Mange af os er ramt af en snigende passivitet, der dybest set vidner om, hvor meget vi er vant til at lade os underholde – uden at skulle tænke så meget over det.
Når selskabelighed bliver en umulighed, når fysisk træning ikke kan foregå i den vanlige organisering, når vi ikke kan lade os beværte på restauranter, cafeer og barer – så møder vi en mur at mulige beslutninger. Som vi måske ikke orker at tage. Vi venter bare. Og håber. Lidt passive.
I virkeligheden er vi ramt af eksistensen – og nu bliver det måske lidt højstemt. Men vores lod i tilværelsen er jo, at vi skaber livet gennem vores valg og handlinger. Og nu er mange af de nemme og magelige valg taget fra os. Derfor går vi mentalt i dvale og bare venter og venter.
Hvis vi bare venter på, at andre fortæller os, hvad der skal ske med livet, siver det langsomt ud af os. Hvorfor ikke vende situationen om og sige, at vi har fået en masse tid foræret? Tid, vi før brugte på noget andet. Det er jo en luksus. Hvis vi forstår at gribe dagen og skabe den selv.
Vi ved jo godt, hvad vi skal gøre. Men fordi vi hører i medierne, at noget måske snart åbnes igen, undlader vi at udføre de nødvendige ritualer, der holder sammen på tilværelsen – men som kræver noget af os.