhæng er Kristoffer Gravgaard, der svinger taktstokken.

Han forklarer:

– Brian og hans kone har, ligesom min familie og jeg, en jolle liggende i Helligpeder Havn. Vi er tilbage omkring 2016, og vi kendte egentlig ikke hinanden, andet end at vi lige hilste, når vi færdedes på kajen. Men jeg plejer at hjælpe de øvrige bådejere med at eftergå deres agterfortøjninger under vandet, hvor de alle sammen har en kæde ud til en hovedkæde nede på bunden. Fordi jeg er dykker, kravler jeg gerne lige ned og tjekker min egen kæde, og så tjekker jeg også lige alle de andres, inklusive Brians.

– Derfor kom Brian en dag og sagde "tak for hjælpen, her er noget kaffe til jer". Og jeg tænkte, at det da var pænt af ham at købe kaffe til os og forklarede ham, at jeg var ekstra glad, fordi jeg faktisk selv er vældig glad for kaffe, ikke mindst espresso-kaffe. Jeg har også gået og leget lidt med tanken om at riste bønner selv og så videre, siger Kristoffer Gravgaard.

– Men det viste sig, at Brian ikke havde været ude at købe kaffen, men selv havde ristet den, eftersom det jo er det, han gør i Buchwalds Kafferisteri. Og så startede snakken.

I Italien

På det tidspunkt havde kafferisteriet eksisteret et par år, men hvordan er mon chefredaktørens forhold i øvrigt til kaffe?

– Jeg har, siden jeg var lille, sammen med mine forældre været i Italien en gang om året, siger han.

– Og min far var meget glad for at drikke espresso, så på den måde lærte jeg også at drikke det. Som barn har jeg eksperimenteret meget med diverse ikke særlig professionelle espressomaskiner derhjemme og lavet mange kopper kaffe – også en del bitre – og serveret dem for mine forældre og andre. For 10-15 år siden begyndte jeg at investere i nogle bedre espressomaskiner med bedre tryk, mere stabilitet i varmen og så videre, men det er jo noget, der aldrig stopper, for man kan altid få en maskine, der er lidt bedre.

Her skal det pointeres, at vi altså taler espresso her, for skal man lave kandekaffe i form af filterkaffe eller stempelkaffe, er der ikke så megen hurlumhej forbundet med det.

Vi kan jo lade fagmanden forklare:

– Espresso er en bryggemetode ligesom filterkaffe og stempelkandekaffe er det, siger Brian Buwhwald.

– I forhold til espresso er der bare tale om en metode, hvor der er tryk på, og det er det, der gør forskellen. Vandet bliver med tryk presset gennem bønnerne på 25-30 sekunder.

Og det giver en særlig smag?

– Ja. Med de samme bønner vil smagen variere alt efter, om du bruger stempelkande, laver filterkaffe eller brygger kaffen på espressometoden. Espressokaffe er ekstra koncentreret, tyk og cremet, og der ligger skum på toppen.

– Det er kaffens bouillonterning, indskyder Kristoffer Gravgaard.

– Præcis, siger Buchwald og fortsætter:

– Bruger du en bønne, som ikke er så god, vil det vise sig i espressobrygningen. Du kan ikke snyde med det, for du skal huske på, at du bruger 18-20 gram kaffe til 40-50 milliliter i koppen, så er den kaffe, du brygger på, bitter, slår det tydeligt igennem. Espressokaffe er også den sværeste at riste bønnerne til, og derfor er det vigtigt, hvis man vil købe en espressomaskine, at investere i en, der laver et stabilt tryk, for på den måde kan du rent smagsmæssigt få det samme ud hver gang.


Jo, den er god nok, konstaterer Kristoffer Gravgaard, der er cirka 65 gram kaffe i posen. Foto: Torben Østergaard Møller

Tanken er ...

Mens denne snak har stået på, har medarbejderen her i torvehallens kaffebar, hvor Buchwalds Risteri hører hjemme, serveret en cortado for os, altså en spansk espresso, som vi da straks smager på.

Mums, fremragende – og tydeligvis skabt under et vist tryk.

Men hvad har al denne kaffesnak egentlig med avisproduktion at skaffe?

– Det, vi har gang i nu, er, at der er meget stor forskel på, om man drikker god kaffe, der kommer fra gode bønner, som er blevet ristet på den rigtige måde, eller den kaffe mange måske drikker til daglig, når de har købt deres vante kaffe i supermarkedet, siger chefredaktøren.

Men hvad kommer lækker kaffe avislæserne ved?

– Tanken er, at vi i form af Bornholms Kafferisteri har alle tiders risteri her på Bornholm, og på Bornholms Tidende er vi jo dagligt stort set i kontakt med hele Bornholm, dels via papiravisen dels på tidende.dk, men vi er jo også i stigende grad i hård konkurrence på annoncemarkedet i forhold til Facebook og Google. Der er mange annoncører, som tidligere ville annoncere hos os, men nu gør det andre steder, og det betyder, at vi har ledig annonceplads.

