Mira har ret – lad os passe på Rønne

Det er en pligt over for fællesskabet at rydde op efter sig selv og sine dyr. Bum.

Nogle debatter er så banale, at man næsten skammer sig over, at de overhovedet skal tages. Hundelorte på fortovet er én af dem. Men når Mira Stenberg Andersen – og mange andre – flere gange om ugen møder efterladenskaber i indkørsel, på fortov og i byens rum, er sagen desværre alt andet end banal. Den er et billede på en lille, men tydelig sprække i vores fællesskab: Manglen på omtanke for hinanden.

At lade sin hund besørge på gaden – og endda inde på andres grund – uden at samle op, er ikke bare ulækkert. Det er ulovligt. Det er også en ringeagt over for naboer, byens borgere og det fælles byrum, vi alle lever i. Alligevel møder Mira i sit forsøg på at skabe en saglig debat både støtte og den velkendte digitale hån: “få dig et liv”. Den slags svar er i sig selv et tegn på problemet. For respekt for fællesskabet er ikke småligt. Det er grundlaget for, at et samfund og sammenhold fungerer.

Under den kolde krig kunne der ligge hundelorte på fortovene uden de store protester. Men den tid er forbi. Vi har besluttet, at vores byrum skal være rene, trygge og rare at færdes i. Vi afleverer ikke affald i andres haver. Vi parkerer ikke på andres grunde. Vi smider ikke skrald på gaden. Og på samme måde samler vi op efter den hund, vi helt frivilligt selv har valgt at have i vores liv.

At nogle lader deres dyr løbe frit eller “glemmer” posen, gør ikke sagen mere forståelig. Det gør den mere alvorlig. For i sidste ende er det et spørgsmål om respekt: For loven, for byen og for hinanden.

Derfor har Mira Stenberg Andersen ret. Det handler ikke om smålighed. Det handler om ordentlighed. Og om at tage det ansvar, der følger med at være en del af et fællesskab. Vælger man at have hund, vælger man også at samle op. Punktum.

Så lad os ikke gøre dette til en konflikt, men til en fælles ambition: At Rønne – og resten af øens beboede områder – skal være steder, hvor man kan gå med blikket oppe og ikke ned i jagt på næste fækale landmine. Vi kan godt. Og vi skylder hinanden at gøre det.