10-årige Pernille Bülow fik 100 kr. for en halskæde: Det gav et kick

Det er både en kunst at puste i glas og at starte en virksomhed. Men siden Pernille Bülow begyndte som selvstændig glaspuster for 35 år siden, er hun blevet klippeøens ukronede glasdronning.

Pernille Bülow har altid evnet at se muligheder i materialerne omkring hende, hvad enten det var metalrester, hun snuppede på farens værksted eller ting, hun fandt i naturen. Metalaffald blev til abstrakte skulpturer, og en hareknogle fik filet smukke mønstre i sig. Sådan blev undseelige objekter til små kunstværker i Pernille Bülows små barnehænder, og drømmen om at leve af hendes egne kreationer har levet i hende så længe, hun kan huske, ligesom hun fra en tidlig alder rummede en stålsat tro på, at hun egentlig kunne, hvad hun ville. For som femte barn i en søskendeflok på seks har hun tidligt været vant til at måtte kæmpe lidt for opmærksomheden, og det fostrede en fightervilje hos hende, husker hun.

– Jeg var midterbarnet af de sidste tre, kan man sige. Min nærmeste storesøster var supergod til at strikke og til at hjælpe min mor med alt det huslige, og min lillesøster var bare supersød og charmerende, smiler hun, da vi med en flydersofa som anker sidder som en ø midt i det åbne og minimalistisk indrettede loftsrum i hendes gigantiske kontor- og produktionsbygning, der ligger langs en havnekaj i Nexø.

– Selv var jeg nok i virkeligheden også meget yndig. Jeg svinede aldrig min hvide kjole til, siger hun og slår ud med armene, mens hun lader blikket løbe ned ad dagens påklædning, som en slags bevis.

– Men jeg var meget genert som barn. Og jeg følte en trang til at vise, hvad jeg kunne mellem de to søstre.

Skulle kæmpe for tingene

Her brugte Pernille Bülow flittigt sin force - hænderne - både i fritiden og i skolen, hvor hun elskede formning. For var søsteren god til at strikke, var hun til gengæld god til at tegne og lave ting i ler. Alligevel var det ofte de to søstre, som løb med opmærksomheden, som da forældrene på en ferie fik nogle nye venner.

– Det var tydeligt, at de foretrak mine to søstre frem for mig. Men det gjorde bare, at jeg fik en trang til at vise, hvad jeg kunne. I dag har jeg et fantastisk forhold til mine søstre, men dette var blot nogle ting, som spillede ind for mig som barn. Jeg oplevede at skulle kæmpe lidt for tingene på en anden måde, men jeg troede på, at jeg kunne. Jeg kan godt. Jeg kan, hvad jeg vil, et eller andet sted, ikke, siger Pernille Bülow, der efter 35 år som selvstændig har bevist, at det kan hun vist godt.

For pigedrømmen om at kunne gøre sine kunstneriske opfindelser til en levevej er i den grad blevet til en levende virkelighed og virksomhed med et brand, som har vokset sig succesfuldt og stærkt, siden hun som ung kastede sig ud i glaskunstens verden og udfoldede et udtryk, som hun selv beskriver som ”meget nordisk uden for mange krummelurer”.

– Jeg kan godt lide en stærk form, og jeg kan godt lide farver, men jeg kan ikke lide at blande for mange farver sammen, for så flimrer det, forklarer den driftige forretningskvinde- og kunstner, mens formiddagens solskin forsat vælter gavmildt ind i rummet, der ligger over produktions- og lagerområdet, der er pakket med produkter, ovne og andet produktionsudstyr. Men her i det øverste loftsrum er der bortset fra den centralt placerede flydersofa kun enkelte skriveborde, og arkitektonisk fremstår lokalet enkelt og unikt - som et Pernille Bülowglas - med maritime runde gavlvinduer og et træloft, der med synlige spær og bjælker troner som et kunstværk i sig selv, adskillige meter over os. For hvor vi sidder centralt i lokalet, er der adskillige meter op til kippen.

Pernille Bülow: Vi blev ret frit opdraget. Foto: Jacob Jepsen

Frihed under ansvar

Sådan var der også i Pernille Bülows barndomshjem i Stavstrup uden for Århus på sin vis ”højt til loftet”.

