Bevægelsen imellem det indre rum og den ydre verden var i mange år af mit ungdomsliv svær. Det tænker jeg, at den nok er for de fleste i et eller andet omfang og derfor meget genkendelig. Venskaber og relationen til andre har altid betydet meget for mig, og jeg oplever relationerne som en væsentlig livsessens for mig. Det tror jeg heldigvis også er meget almindeligt. Jeg tror, at mødet med julemærkehjemmet i så tidlig en alder gjorde mig uhyre bevidst om vigtigheden af at danne relationer til andre mennesker. Samtidig med at mit indre rum fik meget plads til at vokse.
Når jeg ser mod fremtiden, er mine forhåbninger altid knyttet til et liv i interaktion med andre. Jeg bliver begejstret over alle de muligheder for samvær, vi kan skabe, og jeg oplever en verden, som hele tiden bliver mere legende. Mennesker mødes om kunst og bevægelse, og naturen og mulighederne er så rige. Det er mine forhåbninger, og ofte det jeg ser. Fordi jeg vælger at se det. Jeg er også meget bevidst om menneskelige traumer og svære vilkår, som nogle gange knækker mennesker og gør dem ude af stand til at skabe ordentlige livsbetingelser. Vi ved sjældent, hvad andre mennesker bærer på eller kæmper med, og jeg har jo set mine egne forældre skulle bære på en sorg, som jeg i dag stadig oplever som ubærlig. Og med ubærlig mener jeg ikke, at det er uretfærdigt eller retfærdigt. Det forholder jeg mig ikke til i den sammenhæng. Jeg mener bare, at svære livsomstændigheder farver menneskers liv. Og det sker for alle i et eller andet omfang, men det er ikke det samme, vi nødvendigvis bærer på eller skal rumme. Og derfor synes jeg også, at det er vigtigt, at vi i mødet med hinanden aktivt og bevidst agerer med så meget venlighed og imødekommenhed, som vi kan mestre. Jeg mener, at det er en dyd, vi kan tage på os og en indstilling, som vi aktivt kan vælge at møde vores omgivelser med. Så godt vi kan. For vi kender jo ikke det andet menneskes smerte, og vi kender heller ikke altid vores egen smerte. Den kan være blokeret af mange lag af skam og andet, som gør det svært at genkende den rene form. Men jeg tror på, at vi selv er med til at forme hvert eneste møde med andre, og at den tillidsfulde forventning er afgørende. Og så tror jeg på, at legen kan være med til at løsne op for de indre besværligheder på en måde, hvor alle kan være med. Så mere af det i alle henseender stemmer jeg for. Og så øver jeg mig selv.
Kort om livssyn