5. april-markering: 'Man skal overveje det meget nøje'

Historiker og museumsinspektør Jakob Seerup mener, man skal overveje det meget nøje, inden man eventuelt laver en national markering af den 5. april som 80-året for Bornholms befrielse.

Folketingsmedlem Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne mener, det er vigtigt at huske, at slutningen af 2. verdenskrig udspillede sig anderledes på Bornholm end i resten af landet.

Derfor har hun spurgt kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), hvilke initiativer regeringen vil tage for at markere 80-året for Bornholms befrielse den 5. april 2026. Det var den dato, den sidste sovjetiske soldat forlod Bornholm i 1946.

Spørger man historiker, museumsinspektør og Rusland-kender Jakob Seerup, er det noget, man bør overveje meget nøje.

– Bornholm er en del af Danmark, og der fejrer vi befrielsen den 4. og 5. maj, blandt andet ved at sætte lys i vinduet, for at mindes og hædre de faldne modstandsfolk, og det er også de bornholmske modstandsfolk. Jeg synes, man skal overveje meget nøje, om det ikke på en måde går lidt imod den dagsorden, som vi nok alle sammen kan være enige om, nemlig at Bornholm er en del af Danmark, siger han om ideen om at lave en markering den 5. april.

Ifølge Jakob Seerup er det en ret ny fortælling, at Bornholm ikke blev befriet den 4. maj lige som resten af Danmark, og at bornholmerne ikke fejrer dagen og har lys i vinduerne.

– Det har de haft i nøjagtig samme omfang som alle andre danskere, men så er det sådan, at man bruger historien som en form for spejl, og det, vi spejler, er vores nutid og nogle dagsordner, der optager os nu, siger Jakob Seerup.

Han nævner nedgangen i fiskeriet, økonomisk hårde tider og debatten om udkantsdanmark som eksempler på dagsordener, hvor fortællingen om Bornholm som et offer i 1945 passer godt ind.

– Det blev til en fortælling om, at man ikke har fejret 4. maj eller haft lys i vinduerne, og at Bornholm først rigtig blev befriet i april 1946. Det er altså ikke noget, som folk gik og sagde i 1950'erne på Bornholm, siger han.

Trods alt en befrielse

Som baggrund for sit spørgsmål til kulturministeren nævner Marlene Harpsøe blandt andet, at mange danskere ikke kender den specielle historie om befrielsestiden på Bornholm. Sådan var det en gang, mener Jakob Seerup, men ikke længere.

– Det er langt fra mit indtryk i dag. Der er tværtimod været serier og dokumentarprogrammer på landsdækkende tv om netop bombardementerne og de russiske soldater på Bornholm. Jeg synes, der har været ret stor opmærksomhed omkring det, så jeg kan ikke rigtig genkende, at der hersker den uvidenhed, som der nok gjorde engang, siger han.

Og selv hvis det var tilfældet, så er der mange ting, danskerne ikke kender til i deres historie, påpeger museumsinspektøren fra Bornholms Museum.

– Det kan jeg jo begræde, men det er ikke noget, jeg tænker, at vi skal have nationale mindedage for, siger Jakob Seerup.

Han pointerer, at det ikke er op til ham at bestemme, hvad folk mener og tror om den 4.-5. maj kontra den 5. april, men at han personligt foretrækker, at Danmark i fællesskab står sammen om markeringen af den 4. og 5. maj, hæderen til modstandskampen, mindet om de døde og glæden over befrielsen – også her på Bornholm:

– Det var trods alt en befrielse fra den tyske besættelsesmagt, skal man lige huske. Det var en voldsom befrielse, og det er en anderledes befrielse, men det er en befrielse i maj 1945.

Skal man endelig tale om tiden efter Danmarks officielle befrielse fra Nazityskland, så er det ikke afrejsen i 1946, der er vigtigst, mener Jakob Seerup.

– Jeg vil da tro, at det der for bornholmerne er det mest skelsættende og vigtige at huske, det er bombardementerne i maj 1945. Ved afrejsen i 1946 drog man et lettelsens suk, og det var rart, at de var endelig væk, og der kunne være danske soldater på Bornholm igen. Men jeg tror da, at hvis man spurgte folk på gaden i april 1946, hvad der var vigtigst for dem, så ville de have peget på bombardementet 11 måneder før.

En anderledes besættelse

Jakob Seerup fastslår, at tiden fra maj 1945 til april 1946 i folkeretlig, militær og juridisk forstand var en besættelse, men den sovjetiske besættelse adskilte sig på mange måder fra den nazityske besættelse.

– Jeg er altså ikke nogen stor fan af hverken Stalin eller Putin, men jeg bliver nødt til at sige, at den sovjetiske besættelse af Bornholm var altså ikke en besættelse på samme måde som den tyske besættelse. Der var ikke en modstandskamp mod de sovjetiske soldater, og det var ikke landsforræderi at handle med de sovjetiske soldater. Det var en usikker tid, og vi skal være utrolig glade for, at de i sidste ende rejste, men det er altså ikke en besættelse på linje med den tyske besættelse. Det er ikke en ordentlig historieformidling, hvis det er det budskab, man vil ud med, siger han.

I årenes løb har historien om de 11 måneder med sovjetisk tilstedeværelse på Bornholm også ændret sig, fortæller Jakob Seerup. Sådan er det med historiske begivenheder. Fortolkningerne ændrer sig i takt med aktuelle dagsordener.

– Historien er lidt et barometer for, hvad der optager os lige nu og her. Indtil 2022 var det ret ukontroversielt, at den russiske ambassadør en gang om året lagde vejen forbi og lagde en krans på kirkegården i Allinge. Men i lyset af den ulovlige krig i Ukraine og Ruslands eget misbrug af historien om 2. verdenskrig som en form for legitimering af, hvad de foretager sig nu, så er det klart, at det bliver et problem, siger han.

Misbrug af historien

Ifølge Jakob Seerup er der også en anden grund til, at han mener, at man skal være påpasselig med at se på den 5. april 1946 som Bornholms befrielsesdag.

– Det, der gør os bedre end dem, er, at vi ikke misbruger historien, vi forfalsker ikke historien. Det er man ikke bleg for i Putins Rusland. Går den, så går den, og hvis det kan samle folk og mobilisere dem til den her ulovlige krig mod Ukraine, så er det bare fint. Det er ikke sådan, vi gør. Så vi skal ikke begynde at konstruere en fortælling om, at bornholmerne nødvendigvis gik og følte sig besat på samme måde, som de følte sig besat af tyskerne, hvis ikke det er sådan, det er, siger Jakob Seerup.

Man kan finde mange forskellige udlægninger af, hvordan de 11 måneder var, tilføjer han:

– Men jeg vil altså mene, at det mest korrekte eller retvisende billede er, at det ikke blev set som en besættelse på linje med den tyske besættelse.