Organdonation: Et fælles ansvar og et personligt valg

Organdonation er den enkeltes eget valg. Det vil det også være fremover. Men vi har et fælles ansvar for at sikre, at flere får livet tilbage gennem organdonation, mener Sophie Løhde.

For to uger siden præsenterede vi i regeringen et forslag, som vender modellen for organdonation på hovedet. Forslaget går ud på, at alle over 18 år fremover registreres som potentielle organdonorer, med mindre man selv fravælger det.

Mange har taget godt imod forslaget. Jeg er meget glad for, at mange er enige i, at så længe der hvert år er mennesker, som dør, mens de står på venteliste til et nyt organ, så bliver vi nødt til at gøre noget mere og andet, end det vi efterhånden har gjort i mange år.

Oplysningskampagner med opfordringer til at lade sig registrere i Organdonorregistret har bidraget til, at flere har taget stilling til organdonation, og informationsindsatser vil også fremover være vigtige, men hvis vi skal undgå, at alvorligt syge danskere mister livet på en venteliste, skal der mere til.

Det er dog ikke alle, som har taget positivt imod forslaget. Det er ingen overraskelse, for organdonation rejser en række etiske spørgsmål, og der skal naturligvis være plads til, at vi har forskellige holdninger.

Men der har også været reaktioner, som bygger på misforståelser. Det understreger, at det er vigtigt, at vi får en god og grundig debat, som kan gøre os alle klogere på hinandens synspunkter og bidrage til at rydde misforståelse af vejen.

En af misforståelserne er, at man automatisk er organdonor og vil miste retten til at bestemme over sine egen krop og organer. Sådan forholder det sig naturligvis ikke. Udgangspunktet i forslaget er, at man som myndig dansker potentielt kan blive organdonor, hvis man skulle komme så alvorligt til skade, at man uundgåeligt vil dø.

Men – og det er meget vigtigt – det skal naturligvis fortsat være muligt at sige nej tak til at være donor. Derfor er det også en del af forslaget, at man som borger skal bekræfte, at man er potentiel donor i Organdonorregistret. Og hvis man ikke har gjort det, vil de pårørende altid blive spurgt. Vi bevarer altså alle vores selvbestemmelse. over egen krop.

I dette øjeblik står mere end 400 danskere på venteliste til at modtage et nyt organ. Med alt hvad det indebærer af ekstrem fysisk og psykisk belastning, mens de venter i en blanding af håb og desperation. Sidste år ventede 28 alvorligt syge danskere forgæves. De fik aldrig tilbuddet om et nyt organ og mistede livet.

Det er ulykkeligt for dem og for deres efterladte. Og det også et paradoks. For undersøgelser viser, at 8 ud af 10 danskere er positive over for organdonation. Alligevel er det kun en tredjedel af os, som har givet vores holdning til kende i Organdonorregistret. Det er mit håb, at vi med forslaget kan få flere til at tage stilling.

Organdonation er den enkeltes eget valg. Det vil det også være fremover. Men vi har et fælles ansvar for at sikre, at flere får livet tilbage gennem organdonation.