'Der er stadig gang i iværksætteriet'

'Der er stadig gang i iværksætteriet'
I 2021 var der otte navne på skiltet, i dag er der 14. Foto: Line Søndergaard Hansen
NYHED | ABONNENT | 3. FEB 2023 • 05:30
NYHED | ABONNENT
3. FEB 2023 • 05:30

Krise eller ej, så er der stadig gang i iværksætteriet, og der kan være flere virksomheder på vej til Konservesfabrikken i Nexø.


I 2020 overtog Ocean Prawns den gamle konservesfabrik i Nexø og har forvandlet den til et mekka for iværksættere.

– Det går fint. Der er lidt udskiftning, folk flytter lidt ind og lidt ud. Men det er status quo, lyder den umiddelbare vurdering fra Ocean Prawns administrerende direktør, Daniel Barslund.

I sommeren 2021 var der otte firmanavne på det store skilt foran den gamle bygning. I dag er der 14, hvoraf én ikke er der mere.

– May, keramikeren, er her ikke mere. Så der er en keramikerkælder ledig, fortæller han og tilføjer, at der er flere virksomheder på vej.

Uden at afsløre for meget – fordi der ikke er underskrevet kontrakter endnu – fortæller han, at der muligvis er noget terapi og dyrefoder på vej. To forskellige virksomheder.

Stadig ledige lejemål

Selvom det går godt, og Daniel Barslund betegner det som en kæmpe succes, så er der stadig et par enkelte lejemål ledige i forskellige størrelser.

Det største er en kantine på første sal, som sagtens kunne være brugt som industrikøkken eller til noget fødevareproduktion, og som nok også ville have været lejet ud for længst, hvis den havde ligget i stueetagen, mener Daniel Barslund.

– Men der er ikke mange, der både vil bære råvarer op og færdigvarer ned. Det giver ingen mening for dem desværre, ellers havde den været skudt af for længe siden. Så tror jeg faktisk, vi havde været fuldt booket.

– Det egner sig mest til noget kontor, behandlerrum, yoga eller fitnesslokale. Der er badefaciliteter fra dengang, det var konservesfabrik, så der er mulighed for fysisk aktivitet.

Alt er velkomment

Der er ingen kriterier eller formkrav for, hvem der kan leje sig ind i Konservesfabrikken, og Ocean Prawns blander sig heller ikke i iværksætternes hverdag. Der kommer en tilsynsførende hver dag, og så bliver der sørget for rengøring og vedligeholdelse af fællesarealerne, fortæller direktøren.

– De har deres eget lokale, og hvis det for eksempel skal fødevaregodkendes, så søger de selv om det.

Det er en bred palette af iværksætterier og felter, der har til huse i den gamle fabrik: Vingummi Bornholm, Nexø VVS, Svaneke Brød, Madam Stoltz og Nord Snaps for bare at nævne et par stykker.

Adspurgt om der er noget, Daniel Barslund rigtig godt kunne tænke sig at få ind i huset, er svaret nej.

– Men det kunne da være meget spændende, hvis der kom noget aktivitet, eventuelt noget behandling, yoga eller fitnesslokale, siger han og tilføjer, at de tager alle henvendelser seriøst.

– Vi er rimelig åbne, men man skal tro på folk og det, de laver, inden man committer sig. Vi gør os nogle overvejelser, men ellers er vi meget åbne for alle, om det er behandling, fødevareproducenter eller kunsthåndværkere. Alt er velkomment.

– Der er stadig gang i iværksætteriet på Bornholm og folk, der gerne vil være selvstændige, så det er positivt, siger Daniel Barslund.