Pudsig kritik fra S
Lad os sammen tage ansvaret for at løse vores fælles økonomiske udfordringer i kommunen, skriver borgmesteren.
Der bliver skrevet og talt meget om Bornholms Regionskommunes økonomi i disse tider. Og med god grund. Vores økonomiske situation kalder på en meget fokuseret kommunalbestyrelse, der træffer de nødvendige og rettidige beslutninger, så tingene ikke løber løbsk.
Det glæder mig, at de fleste er ved at indse, at vi i kommunalbestyrelsen har en vigtig opgave, og at der for nylig også var enighed i kommunalbestyrelsen om på KL's topmøde i næste måned at stille et forslag om at forbedre kommunernes økonomi. Jeg vil i samme ombæring minde om, at vi er 23 mennesker, der er valgt til at løse denne fælles opgave. Jeg har som borgmester ikke mere magt eller indflydelse end den, et flertal i kommunalbestyrelsen giver mig.
Både nuværende og tidligere medlemmer af kommunalbestyrelsen har i disse uger travlt med at pege fingre af, hvad der burde og kunne være gjort, og herunder give mig ansvaret personligt. Fokus bør i stedet være på, hvordan vi fremadrettet griber opgaven an. Det er heller ikke rigtigt, at vi ikke er blevet varskoet i tide, som Socialdemokratiet påpeger i Tidende. På et møde i kommunalbestyrelsen den 30. april 2023 viste budgetopfølgningen, at der var et forventeligt merforbrug på 89,4 millioner kroner, og i juni vedtog vi en udvidet genopretningsplan for Børn og Familie. I august fik vi fremlagt endnu en budgetopfølgning med fokus på de særligt udfordrede områder, og det var blandt andet med baggrund i disse, at vi vedtog et samlet budget i september.
Det er pudsigt, at kritikken kommer fra det eneste parti, der har været med i begge budgetforlig i indeværende valgperiode.
På onsdag skal vi på et møde i Økonomi- og Klimaudvalget beslutte, hvordan processen for budget ’25 skal gribes an. Her lægger jeg op til, at vi bør tænke langsigtet. Udover at vi skal fokusere på, hvordan vi skaffer flere indtægter på Bornholm, så kan vi også skabe mere stabilitet og ro, hvis vi kan lykkes med for eksempel at lægge et toårigt budget.
Lad os nu samles og tage ansvaret for at løse vores fælles økonomiske udfordringer og sammen sikre en sund drift i Bornholms Regionskommune.
NYT JOB
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration