Butikken var på vej på markedet – men så indså ejeren noget

I 2020, da pandemien ramte, havde Allan Funder Kaas lige fået vurderet huset og købmanden i Sorthat-Muleby med henblik på at sælge. Men pludselig så han, hvilken rolle den havde i både hans eget og kundernes liv.

Det er overskyet, og der begynder at falde et par små dråber regn ligesom 48-årige Allan Funder Kaas har sat sig til rette på de simple bænke, der er konstrueret af europaller. De står og inviterer forbipasserende til at tage en pause foran købmandsbutikken Ernst i Muleby.

Han fortæller, at der engang var hynder til dem og så lader han sig i øvrigt ikke forstyrre af en smule regn. Med unika-tekoppen i begge hænder begynder han langsomt at svare på det meget åbne spørgsmål om, hvordan det egentlig står til i den lille økologiske købmand på Nyker Strandvej.

– Det går sådan, at jeg hele tiden har vidst, at jeg ikke altid skal være købmand, lægger han kryptisk ud.

Faktisk, fortæller han, var han og familien klar til at komme videre for nogle år siden. Nærmere bestemt i februar 2020, da de fik huset vurderet med henblik på at sælge det hele.

– Men så kom corona, og jeg fik øjnene op for, hvor socialt det også er.

Fordi den lille butik handlede med dagligvarer, skulle han nemlig ikke lukke ned, og fordi mange var skræmte ved tanken om de store supermarkeder, så steg omsætningen fra dag ét med 30-40 procent, og da der kun måtte være to i butikken ad gangen, havde han af og til en lille kø.

– Så kommer man også til at tænke på, hvor stor social betydning denne her butik har - også for mig selv mellem skypemøder og alt det der, man gjorde.

Han rejser sig og følger efter et par potentielle kunder ind, for at være klar til at hjælpe til. Nogle af tingene i butikken er emballagefri, og det betyder, at han ofte skal gøre noget aktivt for at folk kan få deres varer med hjem.

En dyr kop kaffe

Nogle af kunderne kommer ugentligt, mens andre kunder er turister som kommer igen år efter år. Et par tyskere har netop frimodigt spurgt efter en kop kaffe, for de kan huske, at der plejede at være en kaffemaskine i hjørnet, hvor man kunne købe en kop.

– Jeg pillede den ned på grund af energipriserne, og jeg fandt ud af, at kaffen faktisk kostede det dobbelte af, hvad jeg tog for den, fortæller han og indleder en beregning, der ender i konklusionen, at der ikke findes noget, der hedder urimeligt høje kaffepriser.

Han valgte så bare, at pille den ned i stedet for at sætte priserne op til det dobbelte.

De tyske turister kunne dog ikke undgå at bemærke, at han selv holdt en kop i hånden, og deres forespørgsel på, om han dog ikke kan lave dem en kop kaffe i privaten bærer utroligt nok frugt, og de forlader glade butikken.

– Jeg har en tæt relation til mine kunder, og da det hele stod stille, så fik det pludselig en ny værdi for mig, og jeg opdagede, at vi måske nogle gange glemmer, hvordan det er at skulle interagere med sin medmennesker imellem nethandel og convenience, forklarer han.

– Nogle mennesker har måske bare tre mennesker i deres liv - og jeg, deres købmand, er et af de tre mennesker.

I købmandsbutikken oplever han, at fordi man ikke kan komme udenom kundekontakten, så opstår der altid en form for relation mellem ham og kunderne. Nogle gange er den overfladisk og andre gange dybere.

– Det bliver, hvad vi vil med hinanden, men gennem butikken har jeg fundet ud af, at jeg er meget rummelig.

Han forklarer videre, at han ligesom alle andre selvfølgelig kan synes, at nogle mennesker er dumme, men at han nu ved, at han nogle gange tager fejl.

– Vi har allesammen noget, der gør os åndssvage - men det er også det, der gør os også smukke. Og jeg forstår, at nogle af de her relationer har en betydning udover behovet for mad. Vi snakker sammen.

Bliver betalt i madvarer

Udover inflationen og det faktum, at lige nu ikke er et specielt godt tidspunkt at købe og sælge, så er den nyfundne kærlighed til butikken og dens kunder en stor del af, at Allan Funder Kaas ikke længere har lyst til at afgive butikken, selvom han efter 14 år i Muleby må erkende, at han aldrig har boet noget sted så længe som her.

– Det her indspark i mit liv, det giver sgu god mening stadigvæk. Også fordi vi er fem personer i huset, og det her er vores spisekammer.

Butikken løber økonomisk rundt, fordi der ikke skal betales husleje, men familien tjener ikke andet end kvalitetsmadvarer på den.

– Hvis vi kun var to, så kunne man måske trække nogle penge ud af den, men det fungerer egentlig fint, at vi ikke skal tænke på at skulle lave et overskud. Når vi på et tidspunkt skal sælge, så er det også den idé, vi skal sælge, for jeg har ikke lyst til at lukke butikken.

Han gætter på, at 90 procent af bornholmerne ikke ved, at butikken findes, eller går op i at købe den slags økologisk og biodynamisk mad, han sælger, men det betyder ikke noget.

