Men, for der er selvfølgelig et men og faktisk flere: Gefion Group vil have, at 80 af de 100 boliger bliver fritaget for den bopælspligt, som ellers findes i hele Nexø. Og der skal udarbejdes en ny lokalplan – sagen skal med andre ord den lange vej gennem det kommunale og politiske system. Sidstnævnte er jo noget, der kan bremse selv de mest sympatiske projekter.
En fritagelse for bopælspligten vil ikke være et særsyn i vores byer. I Hasle har kommunen tidligere givet fleksboligstatus til et siloprojekt, og i Svaneke er det omdiskuterede Swanvika-projekt ved at være færdigbygget, og her har bygherren også fået lov til at opføre fleksboliger inden for bopælspligtzonen.
I virkeligheden kan det ses som en styrke, at reglerne for bopælspligt ikke bliver fulgt til punkt og prikke, men at der er plads til, at man ser forskelligt på forskellige projekter.
Nexø kan formentlig se frem til, at det politiske system vil se velvilligt på moleplanen, for det ligner en stor gevinst for byen at blive af med de industrielle, lettere faldefærdige og trøstesløst udseende bygninger, for i stedet at se et nyt prestigeprojekt blive opført.
Lykkes det, vil pengestærke fleksboligejere komme til byen og bosætte sig der i perioder, bruge byens butikker og restauranter, og sørge for endnu mere liv på alle mulige tider af året.