– Vi blev ret frit opdraget. Der var få regler, men de skulle til gengæld også overholdes. Min far var ingeniør og min mor var sygeplejerske og havde aftenvagter, så der var ting, der bare skulle virke. Hvis vi ikke gjorde, hvad vi fik besked på, var der action på. Så fik vi en ordentlig skideballe, og så var det overstået. Men vi blev faktisk ret gode til at have frihed under ansvar, og det er i virkeligheden det samme princip, jeg har opdraget mine egne børn efter.

Var der noget i din barndom, der ansporede dig mod det kreative?

– Ja, begge mine forældre var på hver deres måde kreative. Min mor strikkede, når hun ikke havde enormt travlt med at holde hus og passe seks børn og gå på arbejde om aftenen. Og min far elskede at bruge sine hænder. Vi boede først i et lille hus med stor grund, og så byggede min far et stort hus, som egentlig skulle sælges, men så valgte de i stedet, at vi som familie skulle flytte over i det, fortæller Pernille Bülow, der også husker, hvordan hendes far kunne finde på at købe en gammel violin for at reparere den.

– Han var en opfindertype, som også opfandt den første lungeautomat til dykkere. Men selvom han også var selvstændig og havde sit eget firma, var han ikke god nok til at få den sat i produktion, siger hun.

– Og det gjorde faktisk, at jeg senere tænkte, at det var vigtigt at kunne.

Hvad er det vigtigste dine forældre har lært dig?

– Jeg ved ikke, om mine forældre lærte mig at se muligheder, men jeg lærte nok, at du skal gøre det, der gør dig glad og det, du er bedst til. Nogle af mine søskende var enormt dygtige i skolen. Det var jeg ikke. Jeg lå omkring middel. Men jeg lavede fantastiske ting i formning, og jeg får stadig hilsener fra min gamle formningslærer, der endnu kan huske mig, siger hun og ler hjerteligt.

– Min var var også rigtig god til at se sine børns stærke og svage sider, men han havde alligevel den forestilling, at alle hans børns skulle være studenter.

Tog færgen alene som 6-årig

Pernille var på det tidspunkt i forvejen godt skoletræt. Nu skulle hun også kæmpe med latin. For skulle hun være student måtte det være sproglig student, tænkte hun, og det krævede dengang latinkundskab.

– Det tvang min far mig til, siger hun og ser uforstående på mig.

– Og det fatter jeg ikke, for det ødelagde resten af min skoletid. Jeg døde jo af det latin.

Det lå ellers faderen fjernt at tvinge Pernille og hendes søskende til noget, men ideen om at hans børn skulle blive studenter lå dybt i ham, forklarer Pernille Bülow, som efter få måneder på latinholdet, dog måtte opgive at udleve faderens forestilling. I stedet forfulgte hun hendes egen.

– Jeg gjorde 10. klasse færdig og tog derefter på handelsskolen. Her kunne jeg relatere til, hvad jeg ville bruge det til. For jeg har altid vidst, at jeg godt ville have mit eget.

Hun smiler, mens et minde hentes frem fra hukommelsen.

– Som 10-årig lavede jeg smykker af sølvtråd og satte mig ud på villavejen og solgte det. Og den første dag solgte jeg en halskæde for 100 kroner, og det var edderbankemig mange penge dengang, siger hun.

– Så det gav et kick. Derfor har jeg ofte tænkt, hvad jeg kunne lave, som jeg kunne sælge.

Pernille Bülow blev i første omgang introduceret til glaskunstens verden, da hun som barn var på sin årlige sommerferie hos sin gudmor i Kalundborg.

– Det var andre tider, for jeg fik allerede som 6-årig lov til at tage Aarhus-Kalundborg-færgen alene for at besøge min gudmor. Når jeg ser 6-årige i dag, tænker jeg ”no way!”, men min far stolede på mig og satte mig ved siden af en flink fremmed dame, der holdt øje med mig på turen. Jeg elskede de sommerferier. Det bedste var, når min gudmor tog mig med på Holmegaard Glasværk, som jeg var vildt fascineret af. Men dengang havde jeg aldrig troet, at det kunne blive mit erhverv. For det var store stærke mænd, der sad med strop t-shirts med store maver og øl ved siden af. Nogle gange sad de også og lavede små pipfugle, men kvinder måtte slet ikke være der.

