Bornholm har ikke råd til sin velfærd. Det står klart for alle, når Borgmester Trøst med sit flertal vil trække 40 millioner kroner op af kommunekassen for at få råd til basisvelfærden på Bornholm i næste års budget. Der er ingen prestigebyggerier, revolutioner eller store investeringer i en ny og smartere drift af vores fællesskab. Budgettet kræver bare god gammeldags dansk velfærd med byggesagsbehandling, varme hænder til de gamle og unge - og særlige kræfter til de unge, der er særligt udsatte eller sårbare. Men der mangler 88 millioner kroner for at indtægter og udgifter balancerer.
Granitkajerne synker i havet, Kongemindet og kommunens administrative kontorer skal renoveres - Bornholm har tusinder af opgaver, der er vigtige for at opretholde vores skønne samfund. Samtidig bliver der flere og flere ældre og unge, der koster kassen frem for at spytte i den. Tilflytterne har været den mystiske sagnfigur, der skulle redde vores økonomi med skattekroner og øget udligning fra de rige kommuner. Vel har vi knækket befolkningskurven. Men selvom vi kæmper hårdt for at skaffe tilflyttere, og cirka 1.600 af slagsen kommer hertil hvert år, så vokser vi ikke i befolkningsantal og skattegrundlag, så kassen kan blive fyldt.
Borgmesterflertallet vandt valget ved at kritisere dels rådhusbyggeri dels besparelser på børneområdet. For dem er det politisk selvmord at pille ved børneområdet.
Men hvor skal pengene da komme fra? Parkeringsafgifter er en ny og fremragende idé. Bornholm og Danmark poster hundreder af millioner i færgefarten for, at biler kan komme billigt til Bornholm. Når de er her, så er det oplagt, at vores samfund tjener en skilling på at give dem parkering i byerne. Det vil kræve, at vi også selv skal til lommerne og betale en beboerlicens på 350 kroner pr. år. Det er en luksus at have fri parkering, som de færreste i større samfund end vores kender til. I København koster en beboerlicens til en bil, der kører 14,5 kilometer på literen næsten 4.000 kroner om året. I det lys er 350 kroner billigt sluppet. Biler er vigtige for, at vores samfund fungerer. Men kommunen er mindst lige så vigtig.