Jeg tager hatten af for de medborgere, som påtager sig et vigtigt hverv i vores allesammens nære verden; kommunalbestyrelsen på Bornholm. Jeg er oprigtig glad for ikke selv at skulle sidde i stolen, for der skal træffes svære valg, som påvirker rigtig mange mennesker.
Dette være sagt, så er det unægtelig nemmere at gå på valg og love at arbejde for dette og hint end bagefter at måtte sande, at det politiske flertal eller økonomien ikke tillader dét. Hvad angår det sidste, så befinder Bornholm sig endnu en gang i knibe for så vidt angår udligningsbidrag og sparekatalog. Der er næppe tvivl om, at det må være en ubehagelig opgave at skulle løse for vores lokalpolitikere, uanset partifarven.
Hvad er mit ærinde? Jeg drømmer om, at årets økonomiske puslespil kan begrænse behovet for sparekataloger i fremtiden. Katalogerne har for vane at bringe mange mindre ”aktiviter” i spil (jeg mener, at Claus Larsen-Jensen tidligere har kaldt det ”peanuts-politik). Prøv om I fremadrettet kan undgå den tvivl og usikkerhed, som opstår (måske endnu en gang) både hos medarbejdere og brugere. Jeg har tidligere skrevet om eksemplet værestedet Blæksprutten.