Fandt sin plads i glas

Billedet af, at kvinder var forment adgang til glaspusteriets kunst, ændrede sig imidlertid, da hun som 17-årig var på ferie med sin kæreste, for lige præcis der hvor kæresten skulle ud at surfe, lå et af de allerførste små glaspusterier i Danmark.

– Og måske var det skæbnen, griner hun.

– For imens min kæreste surfede, stod jeg dagen lang og betragtede glaspusterne puste glas. Jeg var totalt tryllebundet, siger hun og udbryder:

– Og jeg tænkte, at det er det, jeg vil!

– Jeg fik adressen på en glasskole i Sverige fra dem i glaspusteriet, og det blev der, jeg efter handelsskolen tog op for at uddanne mig til glaspuster.

– På skolen skulle man være hardcore, for de piber var ikke rustfri, hvor glasset selv falder af. De piber, vi brugte dengang, var almindelige jernpiber, hvor vi selv skulle slå glasset af. Det er ikke, fordi det er svært, men varme glas springer jo, så vi fik alle sammen ar på hænderne af det.

Hun holder håndryggene frem som mindes hun tydeligt alle de små adelsmærker kunsten at lære at puste glas har kostet.

– Men det hørte bare med til at være glaspuster. Vi skulle åbenbart lære det på den hårde måde.

Blå bog

Pernille Bülow. Født 1962. Stifter og ejer af virksomheden Pernille Bülow, som hun startede i 1989 Uddannet glaspuster fra en glasskole i Sverige. Mor til fire.

Hvad er det, der fascinerer dig ved materialet?

– Det er at glas er et feminint blødt materiale, som på sin vis er føjeligt, men man skal heller ikke tro, at man kan tvinge det til noget. Der er ting, man kan gøre, og ting, man ikke kan gøre. Og at se hvordan denne bløde, varme rødglødende masse pludselig står som et sprødt glas. Det er næsten trylleri, siger hun og tryller selv et stort smil frem med tanke derpå.

– Det synes jeg stadig. Jeg elsker stadig at lave glas. Man kan se også børnene stå med åbne munde om sommeren, når vi puster glas foran turisterne.

Opskriften på succes

Pernille Bülow kom til Bornholm, da hun som nyuddannet fik job på Baltic Sea Glass. Egentlig havde hun derefter tænkt at tage til Australien, hvor hun allerede havde fået arbejde. Men da veninden, hun skulle have rejst med, sprang fra, blev Pernille Bülow også på øen, hvor hun hurtigt også mødte kærligheden.

– Jeg har altid været den type, der gerne ville have mange børn og helst tidligt, ligesom mine forældre. Og jeg mødte min mand i Svaneke, som jeg fik to børn med. Men da nummer to var på vej, blev vi skilt. Og senere fandt jeg manden i mit liv, Nicklas Stærmose, som jeg også har fået to børn med, fortæller Pernille Bülow, som samtidig med, at hun realiserede sin drøm om at få en stor familie også – bogstaveligt talt – pustede liv i sin egen iværksætterdrøm.

Allerede som 22-årig overtog hun Snogebæk Glasværk og fandt sine egne kunder.

– Med tiden fandt jeg også mit eget udtryk, som jeg er gået efter siden. Kunderne kom fra begyndelsen, så jeg fik lyst til at holde værkstedet åbent hele året. Det egnede Snogebæk Glasværk sig bare ikke til. Der var store sprækker under døren og ingen isolering. Vi ville gerne være der hele året Så vi måtte pakke arbejdsområdet ind i plastik for at arbejde uden at vinden blæste ind.

– Derfor begyndte jeg at lede efter et andet sted. Det endte med, at jeg i stedet overtog Glastorvet i Svaneke, som havde været et gammelt bilværksted, og det har jeg haft siden.

– For mig har det aldrig handlet om at se en bankkonto vokse, men det har handlet om at lykkes med de ideer, jeg havde. Selvfølgelig er det rigtig rart, at der er plus på kassekreditten. For det er en kreativ dræber, hvis der ikke er det. Ellers bruger man jo al sin energi på at bekymre sig om økonomien, og det valgte jeg for mange år siden, at jeg ville forsøge at undgå.

Jeg ved, at de spørger eleverne
på glasskolen, om de vil være
”kunstnere, kunsthåndværkere
eller Pernille Bülow”. Men der er jo
heller ikke ret mange andre glaspustere,
der har fire-fem ovne kørende på en
gang og synes, at det er skægt

Selv fandt hun hurtigt opskriften på succes.

– For det første valgte jeg at lave et bredere sortiment, så jeg ramte flere mennesker, så min omsætning var rigtig fin, og så valgte jeg, at det, jeg var bedst til, var at produktudvikle og producere. Jeg havde en superdygtig pige ved kassen, som jeg tog med til Svaneke og hun fik ansvaret for salget og pakningen, og så gør jeg det, jeg er bedst til. Og hende har jeg stadig. Det er 30 år siden. Så jeg har altid været god til at hente ind der, hvor jeg manglede noget.

Kæmpeordrer og fyringsrunder

Pernille Bülow tøver dog ikke, da hun svarer på, om hun også har mødt modgang som selvstændig.

– Ja, for søren, siger hun.

– Jeg ved ikke, om man kender nogen virksomheder, hvor det kun går en vej. Det gjorde det for mig i 15 år, det gik bare op, så jeg lærte ikke at drive virksomhed. For det gik bare op. Så fik vi Novo Nordisks julegave det første år. Det var i 2000, hvor jeg også havde samlet mine værksteder i den store bygning her i Nexø, som jeg lige havde købt. Ordren var på 11.000 klemmevaser. Så satte vi alle sejl til… Det vil sige, at virksomheden kørte på fuldt tryk, forklarer den erfarne glaspuster.

– Jeg havde masser af engrossalg på samme tid, men jeg regnede ud, at det kunne vi godt klare, og det kunne vi også. Vi leverede ordren. Og så tænkte jeg, at der nok kom en ny ordre i samme klasse.

Men sådan gik det ikke, fortæller forretningskvinden, for ”træerne vokser bare ikke ind i himlen”, som hun siger. Pludselig havde hun produceret videre på livet løs, mens varelageret steg og kassekreditten steg uden, at hun bemærkede det. For det havde hun tidligere aldrig koncentreret mig om.

– Der var jo altid penge til at betale regningerne, men lige pludselig måtte jeg sætte mig ned og lære at drive virksomhed. Jeg måtte fyre nogle folk og skrue ned og finde ud af, hvor jeg tjente pengene. Og det var faktisk svært at finde tilbage til mit normale leje efter sådan en stor ordre, siger hun og tilføjer:

– Og det er det stadigvæk.

En årrække gjorde køb-og-smid-væk-kulturen det også svært at få folk til at købe håndlavet glas. Alting så lysere ud, da Kop & Kande kom og bad om en speciel serie fra Pernille Bülow.

– Indkøberen mente, at de ville kunne købe for 1,7 millioner kroner, men så kom ordren på 230.000 kroner. Så vi fik to hug der. Men jeg søgte så nye veje. Vi lavede designlinjen, hvor vi brugte værkstedet i Svaneke til at udvikle produkterne. Og der kom syv værksteder i Polen, der lavede Bülow-glas. Men da de kom ud i butikkerne for 20 år siden, solgte de ikke noget særligt. Men den vinglasserie, jeg lavede dengang, er en bestseller i dag, så sådan kan det vende. Det er gået lidt frem og tilbage, men nu er tidsånden skiftet, og folk vil rigtig gerne have det her, siger hun og tilføjer med en tilfreds mine:

– Vi vækster, også på Glastorvet og på webbutikken.

For Pernille Bülow er lykken stærkt forbundet med det at lykkes, og det er hun ikke færdig med. Foto: Jacob Jepsen

Lakridskongens mor

Er der noget du gerne ville have gjort anderledes?

– Nej, kommer det straks.

– Jeg er enormt glad for mit arbejdsliv, og jeg er også glad for de valg, jeg har truffet. Det ene valg var at ansætte folk til det, jeg ikke selv var god til. Og det andet valg tog jeg som 22-årig, da jeg udstillede i København, og Kunst- og Industrimuseet købte mine glas. Jeg fik gode anmeldelser, og alle troede, at vejen nu var banet for at blive kunstner, forklarer hun.

