– Det er vigtigt at få fortalt historien om landbruget igen og igen, at vise produktionen frem og vise en gård frem. For landbruget fylder meget i den offentlige debat, så det er vigtigt at skabe en forståelse for erhvervet og for, hvor maden kommer fra. Det er en samfundskommunikation for at få opbakning til, at vi stadig kan drive et effektivt landbrug, siger Thomas Bay Jensen.
– Den historie er der altid behov for at fortælle, og det gør vi, når køerne kommer på græs på Smørjeppegård om foråret, på Folkemødet, og når vi holder Åbent Landbrug den tredje søndag i september. Der er mange arbejdspladser i landbruget, så det er også en mulighed for at rekruttere nye medarbejdere, siger Thomas Bay Jensen.
Sammenhold
Det er også her, at kolleger møder hinanden og får en snak, mens man måske står og kigger på veteranpløjerne, som denne dag har lidt svært ved at få ploven i jorden, fordi det stadig er så tørt på markerne i Nyker.
– Det handler om fællesskab og sammenhold for erhvervet, og der er det især fedt at se, at Bornholms Landboungdom møder så talstærkt op. De er nok 15-20 stykker, og det stråler ud af dem, at de hygger sig. 4H er her for at promovere sig, og der er god opbakning fra udstillere og maskinhandlere, siger Thomas Bay Jensen.