Nyker fortjener bedre
Det er dybt beklageligt, at et projekt, som alle parter ønsker, strander på en uenighed om lejevilkår.
Da Nyker mistede sin lokale brugs for syv år siden, mistede byen også en vigtig samlingskraft. Drømmen om igen at få en lokal købmand har været stærk og båret af et imponerende sammenhold blandt borgerne, der med opbakning fra sponsorer og investorer stod klar med både penge og engagement. Når også Dagrofa melder sig klar til at støtte etableringen af en ny butik, er det endnu mere trist, at projektet nu kuldsejler, fordi ejerne af Brødfabrikken og projektets øvrige aktører ikke kan blive enige om en lejeaftale.
På Bornholm er priserne på erhvervslejemål udenfor Rønne og de andre større byer normalt ikke høje. Derfor virker det ubærligt, ja næsten absurd, at et initiativ med så stor lokal opbakning og et klart potentiale strander på uenighed om lejeniveauet. Bornholm er ikke København, og forventningerne til huslejeniveauet bør afspejle øens økonomiske realiteter.
De to ejere af brødfabrikken, Tommy Håkansson og Michael Møller, har normalt en god historik med at få projekter til at lykkes på Bornholm. Derfor er det ekstra beklageligt, at man ikke har fundet en løsning, der kan sikre det lokale initiativ. Man fristes til at tænke, at udmeldingen om, at forhandlingerne er opgivet, kan være en del af en forhandlingstaktik. Men risikoen er stor for, at drømmen om en ny købmand i Nyker nu bliver skrinlagt permanent.
Det bornholmske samfund har brug for flere af sådanne lokale initiativer, der styrker sammenhold og lokalsamfundets robusthed. Alle parter – og især ejerne af den gamle brugs – bør tage et ansvar og genoptage dialogen med det formål at finde en rimelig løsning, som alle kan leve med. Nyker fortjener bedre end at miste endnu en mulighed for at styrke byens liv og sammenhold.
NYT JOB
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration