Samarbejde er vejen til velstand

Denne gang om sammenhængen mellem lokalt samarbejde og velstand.

Til trods for, at Bornholm er hele Danmarks solskinsø og bliver rost til skyerne i internationale medier, står udfordringerne i kø.

Vi mangler penge til vigtige velfærdsopgaver, halter bagud med den grønne omstilling, og det kulturhistoriske museum i Rø, som skulle formidle vores rige kulturarv, bliver alligevel ikke til noget.

Politikerne håber, at flere indbyggere og skattepenge vil løse problemerne, og de har en vision om, at vi skal være 42.000 bornholmere i 2028. Men de har nok været lige lidt for optimistiske. Ifølge de seneste prognoser fra 2024 vil indbyggertallet toppe med godt 39.800 i netop 2028, men falde til 39.000 i 2035.

Så selv med Energiø Bornholm bør vi nok indstille os på, at vi selv skal gøre en væsentlig indsats for, at vores ø fortsat skal være verdens bedste sted at leve. Vi - borgerne - må slet og ret gøre os endnu mere umage for at skabe det, som samfundsforskere kalder social kapital.

Den usynlige rigdom - social kapital

I bogen ”Bowling Alone” beskriver den amerikanske politolog Robert D. Putnam, hvordan tilslutningen til frivillige foreninger er sunket markant, og stadig flere vælger at tilbringe en væsentlig del af deres tid alene - især foran computer- og fjernsynsskærmen.

Putnam registrerede, at forandringerne har haft fatale konsekvenser for det amerikanske samfundets sociale kapital, som er en type kapital, som skabes, når folk evner at samarbejde og støtte hinanden. Nærmere bestemt er social kapital et resultat af normer, som opmuntrer til samarbejde, tillid, der gør at man stoler på hinanden, og netværk, som skaber rammer for samarbejdet.

Social kapital bidrager til velfungerende demokratier og fremmer økonomisk vækst. Arbejdspladser og skoler præget af positive relationer og godt samarbejde vil normalt belønnes med bedre trivsel, mindre stres, lavere sygefravær og højere produktivitet og kvalitet.

Samarbejde på tværs

Det er ikke alle former for samarbejde, der skaber social kapital.

Forskerne taler om henholdsvis afgrænsende og brobyggende social kapital, og det er den sidstnævnte – samarbejde mellem mennesker, der er forskellige med hensyn til blandt andet etnicitet, bosted, økonomi og politisk orientering, som vi som samfund har specielt gavn af.

I praksis kan det for eksempel betyde, at det er godt for vores samfund og økonomi, hvis Dansk Folkeparti og Enhedslisten, landbruget og naturbeskyttelsesorganisationer, eller Venstre på Østbornholm og Vestbornholm, klarer at samarbejde, fremfor at de bruger masser af tid og ressourcer på at være uenige.

Et stærkt civilsamfund

En vigtig forudsætning for høj social kapital er et stærkt civilsamfund - det vil sige. at indbyggerne engagerer sig i frivillige, ikke-kommercielle og samfundsnyttige organisationer og foreninger.

Her på Bornholm udføres der hver dag masser af frivilligt arbejde. De mange festivaler, idrætsarrangementer, Folkemødet og Kulturugen kan kun gennemføres, fordi et stort antal mennesker vælger at bruge deres tid til fordel for fællesskabet, og frivillighed er også en forudsætning for genbrugsbutikker, museer, gallerier, besøgsordninger på institutioner, integration af flygtninge og mange andre aktiviteter, som gavner samfundet og gør vores ø til et bedre sted at leve.

Frivillig velfærd

Men der findes også områder, hvor vi for fremtiden nok må regne med at gøre en endnu større frivillig indsats.

Som Mads Roke Clausen påpeger i bogen ”Det civile potentiale”, så er den klassiske velfærdsstat rettet mod at afhjælpe arbejdsløshed, sygdom, arbejdsulykker og alderdom i industrisamfundet, men kommer til kort, når det gælder det postindustrielle samfunds nye typer sociale problemer. Hvis velfærdsstaten skal overleve, så må frivilligt arbejde spille en større rolle - både for at afhjælpe og især forebygge en del af de nye udfordringer.

Venskab i stedet for psykolog

Det kan for eksempel være på børne- og ungeområdet.

Mange børn og unge slider med ensomhed, mistrivsel og psykisk sygdom, og hvis de ikke får hjælp til at mestre deres liv og bryde med negative mønstre, så vil det ikke blot give dem og deres familier dårligere livskvalitet, men også ramme kommuneøkonomien hårdt.

Politikernes løsning på problemet er gerne flere psykologer og specialpædagoger. Men måske er det ikke først og fremmest dyr professionel hjælp, der behøves, men gode oplevelser, venskaber, anerkendelse og muligheder for at opleve mestring, og her kan vi alle bidrage. Mennesker med gode sociale netværk har bedre chancer for at klare sig uden hjælp fra det offentlige.

Sammen om et nyt museum

Det planlagte museum i Rø er et eksempel på et projekt, hvor det ikke lykkedes bornholmerne at samarbejde til det fælles bedste, og det har kostet unødvendig meget tid og mange penge.

Når vi nu skal i gang med et alternativ, så er det derfor vigtigt, at vi kan forsikre de store fonde om, at der er bred folkelig opbakning om projektet. Alle behøver selvfølgelig ikke at være enige om, at den løsning, som vi lander på, er den bedste, men vi skal lade være med at modarbejde hinanden – for det vil vi nemlig alle tabe på.

Lokalt trepartssamarbejde

Vi har heller ikke samarbejdet optimalt på det grønne område.

Danmark har gennem internationale aftaler forpligtet sig til at skabe mere natur og bekæmpe klimakrisen, og det blev i 2020 vedtaget, at der skal etableres 15 såkaldte naturnationalparker, deriblandt en i Almindingen på Bornholm.

Målene har vist sig vanskelige at nå, fordi nogle aktører prioriterer sine egne individuelle interesser frem for samfundets og jordklodens bedste. I mellemtiden dør Østersøen, vi får varmere, vådere og vildere vejr, og det bliver sværere at drive land- og skovbrug.

For at bekæmpe kriserne bør der hurtigst muligt etableres et lokalt trepartssamarbejde, hvor parterne bliver enige om, hvor indsatsen skal sætte ind.

Kunsten at samarbejde

At skabe et godt samarbejde, der kan bidrage til social kapital, er en kunst, som fordrer visse færdigheder hos dem, som skal samarbejde, blandt andet evnen til at tale ordentligt til hinanden og anerkende de andres faglighed, erfaringer og forskelligheder.

Kort sagt handler det om at skabe arenaer for samarbejde, hvor aktørerne føler sig værdsat, oplever gensidig respekt, kommunikerer effektivt og er i stand til at arbejde mod fælles mål.

Så enkelt - og alligevel så svært.

Mona Klippenberg er uddannet lektor med speciale i historie. Hun er specielt optaget af dannelse og pædagogik ligesom hun naturmæssigt har erfaringer fra sin 9000 kvadratmeter store have på Bornholms østkyst.

Mona er en af Tidendes faste kommentatorer