– Men det gjorde mig ikke glad. Det, der gjorde mig glad, var at komme hjem til min virksomhed og have gang i alle hjørner og produktudvikle og sælge nogle varer. Der adskiller jeg mig fra mange andre glaspustere, fordi jeg har et forretningsgen. Jeg elsker at lave glas, men jeg synes også, at det er ret fedt at drive virksomhed, siger Pernille Bülow, som godt ved, at hun er i en kategori for sig selv.

– Jeg ved, at de spørger eleverne på glasskolen, om de vil være ”kunstnere, kunsthåndværkere eller Pernille Bülow”. Men der er jo heller ikke ret mange andre glaspustere, der har fire-fem ovne kørende på en gang og synes, at det er skægt. Så der skiller jeg mig ud, siger glasdronningen, der altså i glaskunstens verden er blevet et begreb for sig selv.

Men i hverdagen har hun været alt andet end ”alene”, for Pernille Bülow har involveret sine fire børn i virksomheden fra de var helt små, og hun er ikke i tvivl om, at de alle fire ender som selvstændige. Den ældste – lakridskongen Johan Bülow – har allerede vist vejen. Det samme har datteren Emma med sine økologiske skumfiduser.

– Mit yngste barn går stadig i folkeskole. Men de andre er allerede i gang, for mine børn har kunnet se det attraktive i at være selvstændige, og de er opdraget til, at glasset er aldrig halvt tomt, det er altid halvt fyldt og der er muligheder i alting. Jeg har jo ikke kunnet skjule begejstringen, når jeg har fået en stor ordre eller også frustrationen, når jeg har smadret en stor vase.

– Så de har været med i det hele, og jeg har taget dem med, hvis der gik en alarm om natten. Der har aldrig været en voksenafdeling og en børneafdeling. Der har været os. Og det har været det, der har gjort, at de også er blevet opslugt af det, siger hun mens ansigtet lyser op i et stolt smil.

Alt kan bruges

For Pernille Bülow er lykken stærkt forbundet med det at lykkes, og det er hun ikke færdig med. For selv om hun godt som ukronet glasdronning kunne læne hun sig lidt tilbage i sofaen, ligger den tanke hende fjernt. Hun er stadig fuld af ideer hele tiden og gnisten er der stadig.

– Jeg tænker stadig over, hvordan ting kan bruges. Jeg har nu to gange lavet firmajulegaver til Novo ud af deres insulinglas, der ellers bare smides ud. De har før smidt 200 tons glas ud om året. Det er en anden slags glas, end dem vi normalt bruger, men jeg tænker stadig over, hvordan man kan bruge al Novos spildglas. Måske kan man smelte dem om til badeværelsesfliser, og det arbejder vi allerede på. Der er jo mange tons af det her materiale, som man kan lave fede ting af. Hvis noget ikke virker, må man bruge det til noget andet, siger hun, mens mågerne skriver udenfor omkring Nexø Havn, mens de sikkert også leder efter brugbare rester. Og sådan har Pernille Bülow også stadig blik for at bruge alting omkring hende. Akkurat som da hun var barn.

– Jeg kan ikke lade være. Når jeg for eksempel går tur på stranden, og der vælter tang ind, så tænker jeg ”gad vide om man ikke kan bruge det som brændsel”. Alting kan bruges til noget. Jeg har altid set muligheder, og det har jeg også givet videre til mine børn, siger hun.

– Der findes ikke lukkede døre, og hvis de er lukkede, så åbner vi dem op. Det er ikke noget, jeg har lært. Det er bare sådan, jeg er.

PERNILLE BÜLOWS BEDSTE RÅD TIL ANDRE IVÆRKSÆTTERE

– Man skal gøre det, man brænder for. Lad være med at slå større brød op end du kan bage. Jeg har altid ladet tingene gro stille og roligt. Men det er jo min mentalitet. Med mit julemarked startede jeg stort, men som ny og halvfattig iværksætter skal man passe på og se, hvad det kan, før man rigtig slår til. Men man er ikke iværksætter, hvis man ikke ser muligheder. Du skal være god til det, du gør, og turde at lægge hånden på kogepladen.