Mine forældre oplevede nemlig sammen den tragedie at miste fem børn i slutningen af graviditeterne. Det gjorde de over en periode på 10 år og i det 11. år blev jeg født. En forhistorie som deres er en svær og voldsom begyndelse på en familiefortælling og livet som familie, og det er klart, at den dannede en skygge i os alle. Jeg tror, at deres kærlighed til mig altid har været meget tæt forbundet med smerten over at miste. Det kommer jo fra det samme sted, og jeg tænker også, at deres beslutninger og handlemuligheder i forældrerollen i forhold til mig er knyttet an til tabet og derfor har gjort tilknytningen til mig sværere til tider.
Som barn kendte jeg godt til vores fortælling, som lå forud for min egen fødsel. Det var ikke en hemmelighed, men vi talte aldrig om sorgen. Det tror jeg desværre ikke var en ualmindelig måde at håndtere tab, som det mine forældre havde oplevet i 1980'erne. Men selvom jeg kendte til historien om de tidligere graviditeter og børn, var jeg selv som barn ude af stand til at koble fortællingen med den smerte, som var en del af vores hverdag og liv i familien. Og det har formentlig været medårsag til den fundamentale følelse, jeg oplevede af at være alene i verden.
At række ud mod fremtiden
Isoleret betragtet er min barndomsoplevelse i bilen udsprunget af et ubehag, og det er også en oplevelse, som jeg sidenhen har haft brug for at bearbejde for at kunne forstå mine egne reaktionsmønstre. Men på den anden side af erkendelserne og med mit voksne blik på oplevelsen kan jeg se, at denne specifikke indre følelse har været utrolig formende for mit liv. På en gunstig måde. For det var ikke en ensomhedsfølelse, der overmandede mig dengang. Det var blot en følelse af at være alene i verden. Og at være alene er ikke det samme som at være ensom. Jeg oplevede en indre ro og en styrke vokse frem i oplevelsen. For følelsen af at være alene og skulle tage ansvar for mit eget liv gav mig en indre kraft. Den kunne sagtens have overmandet mig, og det har den selvfølgelig også gjort i svære tider gennem mit nu 41-årige liv, men den gav mig også en tro på, at jeg selv aktivt kan handle og række ud. Jeg tror, at de svære følelser, jeg mødte undervejs, var sorgen over tabet af relationen til mine forældre i rollen som forældre.
Selvfølgelig har andre oplevelser også præget mig. At møde kærligheden eller føde vores børn eller da jeg i 7. klasse blev helt utrolig grebet af Jacob Holdts lysbilledforedrag Amerikanske Billeder eller noget helt andet. Det ville måske være mindre sårbart og lettere at komme frem til det opbyggelige i fortællingen, og det er faktisk ret vigtigt for mig at komme derhen. Fortællingen om denne hændelse er en meget privat og ikke en oplevelse, jeg har delt med mange, da oplevelsen jo mest er en indre tilstand eller følelse, som blev vakt i mig af nogle ret små og subtile bevægelser i mine omgivelser. Og dermed føler jeg mig også meget søgende, når jeg nu skal prøve at beskrive, hvorfor jeg mener, at det lige præcis er den oplevelse, som har været så væsentlig og formende for mit liv. Men netop ønsket om at gøre oplevelsen opbyggelig tror jeg faktisk udspringer af selve den oplevelse, som jeg forsøger at beskrive. Jeg har generelt en stærk trang til at kigge i retning af det liv, som jeg ønsker for os alle. Jeg elsker at tegne visioner for fremtiden i mit indre og i små notesbøger eller sammen med andre mennesker. Til tider vil jeg mene, at det er en aktiv strategi, jeg bruger for at holde bekymringerne af vejen. Det er selvfølgelig sværere, hvis bekymringerne handler om noget i det helt nære. Min familie og børn og venner og liv. Men selv her bruger jeg ofte helikopterblikket til at fjerne mig fra selve følelsen af afmagt. Og det rækker for mig tilbage til min oplevelse som otte-årig og den konkrete læring, som tilstanden i bilen lærte mig.