Uniform på jobbet-dag er en dag, som giver lejlighed til at hylde alle de danskere, der ved siden af deres civile job eller uddannelse trækker i uniform, når Danmark har allermest brug for dem. Enten som reservister eller frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen eller Kystredningstjenesten.
– Dagen er indført for at synliggøre og anerkende den store indsats, som reservister og frivillige yder til gavn for Danmarks sikkerhed og beredskab. Samtidig er dagen med til at vise og udbrede, hvordan den enkelte kan bidrage til vigtige opgaver, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen om mærkedagen, som blev indført sidste år.
– Vores samfundsberedskab består af ildsjæle, som hver dag stiller op for at slukke brænde, forhindre oversvømmelser, stå vagt og meget andet. De skal hyldes for deres samfundssind og store indsats for at gøre Danmark til et tryggere sted at være. Jeg vil derfor opfordre alle frivillige og reservister til at trække i uniform den 25. september. siger minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen i en pressemeddelelse.
Hvis arbejdsgiveren eller uddannelsesinstitutionen tillader det, kan reservisterne og de frivillige ligesom sidste år tage deres uniform på 25. september.