Rigdommen i at række ud til andre

Som barn havde Ditte Marie Koudal i et stærkt øjeblik en oplevelse af at være alene i verden, men via dette lærte hun vigtigheden i at skabe relationer.

Mit livs øjeblik

I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende bornholmere om afgørende øjeblikke i deres liv.

 

I min barndom er der en oplevelse, som har fulgt mig, og som fremstår særlig tydeligt i min hukommelse. Jeg kan stadig mærke fornemmelsen i min krop, og den er over årene blevet til en indre ven. I et tilbageskuende lys kan jeg i dag se, hvor afgørende og livsforandrende denne hændelse var for mig.

Oplevelsen, som jeg tænker på, fandt sted i 1989, da jeg som otte-årig var blevet anbragt på et af landets julemærkehjem. Mine forældre havde fået en frygt for, at jeg skulle udvikle overvægt og valgte at sende mig af sted. I tre måneder boede jeg derfor sammen med en masse andre børn langt væk fra de vante rammer derhjemme, og i den periode så vi kun vores forældre, når de kom på besøg. Mine forældre besøgte mig hver søndag, og her plejede de at tage mig med på en køretur i området omkring julemærkehjemmet. Og det var på en af de ture, at scenen, som jeg husker så tydeligt, udspillede sig. Mens vi kørte af sted fik jeg på et tidspunkt en oplevelse af at forsvinde ind i mit eget rum. Jeg oplevede at kunne gå omkring i mit eget indre rum, og mens jeg sad der i bilen med blikket rettet mod en klar blå himmel, mærkede jeg en meget stærk følelse af at være alene i verden, og jeg husker en tydelig beslutning som kom til mig. 'Nu tager jeg selv over. Nu tager jeg selv hånd om mit liv.'

Barn nummer seks i en søskendeflok på en

Når jeg som barn blev overvældet af en så stærk følelse af at være alene og en trang til at tage styring i mit eget liv, så hænger det selvfølgelig sammen med, at jeg var blevet sendt af sted og i en hvis forstand var flyttet hjemmefra. Ellers tror jeg ikke, at jeg ville have forholdt mig til min ramme og mit hjem på den måde. Men med til forklaringen og historien hører også, at jeg er opvokset som enebarn, men samtidig er barn nummer seks.

Mine forældre oplevede nemlig sammen den tragedie at miste fem børn i slutningen af graviditeterne. Det gjorde de over en periode på 10 år og i det 11. år blev jeg født. En forhistorie som deres er en svær og voldsom begyndelse på en familiefortælling og livet som familie, og det er klart, at den dannede en skygge i os alle. Jeg tror, at deres kærlighed til mig altid har været meget tæt forbundet med smerten over at miste. Det kommer jo fra det samme sted, og jeg tænker også, at deres beslutninger og handlemuligheder i forældrerollen i forhold til mig er knyttet an til tabet og derfor har gjort tilknytningen til mig sværere til tider.

Som barn kendte jeg godt til vores fortælling, som lå forud for min egen fødsel. Det var ikke en hemmelighed, men vi talte aldrig om sorgen. Det tror jeg desværre ikke var en ualmindelig måde at håndtere tab, som det mine forældre havde oplevet i 1980'erne. Men selvom jeg kendte til historien om de tidligere graviditeter og børn, var jeg selv som barn ude af stand til at koble fortællingen med den smerte, som var en del af vores hverdag og liv i familien. Og det har formentlig været medårsag til den fundamentale følelse, jeg oplevede af at være alene i verden.

At række ud mod fremtiden

Isoleret betragtet er min barndomsoplevelse i bilen udsprunget af et ubehag, og det er også en oplevelse, som jeg sidenhen har haft brug for at bearbejde for at kunne forstå mine egne reaktionsmønstre. Men på den anden side af erkendelserne og med mit voksne blik på oplevelsen kan jeg se, at denne specifikke indre følelse har været utrolig formende for mit liv. På en gunstig måde. For det var ikke en ensomhedsfølelse, der overmandede mig dengang. Det var blot en følelse af at være alene i verden. Og at være alene er ikke det samme som at være ensom. Jeg oplevede en indre ro og en styrke vokse frem i oplevelsen. For følelsen af at være alene og skulle tage ansvar for mit eget liv gav mig en indre kraft. Den kunne sagtens have overmandet mig, og det har den selvfølgelig også gjort i svære tider gennem mit nu 41-årige liv, men den gav mig også en tro på, at jeg selv aktivt kan handle og række ud. Jeg tror, at de svære følelser, jeg mødte undervejs, var sorgen over tabet af relationen til mine forældre i rollen som forældre.

