Bornholms børn og unge vil betale prisen, hvis ældreområdet skal holdes fri af at spare.
På enhver kommunes budget er der tre tunge poster. Det er folkeskoler, ældrepleje og daginstitutioner. At klippe grøftekanter og lappe sammen på veje og række en hånd til kulturen koster peanuts i forhold til de tre. Man skulle slet og ret fjerne både alt det og mere endnu, hvis det i en sparesituation skulle blive muligt at holde ældreplejen fuldkommen fri.
I praksis er den tanke naturligvis umulig. I virkelighedens verden vil det blive Bornholms børn og unge, der skal betale prisen, hvis Erik A. Larsens ønske skal kommes i møde. Det vil i så fald lægge endnu mere pres på en folkeskole, der allerede skranter og stadig er tæt på danmarksrekorden i andelen af elever, der har valgt den fra. Og på nogle børnehuse, der også allerede kæmper hårdt – og hvor det (PS) stadig er helt uafklaret, hvor meget kommunerne på sigt skal spytte i kassen for at nå op på de minimumsnormeringer, som regeringen er ved at rulle ud.
Når man nævner de her ting for Erik A. Larsen, så svarer han, at det ikke er hans bord. Hans opgave består i at tale for de ældre, siger han. Som medlem af en kommunalbestyrelse gennem 18 år, sågar som tidligere formand for børne- og skoleudvalget (!), ved han det ellers udmærket: Vil en kommune enten spare eller skåne ét sted, så spiller det uvilkårligt ind på nogle andre.
Det helt barokke er så, at hvis Ældrerådets formand virkelig ville tjene Bornholms ældre vel, så slog han i stedet til lyd for at løfte i hvert fald skolerne. For en for svag folkeskole koster tilflyttere allerede nu – folk lader være at flytte til eller flytter igen – og uden tilflyttere kan Erik A. Larsen kigge langt ud af Svanekevej, ja faktisk helt ind i vejviseren, efter god ældrepleje på Bornholm om 10 år.