Leder: Opskrift på modstand

LEDER

Folket og magthavere befinder sig i en endeløs dans, hvor det ikke altid er tydeligt, hvem der fører.

Det er demokratiets dans, hvor folkesuveræniteten udliciterer beslutningsmagt til folk med erfaringen, kompetencen og tiden.

Det hænder dog, at magthaverne glemmer dansens ligevægt og forsøger at tage styringen. Ikke af ond vilje, men ud fra påstanden "Vi ved bedst".

Når dansen skubbes ud af balance, kan folket genvinde styringen ved at vise modstand. Som da 11.000 bornholmere slog ring om Almegårds Kaserne og i forsvaret af lindetræet i Vibegårds rundkørsel.

Modstand kommer i mange former, og valg af strategi og taktik er altafgørende for succes eller fiasko. Tag de to nævnte eksempler. Det første førte til sejr, det sidste til nederlag. Nu er vi dér igen. Politikere og embedsværk vil flytte biblioteket fra Pingels Allé til Dams Gård. Et forslag, der er en tydelig folkelige opposition imod. Men hvordan kan modstanderne sejre?

Først og fremmest handler det om, at modstanderne mobiliserer og flytter retorikken fra debatspalterne og Facebook og ud på gaden. For succes afhænger af at forvandle protesten til en bevægelse med bred folkelig tilslutning. Folkebevægelsen skal have et klart og tydeligt formål. Eksempelvis: "Nej til flytningen af biblioteket". Men den skal også kunne argumentere for sin sag. Netop heri ligger alle bevægelsers værste fjende: Intern splid. For ét er at sige, hvad man er imod, noget helt andet er at blive enige om, hvad man vil have i stedet. Skal biblioteket for tid og evighed blive liggende på Pingels Allé, eller er der en anden løsning?

I bevægelser viser ledere sig naturligt. Så meget vigtigere er det, at folk vælger de rigtige til at lede og være talspersoner. Vælg folk med et godt mundtøj og som ikke knækker under pres. En stærk ledelse er afgørende for sejren.

I sin kamp er det vigtigt at bevægelsen har øje på bolden og ikke på manden. Folk skal holde sig til en saglig debat og holde sig fra at dæmonisere politikere og embedsmænd. Både navngivne og generelt. Ligesom bevægelsen også skal finde allierede med indflydelse. Det finder den ikke med skældsord.

Hvis sagen er bevægelsens hjerte, er demonstrationer og andre sociale aktiviteter rygraden. Hold møder, uddel flyvesedler, opret vagter, organiser kædebeskeder (husk, hvad der skete med lindetræet), arranger folkekøkkener og bannermaling etc. Det skaber sammenhold, håb og styrker tålmodigheden.

Omvendt satser magthaverne på, at når først tålmodigheden ryger, vil håbet og sammenholdet også falde. For magthaverne ved godt, at bevægelser er skrøbelige. Det er dog vigtigt ikke at blive desperate. Som grundregel skal bevægelsen i stedet lade magthaverne om eskalationen. Lytter de ikke, råb højere. Ser de jer ikke, demonstrer mere.

Men husk at eskalationen skal være proportionel med magthavernes. I sagen om biblioteket har Thomas Thors (S) i et debatindlæg inviteret til dialog. Begynd dér! Demokratiet starter med at lytte, modstand kommer af ikke at blive lyttet til.