Selvfølgelig har andre oplevelser også præget mig. At møde kærligheden eller føde vores børn eller da jeg i 7. klasse blev helt utrolig grebet af Jacob Holdts lysbilledforedrag Amerikanske Billeder eller noget helt andet. Det ville måske være mindre sårbart og lettere at komme frem til det opbyggelige i fortællingen, og det er faktisk ret vigtigt for mig at komme derhen. Fortællingen om denne hændelse er en meget privat og ikke en oplevelse, jeg har delt med mange, da oplevelsen jo mest er en indre tilstand eller følelse, som blev vakt i mig af nogle ret små og subtile bevægelser i mine omgivelser. Og dermed føler jeg mig også meget søgende, når jeg nu skal prøve at beskrive, hvorfor jeg mener, at det lige præcis er den oplevelse, som har været så væsentlig og formende for mit liv. Men netop ønsket om at gøre oplevelsen opbyggelig tror jeg faktisk udspringer af selve den oplevelse, som jeg forsøger at beskrive. Jeg har generelt en stærk trang til at kigge i retning af det liv, som jeg ønsker for os alle. Jeg elsker at tegne visioner for fremtiden i mit indre og i små notesbøger eller sammen med andre mennesker. Til tider vil jeg mene, at det er en aktiv strategi, jeg bruger for at holde bekymringerne af vejen. Det er selvfølgelig sværere, hvis bekymringerne handler om noget i det helt nære. Min familie og børn og venner og liv. Men selv her bruger jeg ofte helikopterblikket til at fjerne mig fra selve følelsen af afmagt. Og det rækker for mig tilbage til min oplevelse som otte-årig og den konkrete læring, som tilstanden i bilen lærte mig.

Mød andre med leg

Bevægelsen imellem det indre rum og den ydre verden var i mange år af mit ungdomsliv svær. Det tænker jeg, at den nok er for de fleste i et eller andet omfang og derfor meget genkendelig. Venskaber og relationen til andre har altid betydet meget for mig, og jeg oplever relationerne som en væsentlig livsessens for mig. Det tror jeg heldigvis også er meget almindeligt. Jeg tror, at mødet med julemærkehjemmet i så tidlig en alder gjorde mig uhyre bevidst om vigtigheden af at danne relationer til andre mennesker. Samtidig med at mit indre rum fik meget plads til at vokse.

Når jeg ser mod fremtiden, er mine forhåbninger altid knyttet til et liv i interaktion med andre. Jeg bliver begejstret over alle de muligheder for samvær, vi kan skabe, og jeg oplever en verden, som hele tiden bliver mere legende. Mennesker mødes om kunst og bevægelse, og naturen og mulighederne er så rige. Det er mine forhåbninger, og ofte det jeg ser. Fordi jeg vælger at se det. Jeg er også meget bevidst om menneskelige traumer og svære vilkår, som nogle gange knækker mennesker og gør dem ude af stand til at skabe ordentlige livsbetingelser. Vi ved sjældent, hvad andre mennesker bærer på eller kæmper med, og jeg har jo set mine egne forældre skulle bære på en sorg, som jeg i dag stadig oplever som ubærlig. Og med ubærlig mener jeg ikke, at det er uretfærdigt eller retfærdigt. Det forholder jeg mig ikke til i den sammenhæng. Jeg mener bare, at svære livsomstændigheder farver menneskers liv. Og det sker for alle i et eller andet omfang, men det er ikke det samme, vi nødvendigvis bærer på eller skal rumme. Og derfor synes jeg også, at det er vigtigt, at vi i mødet med hinanden aktivt og bevidst agerer med så meget venlighed og imødekommenhed, som vi kan mestre. Jeg mener, at det er en dyd, vi kan tage på os og en indstilling, som vi aktivt kan vælge at møde vores omgivelser med. Så godt vi kan. For vi kender jo ikke det andet menneskes smerte, og vi kender heller ikke altid vores egen smerte. Den kan være blokeret af mange lag af skam og andet, som gør det svært at genkende den rene form. Men jeg tror på, at vi selv er med til at forme hvert eneste møde med andre, og at den tillidsfulde forventning er afgørende. Og så tror jeg på, at legen kan være med til at løsne op for de indre besværligheder på en måde, hvor alle kan være med. Så mere af det i alle henseender stemmer jeg for. Og så øver jeg mig selv.

Kort om livssyn

Hvad er dit yndlingscitat?

– “Du må have tillid til det bedste i mennesket, og mistillid til det værste. Hvis ikke vil det værste få overhånd.”

Jose Marti, cubansk digter og frihedshelt.

Hvad tror du på?

– Jeg tror på relationer og sammenhænge mellem alt levende. Og jeg tror på, at alt indeholder en form for liv.

Hvad er kernen i kristendommen for dig?

– Egentlig det samme, som kommer til udtryk i citatet ovenfor. At tillid befrugter det bedste i mennesket, og at vores tanker og handlinger gør en forskel i alt omkring os.

Blå bog

Ditte Marie Koudal. Født 1980. Indehaver af keramikbutikken Klodekær i Rønne, som hun startede i 2019. Har læst teologi på Københavns Universitet og sidenhen uddannet sig til pædagog. Har tidligere solgt biodynamiske grøntsager. Gift og mor til tre.