Leif Olsen: Jeg føler ikke, at de to markeringer vil være i modstrid med hinanden

Befrielse eller besættelse? Det er en never ending story.

Der er kommet et forslag om at markere den 5. april 1946 som ’Bornholms befrielse’, fordi det er datoen for den russiske tilbagetrækning. Det har medført en del debat – også her i Tidende.

Jeg er meget historisk interesseret men ikke uddannet historiker. Jeg er for ung (utroligt nok) til selv at have oplevet denne periode, men jeg har hørt – med interesse – mange historier fra min forældre og bedsteforældre.

Baggrunden

Den 4. maj 1945 overgav de tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland OG Danmark sig – jf. BBCs ikoniske danske udgave – gældende fra kl. 08 den 5. maj.

Dette er den overordnede historie.

En mindre omtalt historie er, at de allierede – Det Britiske Imperium, Sovjetunionen og USA - med Frankrig som vedhæng – havde opdelt Europa i ’ansvarszoner’ eller ’besættelseszoner’. Danmark lå i den engelske, MEN Bornholm lå bagved linjen til den russiske. Sandsynligvis har ingen af de allierede ledere tænkt på en lille ø i Østersøen.

Som led i den tyske 'operation Hannibal' – evakuering fra tyske tropper og civile fra Prøjsen med videre til Vesteuropa - så var Bornholm pludselig blevet strategisk vigtig. Operationen var beordret af Rigspræsident Dönitz.

Om Bornholm var omfattet af delkapitulationen den 4. maj var for visse tyskere derfor usikkert, da Hannibal stadigvæk var i gang.

Som reaktion angreb Sovjetunionen de tyske tropper på Bornholm – herunder de to store bombardementer. For et Danmark og et Bornholm, som stort set ikke havde oplevet krigshandlinger siden 1864, var dette naturligvis et stort chok, men set i sammenhæng med 2. verdenskrig var det faktisk en helt normal og legitim krigshandling.

Russerne på Bornholm.

De blev her i 11 måneder.

Ved landgangen optog de forbindelse med den bornholmske modstandsbevægelse – der var for eksempel fælles patruljer i de større byer.

Det er vigtigt at forstå, at Sovjetunionen overtog den militære kontrol over Bornholm. Den civile myndighed blev fra 5. maj varetaget af danske myndigheder. Det vil sige, at dansk lovgivning, danske domstole og dansk forvaltning var gældende.

Man kan blandt andet se, at pengeombytningen i juli 1945 omfattede Bornholm, ligesom man deltog i valget i oktober 1945. Den sovjetiske styrke blandede sig ikke i dette.

Igen, at overtage den militære administration, men ikke den civile, var helt korrekt ifølge international lovgivning – det skete mange steder i Europa.

Opfattelsen af russerne

Årene efter krigen har selvfølgelig præget vores forståelse af russerne.

I 1945 var opfattelsen af Sovjetunionen positiv – uafhængigt af Stalins diktatur og alle forfølgelserne. Det skyldes, at Sovjetunion havde lidt forfærdeligt under det tyske angreb og ydet ufattelige ofre under krigen imod Tyskland fra 1941. ’Uncle Joe’ (Stalin) var for eksempel ”årets person” i USA i både 1939 og 1942 (Hitler var det i 1938).

Jeg oplevede det ikke, men har som sagt hørt mange fortællinger. De russiske soldater begik overgreb – især frontsoldaterne, som kom først – lige fra brugstyveri til for eksempel voldtægts(forsøg).

Bornholmerne blev mere og mere nervøse og usikre. Det blev for eksempel mere og mere almindeligt, at man fulgtes hjem fra fester – og især sørgede for, at unge kvinder ikke gik alene om aftenen (det gav så sikkert også nogle romantiske muligheder). Men usikkerheden bestod primært af en usikkerhed i forhold til Danmark – hvad gjorde den danske regering egentlig?

De russiske planer med Bornholm

Sovjetunionen opfattede grundlæggende Danmark som et tyskallieret land (modsat England og USA) på grund af tilslutningen til Antikominternpagten samt, at Danmark sendte soldater til krigen imod Sovjetunionen (Frikorps Danmark) med regeringens opbakning.

I den korte periode i 90erne og 00erne, hvor vestlige forskere havde adgang til russiske arkiver, så fandt man notater, der talte om, at Bornholm kunne rumme sovjetiske flådebaser eller bruges til at presse Danmark ind i en Finlands-lignende situation.

Disse notater var dog på et lavt niveau og kom aldrig til behandling i vigtige sovjetiske beslutningsorganer – der blev heller aldrig gjort nogle forberedelser til at virkeliggøre dette.

Men dette vidste man jo ikke på Bornholm – og derfor blev man mere og mere bange for de sovjetiske intentioner.

Danmarks reaktion

På Bornholm udviklede der sig nok en endnu større bitterhed imod Danmark end imod Sovjet.

De senere års forskning har antydninger af, at Danmark i 1945-46 måske gjorde mere for Bornholm end man den gang vidste.

Men mine forældre og bedsteforældre glemte aldrig, at Danmark festede, mens Bornholm blev bombarderet – og på sin vis tilgav de heller aldrig. Der var ikke lys i vores vinduer den 4. maj.

Jeg boede syv år i København i min ungdom, og da havde jeg lys i vinduerne, fordi det gjorde man på Amager. I de snart 35 år, hvor jeg som voksen har boet på Bornholm, så har jeg ikke haft lys i vinduerne.

Konklusion…?

Jeg kan ikke konkludere på dette spørgsmål – det har jeg hverken viden eller personlig erfaring til.

Helt privat og personligt mener jeg, at vi som resten af Danmark skal fejre befrielsen den 4. maj – fordi det VAR en befrielse.

Jeg mener dog også, at det vil være passende med en markering af den 5. april – måske en parade eller en mindegudstjeneste eller et eller andet.

Hvis vores forhold til Rusland på et tidspunkt bliver normaliseret, så kan man passende invitere russiske repræsentanter.

Jeg føler ikke, at de to markeringer vil være i modstrid med hinanden.