Når erhvervslivet indenfor turisme ønsker større færgekapacitet, så handler det ikke om sommerbesøgende. Det handler om de flere besøgende, som vi gerne ser især i foråret og efteråret. Her oplever vi ofte, at vi måske nok kan få gæsterne til øen, men vi kan ikke få dem hjem igen om søndagen. Færgerne bliver hurtig fyldte, og så står ferielejlighederne og hotelværelserne tomme, selv om gæsterne egentlig gerne ville til Bornholm. Og nej, de vil ikke rejse om mandagen, for det koster en fridag, som ikke alle kan afsætte. Resultatet er derfor et nej tak til Bornholm og et ja tak til ferie et andet sted.
Nå ja, en gæst fra eller til kunne man måske tænke. Men vi siger allerede nej til mange i foråret og efteråret. Og sandheden er, at skal vi lykkes med at skabe flere helårsjobs og flere længerevarende ansættelser i turismen, så er tilgængelighed til øen en grundforudsætning. Uden den, så rammes også godserhvervet, der fragter varer til blandt andet dagligvarebutikkerne. Den enkelte bornholmer bliver ramt, fordi vi ikke lykkes med at skabe flere jobs og flere længerevarende ansættelser. Vi taber alle.
Så egentlig handler vores ønske om færgekapacitet helt grundlæggende om, at vi gerne vil være en bedre forretning for et samlet Danmark. Og er det ikke et fair og ydmygt ønske?
Vi vil ikke bytte med en højere pris på færgerne eller på anden måde ”fodres med vores egen hale”. Vi vil have den færgekapacitet, som man burde have sikret os i forbindelse med det politiske forlig i 2014.
Vi skal alle kunne komme frem og tilbage til øen.