Først og fremmest handler det om, at modstanderne mobiliserer og flytter retorikken fra debatspalterne og Facebook og ud på gaden. For succes afhænger af at forvandle protesten til en bevægelse med bred folkelig tilslutning. Folkebevægelsen skal have et klart og tydeligt formål. Eksempelvis: "Nej til flytningen af biblioteket". Men den skal også kunne argumentere for sin sag. Netop heri ligger alle bevægelsers værste fjende: Intern splid. For ét er at sige, hvad man er imod, noget helt andet er at blive enige om, hvad man vil have i stedet. Skal biblioteket for tid og evighed blive liggende på Pingels Allé, eller er der en anden løsning?
I bevægelser viser ledere sig naturligt. Så meget vigtigere er det, at folk vælger de rigtige til at lede og være talspersoner. Vælg folk med et godt mundtøj og som ikke knækker under pres. En stærk ledelse er afgørende for sejren.
I sin kamp er det vigtigt at bevægelsen har øje på bolden og ikke på manden. Folk skal holde sig til en saglig debat og holde sig fra at dæmonisere politikere og embedsmænd. Både navngivne og generelt. Ligesom bevægelsen også skal finde allierede med indflydelse. Det finder den ikke med skældsord.
Hvis sagen er bevægelsens hjerte, er demonstrationer og andre sociale aktiviteter rygraden. Hold møder, uddel flyvesedler, opret vagter, organiser kædebeskeder (husk, hvad der skete med lindetræet), arranger folkekøkkener og bannermaling etc. Det skaber sammenhold, håb og styrker tålmodigheden.
Omvendt satser magthaverne på, at når først tålmodigheden ryger, vil håbet og sammenholdet også falde. For magthaverne ved godt, at bevægelser er skrøbelige. Det er dog vigtigt ikke at blive desperate. Som grundregel skal bevægelsen i stedet lade magthaverne om eskalationen. Lytter de ikke, råb højere. Ser de jer ikke, demonstrer mere.