Tro, videnskab og livssyn

KOMMENTAR | DEBAT | 18. MAR • 05:30
Af:
Peter Loman
Poulsker
KOMMENTAR | DEBAT | 18. MAR • 05:30

Spændende at høre.

Der er kommet flere læserbreve om tro, videnskab og livssyn ind i avisen, og det synes jeg er interessant. - Altid spændende at høre, hvad andre går rundt og tænker.

Ateisme

I torsdagens Tidende skrev Henrik Lund fra Bornholms Moské blandt andet om ateisme.

Han kom med nogle påstande, som jeg gerne vil kommentere på, da jeg synes, at han gik ret langt i sin beskrivelse af ateisme.

Som udgangspunkt er ateisme kun fravær af tro på en eller flere guder. Den siger ikke noget om dit politiske ståsted eller, om du er et godt eller dårligt menneske.

Henrik Lund lægger rigtig meget ind i ateismen og kobler den desuden sammen med satanisme, hvilket er lidt pudsigt. Satan også er en figur i religiøs mytologi, og derfor ikke noget som vi ateister går rundt og tror på - end mindre tilbeder.

I læserbrevet prøver Henrik Lund gentagne gange at koble ateisme sammen med satanisme og/eller fravær af moralske eller etiske skrupler men som sagt, så findes der ikke nogen sådan kobling. Han går så langt som til at sige, at forbudte og satanistiske tendenser udspringer derfra.

Som talsperson for en religiøs gruppe, så findes der muligvis en interesse i at beskrive ateisme som noget fanden har skabt, da det truer gruppens fundament - den religiøse tro, som de bygger deres fællesskab op omkring. Det er meget forståeligt, men da ateisme ikke er andet end et fravær af tro på en eller flere guder, så siger det som sagt ikke noget om, hvordan du er som menneske.

Mit livssyn

For at give et bud på, hvordan en ateist, en ikke-troende, kan anskue verden, så vil jeg beskrive det livssyn, som jeg synes giver mening for mig. Det fungerer både i stort og i småt, synes jeg.

Hvis nogen spørger, så beskriver jeg gerne mig selv som sekulær humanist. Sekulær (det som har med det materielle eller verdslige at gøre), da jeg ikke tror på nogen religion.

Humanist, da jeg synes, at det giver mening at leve et meningsfuldt liv baseret på empati, medfølelse og respekt for alle individers værdighed og rettigheder. Humanismen lægger vægt på at skabe en retfærdig og inkluderende verden, hvor mennesker kan leve i harmoni med hinanden og deres omgivelser.

For at bedst forklare mit livssyn, så tilføjer jeg det Nordiske Humanistmanifest, som ret godt beskriver, hvordan jeg anskuer verden.

Værdigrundlag

I efteråret 2016 blev følgende værdigrundlag formuleret af de nordiske humanistorganisationer:

(1) Humanisme er et sekulært livssyn. Det har som sit udgangspunkt, at mennesker er en del af naturen, født frie, alle med samme værdighed og rettigheder, og udstyret med fornuft og samvittighed.

(2) Humanister mener, at der ikke er en forudbestemt mening med livet. Vi er alle fri til at finde mening og mål i vort eget liv; gennem individuel refleksion, socialt fællesskab og gennem den rige kultur vi som menneskehed har skabt gennem videnskab, filosofi og kunst.

(3) Humanismen fremmer rationalitet. Kritisk tænkning, vidensbaseret argumentation og videnskabelige metoder er vores bedste redskaber til at skaffe pålidelig viden om verden.

(4) Humanister opfordrer til kritisk granskning af alle ideer og opfattelser, inklusiv vores egne. Vi bør finde frem til de bedste argumenter og tilstræbe at ændre vores meninger og overbevisninger, når det viser sig, at vi tager fejl. Ytringsfrihed er afgørende for at kunne afprøve meninger og holdninger i en åben debat.

(5) Humanister anser demokrati, retssamfund og menneskerettigheder som grundlæggende, rationelt legitimerede værdier. Vi er en del af et fælles samfund og har ansvar for vores medmennesker og for miljøet, både lokalt og globalt. Vi har et fælles ansvar for, at vores planet er beboelig for kommende generationer.

(6) Humanismen fremmer lighed for alle. Humanister respekterer alle menneskers frihed til at have og vælge eget livssyn. Staten bør være sekulær og ikke tildele noget livssyn særskilte privilegier.

Kritik af humanismen

Nogle, der kritiserer humanismen, synes, at den fokuserer alt for meget kun på mennesket, og til dels er jeg enig i den kritik. Personligt så ville jeg gerne se, at naturen og dens egne værdier fik en mere fremtrædende plads i værdigrundlaget.

Heldigvis er det muligt at gennem dialog, samarbejde, åben debat og gode argumenter, at tilpasse værdigrundlaget efterhånden, som vi udvikler os som mennesker. Desuden er de humanistiske værdier noget, som man selv kan vælge at følge eller inspireres af, og derfor kan man tilføje de værdier, som man synes giver mening, og som man kan stå inde for med gode argumenter og god samvittighed.

Jeg håber, at det beroliger Henrik Lund, at ateisme ikke er en forudsætning for satanisme. Ateisme er uforeneligt med satanisme og anden religiøs tro.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT