Jeg tror de fleste mennesker i dag kender til både ro og uro, for det hænger sammen. Men hvis man havner et sted i livet, hvor uroen bliver for dominerende, må man skifte spor, dreje af og søge derhen hvor roen er mest – kan man sige – rolig.
Men det kræver også mod at skifte det hele ud med noget andet – at tage skridt i anden retning end det familien, vennerne eller omverdenen forventer, man bliver i.
En del mennesker søger rådgivning råd og vejledning for at komme videre, men inderst inde ved vi vel alle, hvad der skal til – for det er jo dig og mig, der ved, hvordan vi går og har det derinde i hovedet. En form for fængsel. Vi sidder alle i det fængsel, der hedder hjernen.
Den eneste uro, jeg personligt aldrig skifter ud, er mine børn. For selvom de giver uro, gir det mig ro, at jeg er der for dem 24/7. Det at være forældre er lig med konstant ro men også uro.
Børnene lever lykkeligt uvidende om alt dette og kan først tale med om dette, den dag de selv bliver forældre, og så ved de, hvad det hele handlede om dengang.