– Den har vi derfor overvejet, hvordan vi kan udnytte på en anden måde, så vi kan sikre Tidendes økonomi og fremtid, og Brian og jeg begyndte at tale om, hvorvidt vi kunne lave et nyt kaffeprodukt, hvor vi kombinerer Brians ekspertise og vores viden om Bornholm, og hvor vi har lavet vores eget testpanel, som har fundet frem til vores helt egen kaffesmag, som vi synes er god og gerne vil udbrede.

– Vi har sammen med Brian udviklet Tidendes egen kaffe, som vi gerne vil markedsføre og distribuere. På den måde kan vi få glæde af, at vi har adgang til alle læserne, og vi kan huske dem på, at en god avis fortjener en god kop kaffe og vice versa – og at begge dele sammen kan bidrage til at gøre livet lidt sjovere, siger chefredaktøren.

– Vores bude er jo ude på Bornholm hver eneste dag, og de kan levere en pose friskbrændt og -kværnet kaffe til vores læsere, når de afleverer avisen. På den måde får man begge dele lige til døren.

Brian Buchwald:

– Det er jeres helt egen kaffe. Jeg har valgt nogle bønner, I har prøvesmagt en række forkellige variationer og besluttet jer, og så er det den kaffe, jeg afleverer til jer. Man kan ikke få den kaffe andre steder, det er jeres Tidende-kaffe.

En gang om måneden

Hvor kommer bønnerne fra?

– Fra Brasilien og Honduras. De er mellemristede, og de smager af noget.

Og hvor mange prøver på den kaffe er det, du har fremstillet til denne første omgang?

– 4.400.

Har det givet ekstra travlhed i dit kafferisteri?

– Haha, ja dét har det. Der ligger nok en ekstra uges arbejde i det, for de poser er jo fremstillet af cirka 300 kilo grønne bønner, som jeg har ristet. I hver pose er der 62-63 gram, og af dem kan man lave cirka en liter kaffe i sin kaffemaskine svarende til cirka otte kopper kaffe, siger Buchwald.

Den kaffe smager man på, siger "ahhh" og vil gerne have noget mere, hvad gør man så?

– Vi lægger op til, at man får kaffen afleveret en gang om måneden, siger Kristoffer Gravgaard.

– Man går ind på den hjemmeside, vi annoncerer for i Tidende, og der kan man bestille den. Man kan også ringe til avisen eller klippe en talon ud af avisen og indsende den – og så kommer der et bud hver den første lørdag i måneden og afleverer et halvt kilo eller et helt eller hvor mange kilo, man nu ønsker at modtage. Man kan også vælge, om bønnerne skal være kværnet, når man modtager dem, eller om man selv vil kværne dem.

Faktisk har chefredaktøren selv i en periode fungeret som en slags distributør af Buchwalds kaffe, for da han i sin tid opdagede den på baggrund af sine aktiviteter på bunden af havnen i Helligpeder, blev han så begejstret, at han begyndte – vel at mærke uden selv at tjene penge på det – at medbringe kaffen til venner og kolleger i København, hvor familien og han boede da.

– Mange kunne godt lide fortællingen om det lokale islæt og den gode smag til en pris, der ikke var københavnsk, siger han.

– Så på den måde udbredte jeg det glade kaffebudskab.

Og det skal da udbredes, ganske som det glade budskab om en lokal avis, og hvordan de to ting går så eminent godt i spænd.

Kaffetid-ende – og der er da heller ingen ende på fornøjelsen ved en god kop kaffe.

Tænk blot på præsten, som var indkaldt til møde i menighedsrådet. Kagefadet gik rundt, menighedsrådsformanden skænkede ham en kop kaffe, som han smagte på, hvorefter han mumlede frem for sig:

– Her hjælper kun bønner.


Chefredaktøren fylder en kaffeprøve til en læser i posen. Foto: Torben Østergaard Møller

Kaffeopskrifter

• Filterbryg

Tøm posen i kaffefilteret.

Bring en liter vand/otte kopper i kog.

Lad vandet stå et øjeblik og hæld nok over, til al kaffen er våd.

Vent et minut og hæld resten af vandet over.

Bruger man kaffemaskine, kan man slukke maskinen undervejs i et minut, når der er løbet vand igennem filteret.

Bornholms Tidende KAFFE er nu klar til at give dig en god oplevelse – nyd gerne med en god avis.

• Stempelbryg

Tøm posen i kaffekanden.

Bring en liter eller lidt mindre vand i kog.

Lad vandet stå et øjeblik og hæld nok over, til al kaffen er våd.

Rør rundt i kaffen i 30 sekunder.

Hæld resten af vandet over.

Vent fem minutter, rør rundt i kaffen og pres stemplet ned.

Bornholms Tidende KAFFE er klar til at give dig en god oplevelse – nyd gerne med en god avis.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT