Rønneskolen igen-igen
Forslaget om skolesammenlægningen i Rønne har lært os forældre og børn at regne - hvis model A og B kan blive til C, kan C vel også blive til nul?
Et nyt skoleår står for døren.
Hvad har vi forældre og børn i Rønne så lært det seneste år?
Klassesammenlægninger og usikkerhed
Vores dreng i snart 1.B på Åvangsskolen har haft en eminent børnehaveklasseleder og fantastiske pædagoger, der har skabt et læringsmiljø, hvor han har følt sig tryg i en lille klasse og knækket koden til matematik.
Trist er det, når han spørger:”Mor, hvor få skal vi være i 1.A og 1.B, før vi bliver lagt sammen til én klasse?”
Dette spørgsmål skyldes, at hans søsters årgang er forandret fra tre små velfungerende 4. klasser til to store - nu 5. klasser. Vi lærte, at A, B og C klasserne på fjerde årgang kunne forvandles til 5.A og 5.B.
Jeg tænker lidt og siger, at der max må være 26 i en klasse, når man går i 0., 1. eller 2. klasse.
”Vi er 15 mor og A-klassen er 19, det bliver 34, jubiii, så bliver jeg sammen med mine venner”
Forslag C
Jeg kan ikke nænne at fortælle ham, at regnestykket nu skal laves med de to 1. klasser fra Søndermarkskolen og de to 1. klasser på Åvangsskolen. Dette betyder, at han og hans venner, derfor går en meget usikker tid i møde.
Det skyldes, at spareforslaget i model C lige nu lyder:“Der gennemføres optimal klasseoptimering på tværs af skolerne og på alle årgange ved den samlede distriktsskoles oprettelse august 2025.”
Muligvis bliver vi reddet af lovændringen om, at der max må være 26 elever i 0. til 2. klasserne.
Derfor behøver vi i princippet ‘kun’ at tælle til 52, idet 26+26 = 52 eller til 78 idet 26+26+26 = 78. Det vil sige, at der skal være over 78 elever for at bevare de fire klasser.
Regnestykket
Så prøver vi at lave regnestykket.
(15 i 1.B + 19 i 1.A på Åvang) + (20 i 1.A + 23 i 1.B på Søndermark) = 77 børn
Kære kommunalpolitikere, hvad betyder det for vores børn i de kommende 2.klasser i skoleåret 2025/2026?
At fire klasser bliver til tre?
At små børn på blot syv og otte år skal rykkes fra deres trygge skole til en anden skole?
At børn skal møde nye rammer, nye lærere, nye kammerater og få en meget lang cykelvej til skole?
At børn skal splittes fra deres klassekammerater?
At personale opsiges?
Bemærk det er IKKE selvvalgt. Sammenlægningen er og bliver fortsat på ingen måde rimelig, om den så hedder A, B, C eller X.
Ingen ønsker sammenlægning
Nej, vi forældre fik det ikke, som vi ville have det som Tidende beskrev forløbet - naturligvis ikke. Ingen ønsker denne sammenlægning.
Vi ønsker fortsat to velfungerende folkeskoler i Rønne, en nær ledelse og små klasser.
Vi ønsker, at folkeskolerne på Bornholm prioriteres.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration