Kadeau, der har en et-stjernet Michelinrestaurant på Bornholm og en to-stjernet i København, får flotte ord med på vejen. Især restauranten på Bornholm bliver fremhævet i nomineringsteksten.
– Det er ikke bare maden, der er helt fantastisk på Kadeau på Bornholm. Det er udsigten også. Og den afslappede stemning. Signatursmagene er funderet i den bornholmske muld, og syltekøkkenet stammer fra naturen – både den vilde og den dyrkede. Kadeau er på mange måder beviset på, at man kan skabe en restaurant i verdensklasse, uden at det på nogen måde bliver højtravende, lyder det fra Gastro.
Det er Nicolai Nørregaard, Magnus Høegh Kofoed og Rasmus Kofoed, der står bag Kadeau, som kom til verden i 2007. Sidste år valgte Rasmus Kofoed at trække sig fra restauranten.