Tak for invitationen

Tak for invitationen
Arkivfoto: Holger Larsen
KOMMENTAR | DEBAT | Tirsdag 3. september 2024 • 05:30
Af:
Uffe L Thomsen
Muleby
KOMMENTAR | DEBAT | Tirsdag 3. september 2024 • 05:30

Thomsen siger "ja" til invitationen fra H.O Kofoed, men...

Kære H.O. Kofoed

Tak fordi svaret i Tidende i torsdags. Det er altid dejligt, når der bliver reageret på et af mine debatoplæg.

Du er ikke helt tilfreds med min påstand om, at fjorde og Østersøen er ved at plumre til på grund af udledninger af blandt andet gylle fra landbrugene rundt om i Østersøen - herunder for eksempel også af bønder, der har svineproduktion herovre på vores dejlige ø.

Og det er vel i og for sig forståeligt.

Desværre

Desværre er jeg helt bestemt ikke den eneste, der ved, at Østersøen langsomt men sikkert vil plumre til. Her hjælper det jo naturligvis ikke, at klimaet herhjemme samtidigt er i forandring.

Livet i Østersøen er beviseligt ved at forsvinde. Er du i tvivl om rigtigheden af det, så kan du jo spørge alle de fiskere, der har lagt deres både op, da økonomien ikke mere hang sammen på grund af mangel på fisk.

I forhold til dit tænkte eksempel med det lille hus er det vist bedst, hvis jeg undlader at kommentere på det.

Fælles bekymring

Jeg synes, at det er rigtigt godt, at vi deler bekymringen for Østersøen, klimaet og naturen herovre.

Tænk bare på vores vandløb og åer - specielt de steder, hvor nogle landmænd har dyrkede og gødede marker næsten helt ned til vandkanten og derefter har udledning direkte ud i Østersøen som konsekvens.

Så med vores fælles bekymringer om vores natur herhjemme, så kunne det være spændende at høre, hvad du egentligt selv kan og vil gøre for at give dit bidrag til til en renere natur i og omkring vores ø.

Ja måske lige frem at vise dig som et godt eksempel, og som en af de første landmænd herovre vil omlægge produktionen fra animalsk til grønne afgrøder, for eksempel soya.

Det ville samtidigt være rigtigt godt for vores klode, da meget af soyaen bliver produceret i fældet regnskov i Sydamerika.

Og her blot en lille tanke - gad vide om bornholmergrisen også har soya fra Sydamerika på menuen..

Invitationen

Du skriver, at du gerne vil invitere mig på kaffe og rent vand, hvilke jeg rigtigt gerne vil, den dag, hvor du stolt kan vise mig rundt på de marker, hvor du enten dyrker grønne afgrøder eller har fritgående køer eller grise.

Eller du kan vise mig rundt i de områder, som du frivilligt giver tilbage til naturen. Ja jeg vil ligefrem både tage kaffe og kager med til dig og journalister fra Tidende og TV2 Bornholm, så vi alle kan deltage i fremvisningen

Det glæder jeg mig allerede til.

Desværre kan jeg være bange for, at ikke alle landmænd ser lige så konstruktivt på miljøproblemerne fra landbruget som du, men du skal have stor tak for velvilligheden.

Produktionen

Nu ved jeg jo ikke hvilken form for produktion, som du har på gården, men jeg gætter på, at det kunne være svineproduktion og dyrkning af hvede som en del af foderet - ligesom mange andre landmænd rundt om på øen.

Er det svineproduktion, hvor dyrevelfærden måske kunne være bedre, for eksempel med mere halm og mere plads, fast underlag og adgang til også at være ude på ordentligt indhegnede marker?

Det gælder ikke mindst søerne, der oftes holdes i små bure for, at de ikke kan mase smågrisene på grund af generel pladsmangel i staldene.

Men jeg går i stilhed ud fra, at det ikke er sådan på din bedrift.

Når jeg indimellem er i Nordsjælland, så kører jeg forbi en landmand, der har frilandsgrise, der tøffer rundt på markerne, og så bliver jeg helt glad i mit hoved.

Det vill jo være skønt den dag, hvor man kan købe økologisk kød og mælk fra fritgående svin og kvæg, som er produceret herovre på øen under ordentlige forhold.

Det gælder også selvom, det bliver lidt dyrere at købe at mælke og kødprodukter.

Nu ønsker jeg dig en god arbejdslyst med dine omlægninger af produktionen og alt muligt held og lykke.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT