Plads til uenighed?

Kan man – ud fra enkelte menneskers antagne holdninger – fordømme en hel nation, spørger læserskribenten.

I mange år har Knud Andersens gård i Hasle været et stop for amerikanske turister.

De kom ikke bare for at besøge en dansk gård, men for at få en snak om det danske samfund – om hvordan et lille velfungerende demokrati fungerer i praksis. Det var en udveksling, som Knud Andersen selv havde sat i gang - men nu har han besluttet sig for at stoppe den.

Hvorfor?

Baggrunden er, at Trump siger, at Grønland bør være en del af USA, og at både økonomisk og militær magt kan komme på tale i den anledning.

Det var en opsigtsvækkende, fuldstændig grotesk bemærkning, som selvfølgelig har vakt bestyrtelse verden over. Knud Andersen rev sin aftale med rejsebureauet over i den anledning og nægter nu at have flere amerikanske gæster.

"Jeg ville føle mig til grin, hvis jeg skulle diskutere demokrati med repræsentanter for sådan et land," siger han.

Er individet ansvarlig for sit land?

Men hvad betyder det egentlig?

Kan man – ud fra enkelte menneskers antagne holdninger – fordømme en hel nation? Er de amerikanske turister nødvendigvis bærere af Trumps politik? Skal de afkræves en politisk renhed, før de kan drikke kaffe i en bornholmsk jagtstue?

Søren Kierkegaard beskriver i Min Opgave i sit eget tidsskrift Øieblikket, hvordan individet opsluges af mængdens følelser og mister sin egen kritiske sans. Han nævner, hvordan vi ser os selv som fritænkere, men alligevel ender med at følge strømmen.

Vi tror, at vi handler principfast, men bliver blinde for, hvordan vi faktisk lader os styre af den samme mekanisme, som vi kritiserer hos andre. Knud Andersens reaktion kan ses som et udtryk for dette: Han ønsker at tage afstand fra Trumps tankegang, men ender selv med at lukke døren for dialog – og dermed handle netop, som Trump ofte med rette beskyldes for at gøre.

At kritisere andre, men gøre det selv

Vincent F. Hendricks beskriver i bogen "Nok om Mig - Hvad med Dig, hvad synes Du om..." et beslægtet fænomen:

Vi er hurtige til at kritisere andre for netop de fejl, som vi selv begår. Vi raser over idioterne i trafikken, men et øjeblik efter foretager vi selv den samme hasarderede overhaling. Han inddrager Immanuel Kants idé om det kategoriske imperativ: At vi kun bør handle på en måde, vi samtidig ville ønske, at alle andre handler på. Inden vi fordømmer andre, bør vi derfor spørge os selv, om vi ville acceptere den samme handling, hvis rollerne var byttet om.

Knud Andersen reagerer mod det, han opfatter som overgreb mod demokratiet, men hans egen handling er en afvisning af det demokrati, som han ønsker at beskytte. Han afviser samtalen og gør dermed det, han beskylder andre for: At lade en forudfattet idé om modparten være vigtigere end selve dialogen.

Derfor lukker han af. Det ligger lige for at kalde det paradoksalt, men et paradoks har altid, i princippet, en løsning – her er der åbenbart ingen udvej!

De amerikanske turister, som besøger gården, har formodentlig ingen direkte indflydelse på Trumps udgydelser, alligevel ser Knud Andersen dem som repræsentanter for ham!

En anden mulighed

Det interessante er ikke så meget Knud Andersens reaktion i sig selv, men hvad den repræsenterer:

At politisk uenighed i dag bliver personlig. At man ikke længere bare er uenig med en regering eller en politisk leder, men at hele befolkningsgrupper kan blive gjort til repræsentanter for noget, som man ikke med nogen rimelighed kan tillade sig at gå ud fra, at de støtter!

Havde det ikke været en bedre markering af demokratiske værdier at tage imod turisterne og sige: "Lad os tale om det her. Hvordan fungerer jeres demokrati? Hvordan fungerer vort demokrati?" I stedet blev de afvist på forhånd!"

Hans Christian Rasmussen er M.A. i filosofi og idéhistorie fra Universitetet i Bergen. Han er oprindelig københavner, men har boet på Bornholm i del år. Udover filosofi interesererhan sig for litteratur - og meget andet.