– Dem der ved, at mad kan smage så godt, de sætter rigtig meget pris på det, forklarer han.

Han kan mærke, at folk passer mere på pengene nu, hvor priserne er steget. Det betyder, at han sælger færre varer, men omsætningen er stadig den samme - og den er kommet ned på normalt niveau som før pandemien.

Selvom han ikke er klar til at sælge, så har han stadig valgt at være åben omkring sine tanker om, at det skal sælges før eller siden.

– Jeg har ikke rigtig lyst til at afgive det lige nu, men på samme tid skal jeg ikke have det for altid. Så jeg er også åben for, at hvis den rigtige mulighed dukker op, så gør vi det.

Det seneste år er der kommet gang i LP'erne, for Allan Funder Kaas er begyndt at bruge sine weekender på at fylde dansegulvene rundt omkring på Bornholm. Med store børn, der alligevel går sent i seng og sover længe søndag morgen er det hans anden ungdom, der er startet, fortæller han med et stort smil. Foto: Sarah Thun Kristensen

Var ikke så driftig

I virkeligheden er det kommet bag på Allan Funder Kaas, at han skulle ende med at blive selvstændig.

Ikke fordi han ikke elsker sin hverdag med fire dages arbejde som grafisk designer, et par dage i købmandsbutikken og en nebengeschæft som dj. Sidstnævnte fornægter sig ikke, da den blå bil fra Postnord afleverer en kvadratisk pakke i LP-form, som straks pakkes ud og testes på anlægget.

– Men jeg er opvokset i en lønmodtagerfamilie, og jeg pendlede til en tegnestue i Espergærde, de første år efter vi flyttede hjem til Bornholm, forklarer han.

Da han under finanskrisen blev afskediget, var der dog ikke så mange job at søge på Bornholm, og derfor endte han med at springe ud som selvstændig.

– Jeg var nok ikke så driftig, så jeg tror ikke, jeg var blevet selvstændig, hvis jeg ikke var blevet tvunget ud i det.

Som grafisk designer har han primært kunder på Bornholm, men også andre steder i landet, og så varierer omsætningen meget, men med en fast månedsløn i husstanden og et stort, fyldt spisekammer i udhuset, kan han fint finde ro i den varierende indtjening.

– Jeg har jo så meget mad, og mad er mere værd end penge, så jeg bekymrer mig ikke om, hvad jeg tjener fra måned til måned, forklarer han.

Snakken bliver løbende afbrudt af kunder, der træder ind i butikken og småsnakker frem og tilbage, inden de til sidst går ud ad døren med deres varer under armen.

Til efteråret har Allan Funder Kaas planlagt en rejse til Indien, hvor han skal tage en yoga-uddannelse, og herefter håber han, at han også kan bruge det til noget i sit virke som selvstændig. Han forestiller sig en skillevæg, så lokalerne både kan huse det ene og det andet.

Et lille symbol, der skabte stor debat...

Hvorfor synes man, at ens egen holdning er så vigtig for alle andre?

Eftersom det var Allan Funder Kaas, der stod bag den endelige version af Tidendes sammenholds-klistermærke, som efterhånden dukker op på flere og flere biler og postkasser rundt omkring på øen, er det oplagt at tale lidt om, hvordan han forholder sig til den debat, der særligt opstod på Facebook.

Den grafiske designer starter med at melde ærligt ud, at det ikke er ham, der kan tage hele æren for designet, men at han er stolt af at have været med til at lave noget, der skaber debat.

– Tænk, at vi på Bornholm har en grafisk form, vi kan kommunikere med. Det har de sgu ikke på Samsø eller på Sjælland for den sags skyld, men når formen allerede er så kendt, så kræver det, at vi laver den om, forklarer han.

I det nye logo er den lavet mere rummelig og rund i kanterne, og det er helt bevidst, at den ikke ser ud som Bornholm gør på Google Maps.

– Det kan man jo godt blive fornærmet over, men det var ikke et nyt symbol, hvis man bare havde taget et screenshot af et geografisk sted, griner han.

Han gætter på, at han for 15 år siden havde haft lidt krise over de mange holdninger til hans design.

– Men jeg er så garvet nu, at jeg faktisk mere undrer mig over, at folk altid skal synes så meget. Hvorfor synes man, at ens egen holdning er så vigtig for verden og for alle andre, spørger han retorisk.

– Er du virkelig så provokeret af, at en geografisk form er blevet lavet lidt om?

– Mne jeg er god til ikke at bruge så meget tid på den slags ting. Folk der skriver alt muligt på Facebook.

Han forklarer, at halvdelen af hans uddannelse i virkeligheden går ud på at kunne argumentere for de ting, man laver. Derfor er det fedt, når andre kan se nogle ting, man måske ikke selv havde set. Og derfor er det faktisk rigtig godt med masser af debat og forskellige tolkninger af det.

– Det er jo pissefedt at blive udfordret på det, man laver, og jeg havde forudset, at der ville komme reaktioner. Men det kan godt være et lidt utaknemligt job, slutter han.