Syn for sagen i Gambia

Foreningen Syn for Sagen, der hjælper mennesker i udviklingslande med synstest og brugte briller, har i denne uge haft et hold optikere i Gambia. Lene Holm, tidligere indehaver af Brillehuzet i Nexø, var med og har sendt sin dagbog fra rejsens første dag.

Endelig nåede vi hotellet i Banjul efter 20 timers forsinkelse. Vi bor på Leybato, som Syn for Sagen har boet på gentagne gange. Sikaderne tog imod os med sang og 29 grader.

Leybato er et lille primitivt paradis kun et stenkast fra Atlanterhavet.

Slyngplanterne klatrer op af de store palmer. Katte og hunde løber på de små gangstier mellem værelserne.

Tre timers søvn fik vi. Det er varmt, selvom der er aircon på værelset. Min søvn afbrydes af lyde, varme og den udmattelse jeg har efter de mange timers rejse. Min rejse fra Nexø varede i 42 timer.

Morgenmaden nydes til udsigten og lyden af de kraftige bølger fra Atlanterhavet. Jeg længes efter at bade, men det kan vi ikke nå. Vi skulle have kørt i går eftermiddags mod Farafinni – en to timers køretur og sejlads over River Gambia. Vi er derfor allerede bagud.

Bilen er læsset med udstyr, briller og vores egen bagage til tre dage. Solen brænder. Det dufter af læderfedt og diesel – vi er på vej til Farafinni.

Turen som skulle tage to timer tog fire en halv (african time). Vi stoppede 30 minutter fra Farafinni og indtog byen No Kunda. En meget fattig by med 15.000 indbyggere. Vi brugte deres sundhedsklinik til at arbejde i. En slidt og beskidt sundhedsklinik.

De næste fem en halv time havde vi 100 mennesker igennem til synsprøver. Lene, sygeplejerske står for udlevering. Tonny stod med autorefraktoren, den elektroniske måling, som ikke var glad for varmen. Den stod af flere gange. Vicki og jeg tog synsprøverne, og vi udleverede de briller, der kom fra Brillehuzet, hvis styrkerne passede. En synsprøve i Afrika uden den elektroniske måling er kreativ. Vi opthalmoskoperer, lyser ind i øjet for at se uklarheder i deres øjne. Vi retinoskoperer for at bestemme styrker, og så bruger vi prøvebriller med løse glas. Når vi retinoskoperer, lyser vi ind i pupillerne og ser lysrefleksens bevægelse. Modbevægelse er minus, og medbevægelse er plusstyrke. Vi kan finde bygningsfejl og akseretning på denne måde.

Mange øjne er foruroligende dårlige. Vi kan måle styrker på +7 D med bygningsfejl på -4 D. Vi så en familie, som havde hvide øjne, hvilket kan være en parasit, som har ødelagt hele familiens syn. Vi så helt grå pupiller af gråstær. Vi så ar, og det der hedder pterygium, som er når det den yderste hinde i øjet vokser ind over hornhinden. Vi så voldsomme øjenbetændelser, som hvis de ikke behandles kan give blindhed. Mange spørger til medicin og operationer, som vi jo ikke kan tilbyde.

Vi kunne have fortsat i mange timer endnu. Der var mange mennesker, men de havde ikke sørget for frokost til os, og vi havde kun en halv liter vand per næse til turen. Vi var derfor både tørstige og sultne, og varmen var voldsom. Herinde i landet er temperaturen cirka 40 grader.

Vand kom dog hurtigt, og dagens energi blev skabt af stemningen, muslibarer og børnene. Børnene smilede og mødte os med meget nysgerrighed, som blev honoreret med spinners, jeg havde med hjemmefra.

Vi startede klokken 13.30 og sluttede klokken 18 fuldstændig opkogte, udmattede og meget sultne.

Turen fra No Kunda til Farafinni og hotellet tog cirka 40 minutter i bil. Bilens lamper lyste lystigt. Bilen kørte glimrende med fire advarsler i displayet, det går vi ikke så meget op i her.

Wallymann Hotel ligger i en smuk have omringet af storbyfattigdom, hullede veje, blikskure og bulede biler. Der er butikker overalt. Mikro købmænd, klæder, sandaler, frugt, køleskabe og dæk i et stort sammensurium. Det er brugte varer, der sælges.

Vi er stadig sultne og meget varme ved ankomsten til hotellet. Vandet kommer i dråber fra håndvasken, og det brusebad vi længes efter, er ikke muligt. Når klokken er 22, er vi helt færdige. Mætte og varme dejser vi om i sengen til både aircon og blæser. Godnat.