Modstand kommer i mange former, og valg af strategi og taktik er altafgørende for succes eller fiasko. Tag de to nævnte eksempler. Det første førte til sejr, det sidste til nederlag. Nu er vi dér igen. Politikere og embedsværk vil flytte biblioteket fra Pingels Allé til Dams Gård. Et forslag, der er en tydelig folkelige opposition imod. Men hvordan kan modstanderne sejre?
Først og fremmest handler det om, at modstanderne mobiliserer og flytter retorikken fra debatspalterne og Facebook og ud på gaden. For succes afhænger af at forvandle protesten til en bevægelse med bred folkelig tilslutning. Folkebevægelsen skal have et klart og tydeligt formål. Eksempelvis: "Nej til flytningen af biblioteket". Men den skal også kunne argumentere for sin sag. Netop heri ligger alle bevægelsers værste fjende: Intern splid. For ét er at sige, hvad man er imod, noget helt andet er at blive enige om, hvad man vil have i stedet. Skal biblioteket for tid og evighed blive liggende på Pingels Allé, eller er der en anden løsning?
I bevægelser viser ledere sig naturligt. Så meget vigtigere er det, at folk vælger de rigtige til at lede og være talspersoner. Vælg folk med et godt mundtøj og som ikke knækker under pres. En stærk ledelse er afgørende for sejren.
I sin kamp er det vigtigt at bevægelsen har øje på bolden og ikke på manden. Folk skal holde sig til en saglig debat og holde sig fra at dæmonisere politikere og embedsmænd. Både navngivne og generelt. Ligesom bevægelsen også skal finde allierede med indflydelse. Det finder den ikke med skældsord.