Leder: Røm nu det rådhus

Leder: Røm nu det rådhus
LEDER | ABONNENT | 28. JAN 2022 • 05:30
Jakob Marschner
Journalist
LEDER | ABONNENT
28. JAN 2022 • 05:30

Det er lettere at vælte en plan end at lægge en ny med de stumper, der nu er tilbage. Og det er også lettere at være i valgkamp som opposition end pludselig at stå med hele ansvaret selv.

 

Garvede politikere som Morten Riis (EL) og Linda Kofoed Persson (DF) vidste det nok, men for borgmester Jacob Trøst (K) og hans to partifæller i den nye kommunalbestyrelse kommer det her lærestykke oven i rigtig mange andre af den slags netop nu. Hvis en læringskurve kan være mere stejl end lodret, så er den det for tiden for Jacob Trøst, Iben Busch og Mark Palmquist.

Derfor må man også acceptere, når der kommer en svipser. Som nye amerikanske præsidenter er fredede i deres første 100 dage på posten, vil det også være rimeligt her.

Også i det lys var det ganske passende, at den nye kommunalbestyrelse onsdag aften gav sig selv en frist til 31. marts med endelig at få kommunens langstrakte flyttekabale på plads. Lige på kanten af Jacob Trøsts første 100 dage vil det så være her, at man med rimelighed kan tage den nye borgmester til den første eksamen.

Nemt er det ikke, for kommunen mangler plads til sine medarbejdere. Endnu mere plads vil der mangle, når man som Jacob Trøst og hans flertal lægger ud med at pille nybyggeriet på Snorrebakken ud af ligningen. Når pladsen er trang, og krybben er tom, så bides hestene let, og i det nye flertals både første og ganske alvorlige uenighed har Dansk Folkeparti og Enhedslisten placeret sig som Egon og Kjeld i den tilbagevendende konflikt i Olsen-Banden – med Jacob Trøst som Benny, der i midten må pendulere frem og tilbage i behjertede forsøg på at mægle.

Enhedslisten står fast på at lade medarbejderne blive i Tejn Rådhus og dermed vælte endnu en søjle i det gamle flertals rådhusplan. Dansk Folkeparti vil lade gamle løfter stå ved magt, rømme Tejn Rådhus og lade hjemmeplejen og Bornholms Museum rykke ind.
I første omgang ser Jacob Trøst ud til at lytte mest til Morten Riis og Enhedslisten. Så desto mere er der grund til at minde både Trøst og Riis om, at det nye flertal for en måned siden trådte til med en programerklæring om, at dette samarbejde skulle bygge på ordentlighed. En gammel konservativ kerneværdi, som det burde være svært at tale imod for de fleste, men som ikke desto mindre bliver stadig mere trængt i denne tid.
Hvad er ordentlighed? Det er mange ting, men det er for eksempel, at man holder de løfter, som ens ansatte har fået at arbejde ud fra. Både Bornholms Museum og hjemmeplejens Allinge-team er blevet lovet plads på Tejn Rådhus. Begge har snærende deadlines lige rundt om hjørnet – hjemmeplejen fordi man snart skal være ude af dagens lejemål og museet fordi en kæmpe bevilling fra staten hænger på, at man senest i april får beskrevet sit projekt om et nyt magasin, der i tankerne hidtil har været henlagt til netop Tejn Rådhus.

Både hjemmeplejen og museet har haft en engels tålmodighed med Bornholms politikere. Nu fortjener de, at der endelig bliver leveret på de løfter, der blev givet – også selvom det var andre end Jacob Trøst og Morten Riis, der gav dem i sin tid. Det samme fortjener resten af Bornholm, for ønsket om ordentlighed findes mange steder og er alt, alt for vigtigt til at blive sat til side så snart der mangler et kort i en kabale.