– Ja. Og i og med, at der er tale om en helligdage, skal folk jo også kompenseres, hvis de skal på arbejde, men det er sådan noget arbejdsmarkedets parter må se på, siger politikeren.
FH Bornholm henviser til formand Sofie Berg Axelsen fra HK Handel Hovedstaden, som er inklusive Bornholm, for en kommentar fra arbejdstagerside, men det er ikke lykkedes at få en sådan.
Fakta
Butikker i Rønne må som udgangspunkt ikke holde åbent på helligdage, og dermed må beboerne i byen også dette års påske nøjes med en enkelt åben dagligvarebutik, nemlig Fakta i Rønne Syd.
Alternativt må de køre en tur til andre steder på øen, hvor man visse steder gerne må holde åbent.
Grundlaget er loven om detailsalg fra butikker fra 1995. Før den kunne kommunalbestyrelser rundt omkring i landet selv give særlige tilladelser til, at butikker måtte holde åbent på helligdage, men det blev lavet om.
Det præciseret dog i stk. 2, at "butikker i områder, der i henhold til tidligere love om butikstid er udlagt af kommunalbestyrelsen som områder, der i det væsentlige benyttes til sommer- og weekendophold" er undtaget fra de nye bestemmelser.
Ifølge Erhvervsstyrelsen kan butikker i Rønne sagtens søge om tilladelse til at holde åbent på helligdage, men ansøgningen vil blive afvist på baggrund af den gældende lukkelov, og derfor vil det kræve, at regeringen vedtager en ny lukkelov, for at byens butikker fremover kan holde åbent i påskedagene.
Butikker, der omsætter for under det, der i lovgivningen kaldes omsætningsgrænsen eller bagatelgrænsen, må imidlertid gerne holde åbent i helligdagene. Grænserne er nu henholdsvis 34,9 og 15 millioner kroner om året inklusiv moms, og den grænse gør, at Fakta i Rønne Syd gerne må holde åbent.
Når for eksempel Superbrugsen i Klemensker må holde åbent i helligdagene, skyldes det ikke, at den ligger i et område, der er udlagt som turistområde, men at den ligger i et landområde. Sådanne butikker har mulighed for at søge dispensation, og her gælder det, at butikken ligger i et område, hvor kunderne i lokalområdet har meget langt til andre indkøbsmuligheder.