Booking-gigant lover at udbetale millioner: Hotelejer håber at få sine penge

Booking-gigant lover at udbetale millioner: Hotelejer håber at få sine penge
Hotelejer Jens Wendell har længe ventet på at få udbetalt penge fra Booking.com, som mange af hans gæster benytter, når de reserverer et værelse på et af BB-Hotels hoteller. Arkivfoto
ERHVERV | Torsdag 28. september 2023 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | Torsdag 28. september 2023 • 15:30

Brancheforeningen Horesta har været i kontakt med Booking.com, der lover, at der er penge på vej til hoteller, som venter på at få afregnet med den internationale booking-gigant.

I to måneder har hotelejer Jens Wendell ventet på at få udbetalt penge fra selskabet bag hjemmesiden Booking.com, som mange af hans gæster benytter, når de reserverer et værelse på et af BB-Hotels hoteller. Ifølge brancheforeningen lover Booking.com nu at udbetale millioner til danske hoteller, og den bornholmske hoteldirektør håber, han kan stole på det.

– Jeg tør ikke at sige andet, end at jeg håber. Jeg tør ikke sige, at jeg ikke tror på, at vi får pengene, for det håber jeg så sandelig, at vi gør, siger Jens Wendell til Tidende.

Onsdag udsendte Horesta en pressemeddelelse, hvor administrerende direktør Pia E. Voss fortæller, at Booking.com har bekræftet, at man nu udbetaler de penge, danske hoteller, kroer og bed & breakfast-virksomheder har til gode hos den globale gigant.

Det har Booking.com skrevet i et brev til Horesta, som mandag gjorde det klart over for koncernens internationale hovedsæde i Holland, at man ville overveje retslige skridt, hvis Booking.com fortsatte med at udskyde udbetalingen af virksomhedernes tilgodehavender.

– Det manglede også bare, siger Pia E. Voss i pressemeddelelsen.

Ikke så svært

Jens Wendell fortæller, at BB-Hotels venter på at få udbetalt 1.420.000 kroner, og ifølge ham burde det ikke være svært for Booking.com at bringe orden i sagerne.

– Hver gang en gæst bestiller et værelse, får vi en kopi af fakturaen, og vi får løbende en opdatering over, hvor meget de skylder os. Man kan se, hvor meget de skylder, så det er ikke så svært for Booking.com at tage listen, gå i banken og så overføre beløbene til de konti, de plejer, fortæller han.

Af Horestas pressemeddelelse fremgår det, at Booking.com i fire måneder har undskyldt sig med tekniske vanskeligheder. Den forklaring har Booking.com også givet til DR, som onsdag fortalte, at værter i flere lande oplever de samme problemer.

"Selvom betalingerne er genoptaget som normalt for størstedelen, er nogle af vores partnere blevet berørt af et uventet teknisk problem, hvilket har medført yderligere forsinkelser", lød det i et skriftligt svar fra Booking.com til DR.

Ubegrundet frygt

I sin pressemeddelelse fortæller Horesta, at koncernen bag Booking.com har en årlig omsætning på 17 milliarder amerikanske dollar, hvilket svarer til cirka 120 milliarder kroner. I det lys er 1.420.000 kroner måske småpenge, men det er det ikke for BB-Hotels og Jens Wendell.

– Det er hele vores overskud, der forsvinder, siger han.

BB-Hotels kom ud af 2022 med et overskud på 1.555.381 kroner.

I værste fald frygter Jens Wendell, at han ikke ser pengene, fordi koncernen går konkurs, men den frygt er ubegrundet, mener Dansk Erhverv.

– Booking.com kommer aldrig til at gå konkurs. Det er de alt for store til. Pengene skal nok komme, har branchedirektør for turisme Lars Ramme Nielsen tidligere sagt til Ekstra Bladet.

En opgave for Vestager

Horesta lover at følge sagen helt til dørs, da det har været en lang proces, hvor Booking.com gang på gang har lovet brancheforeningens medlemmer, at de ville få deres penge, uden at det er sket. Sker det heller ikke denne gang, mener Jens Wendell, at EU's konkurrencekommissær må gå ind i sagen.

– Booking.com har en markedsdominans, da cirka en tredjedel af af alle bookinger går igennem Booking.com. Derfor synes jeg også, at hvis der ikke kommer nogen penge, så må Horesta gå til Margrethe Vestager. Det må være en opgave for hende, for det er ikke kun Bornholm, det er ikke kun Danmark, det er ikke kun EU, det er hele verden. Men for EU må Margrethe Vestager tage hånd om det, siger han.

Skal man ud at rejse, og skal man bruge et hotel, et pensionat eller en kro, så har Jens Wendell et godt råd til, hvad man bør gøre:

– Jeg vil anbefale alle gæster, der skal booke hotel, ikke kun hos os, men hos alle, at de booker direkte på hotellets hjemmeside. Booking.com tager 18,75 procent i gebyr, så det er nemmere, hurtigere og billigere.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT