Nu er jeg kandidat

Nu er jeg kandidat
Foto: Marine Gastineau
KOMMENTAR | DEBAT | Tirsdag 3. december 2024 • 15:30
Af:
Jens Hjul-Nielsen
kandidat for V ved kv25
KOMMENTAR | DEBAT | Tirsdag 3. december 2024 • 15:30

Jens Hjul-Nielsen kommer med et bud på sit politiske virke.

Nu er det offentliggjort, at jeg vil stille op til kommunalvalget 2025 for Venstre.

Som alle kandidater længes jeg efter at fortælle om alle mine og mit partis fortræffelige holdninger og deres gavnlige effekter for Bornholm, hvis de bliver gennemført, men det er ikke mit ærinde i dag.

Jeg vil snarere være indadskuende og analysere mit eget eventuelle bidrag, hvis vælgerne giver mit kandidatur opbakning.

Mine 10 bud

Min analyse af de senere år i bornholmsk kommunalpolitik er, at vi har bevæget os fra en centripetal til en centrifugal politisk kultur. Vi bliver altså ført længere fra hinanden i stedet for tættere sammen.

Denne udvikling kan kun vendes i fællesskab. Jeg er på den baggrund kommet frem til, at jeg bør stille følgende krav til mig selv - ikke til andre - som kommunalpolitiker.

Hvis jeg bliver valgt, vil jeg efter bedste evne efterleve disse ti bud:

1: Bruge mere tid på at fremhæve egen politik end at nedgøre andres.

2: Søge dialog og samarbejde fremfor konflikt og konfrontation.

3: Kun tage ordet når jeg bringer nyt ind i samtalen.

4: Huske, at jeg er folkets tjener.

5: Opstille politik, vision og retning, og lade embedsværket om implementering og kun gå efter enkeltsager, hvis de understøtter et principielt spørgsmål.

6: Aldrig offentligt kritisere et embedsværk, der ikke kan tage til genmæle.

7: Aldrig lytte til vrede holdninger på Facebook men altid til samtaler ansigt til ansigt.

8: Maksimalt stille op tre gange.

9: Ikke forlade partiet med mandatet og ikke optage partiskiftere, der forlader deres parti med mandatet i min partigruppe.

10: Huske humor i alle ting.

Fremtiden er forhåbentlig samarbejde

Jeg ved naturligvis ikke, om jeg overhovedet bliver valgt. Ikke alle partier har offentliggjort alle kandidater, men tendensen går i retning af mange meget kvalificerede kandidater i alle partier.

Mit håb er derfor, at KV 25 vil tilvejebringe en kommunalbestyrelse, der kan samarbejde kvalificeret og konstruktivt om de kommende fire års udfordringer.

Hvis jeg får chancen, så vil jeg yde mit bidrag.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT